Begrebet ambient music betegner den tankegang, at den klingende musik intentionelt indgår som en del af omgivelserne, eller at den optræder som en musikalsk baggrund. Begrebet er beslægtet med vindharper og klokkeinstrumenter ophængt i naturen, som via vinden konstant klinger som ét langt baggrundsværk. Det er også beslægtet med brugen af fjernorkestre, som har været kendt siden romantikken især i dramatiske værker.

Ambient music er en langt senere betegnelse, som musikeren og produceren Brian Eno fandt på midt i 1970’erne, og som siden har vundet indpas. Men det var Erik Satie, der med sine orkesterværker betitlet Musique d’ameublement (det første er fra 1917) første gang komponerede musik beregnet på at blive spillet – ikke på en scene, men bag et forhæng. Musikken skulle, som navnet antyder, blot være en del af det omgivende møblement og ikke tiltrække sig nogen særlig opmærksomhed.

Ligesom impressionisterne og tidlige modernister som Gustav Mahler og Charles Ives arbejdede Erik Satie undertiden med klangflader, der er beslægtet med begrebet. Lige siden har det haft en plads i kompositionsmusikken hos en lang række komponister, hvad Mark Prendergrasts bog The Ambient Century (2000) om ambient music fra Gustav Mahler til trance-genren til fulde demonstrerer.

Den ambiente tankegang har desuden haft sin berettigelse i megen filmmusik og electronica, og den har også i det 21. århundrede vist sig at være præge store dele af musikfrembringelsen.