Annonce
Huddersfield Contemporary Music Festival har eksisteret i 30 år og finder sted i byen Huddersfield. Med sine knap 150.000 indbyggere ligger byen gemt i det bakkede landskab i landsdelen Yorkshire. Det er den unge befolkning, der præger bybilledet, og universitetet er den største arbejdsgiver. Den traditionelle arkitektur danner rammerne, med huse i dunkel victoriansk stil. I dette krydsfelt mellem ungt og gammelt, foregår der hvert år i november over 60 arrangementer med ny kunstmusik fordelt på 10 dage.
Danmark i midten
Da jeg komplimenterer byens flotte og mastodontiske grå huse er jeg med ét gode venner med chaufføren, der skal køre mig til festivalen. Undervejs fortæller han mig store og små historier fra området og festivalen. Historisk er byen kendt for den store tekstilproduktion i området. Han fortæller mig at de største villaer tilhørte fabriksejerne og de små, simple huse tilhørte arbejderne. Chaufføren har kørt bil for Huddersfield Festivalen i 10 år. Han tager hvert år fri fra sit job som bilsælger, for at køre musikere og deltagere fra hotel til spillesteder.
Han har mange historier i ærmet, og håber også på at få en med fra mig. Men jeg skal af her. Jeg har kun denne ene weekend til at opleve en bid af den store festival, så jeg har ikke tid til at sludre.
Universitetet – byens stolthed – danner rammen om mange af festivalens aktiviteter. I Creative Arts Center, et moderne byggeri som indeholder de kunstfaglige uddannelser, holder den norske delegation en reception, hvor de norske deltagere og støttegivere roses og takkes. Norge har i mange år været stærkt repræsenteret på festivalen, men i år er de ikke det eneste nordiske land der er i fokus. Danmark er stærkt repræsenteret, idet hele 11 danske komponister er på programmet i år. Hvis man kigger på de sidste par år, er det et stort fremskridt. Sidste år var Lotte Anker med hendes What River Ensemble den eneste danske komponist og året før det var der også kun et enkelt dansk indslag.
I år er Bent Sørensen Composer in Residence på Huddersfield. Det skyldes især festivallederen Graham McKenzies store interesse for Sørensens musik. McKenzie har i flere interviews og artikler rost Sørensens musik og siger bl.a. ”My interest in Sørensens musik has led me to discover a rich depth to Denmarks current generation of composers who form the centre of a vibrant music scene – many of whom are strongly influenced and inspired by Sørensen. This major survey of trends in danish new music is one of the key elements in hcmf”.
Mosaik på møllen, 1. koncert
Den første koncert jeg skal til finder sted fredag aften kl. 22. Evan Parker er en yndet gæst på festivalen, og i år har han en uropførelse på programmet: Tesserae, med hans eget Electroacoustic Ensemble. De indtager den store scene i det fantastiske rum på koncertstedet Bates Mill. Et gammelt spindeværk, der nu tjener som kunstskueplads, som det så ofte er set med gamle industrihaller. Rummet er stort og der er højt til loftet. I det ene hjørne er en toiletskurvogn bygget ind og i det andet sælges der vin og vand over et klapbord.
Efterhånden som publikum har indfundet sig går det op for mig, at hver og en af de flere hundrede klapstole er fyldt op. Det 17 mand store orkester går på scenen, og Parker sætter sig på en stol foran musikerne med ryggen til publikum. Han skal tydeligvis agere orkesterleder og ikke solist.
Koncerten starter og publikum bliver straks inviteret indenfor i et musikalsk univers af fællesskab og en sær art hengivenhed. Koncerten flyder på afdæmpet vis fremad, og musikerne deles om det musikalske rum på en utrolig harmonisk måde. Opbygningen af Parkers komposition giver de forskelligartede musikere tid og rum til at udfolde sig. Deres legende improvisationer er dirigeret og koordineret af Parker, alt imens eksperimentets fuldkommenhed understreges af fire elektroniske musikere, der er placeret ved borde bag de akustiske instrumenter. Med fælles ro og tålmodighed venter de mange musikere på deres tur og løfter så, efter nik fra Parker, musikken op til nye højder.
Det fængede publikum følger m ed og venter med de lange klapsalver til efter sidste anslag. En eksperimenterende koncert, hvor man ikke på noget tidspunkt bliver forstyrret af pauser, som kan hive en ud af kontekst og kosmos. Den magiske fremdrift kombineret med uforstyrret improvisation kickstartede festivalen på et højt niveau.
Havetraktor og hymne, 2. koncert
Dagen efter, lørdag formiddag kl.12, gælder det et ganske særligt arrangement. Nemlig et sjældent indblik bag en komponists facade. Anna Berit Asp Christensen, leder af Scenatet, har skabt konceptkoncerten Documentary Concert #1 sammen med dokumentarfilminstruktør Michael Madsen. Han har fået lov til at filme Bent Sørensen en hel hverdag i hans hjem, hvor komponistens befriende normale vaner afsløres.
Den svævende stumfilm bliver vist på et filmlærred, imens det århusianske ensemble Scenatet spiller Bent Sørensens krævende musik live på scenen imellem lærred og publikum.
Koncerten finder sted i en koncertsal på universitet. Absolut ikke et charmerende venue. Man kunne hurtigt drømme sig ind i den victorianske arkitektur oppe ad vejen, som på alle måder ville egne sig bedre til Sørensens eftertænksomme musik. 5 minutter før koncertstart er salen stuvende fuld og det mørklagte rum går i biograftilstand. De 6 musikere kommer på scenen, og filmens steady-cam begynder sin rejse igennem Sørensens dag. Undervejs bliver centrale værker præsenteret af musikerne: ensembleværker, trioværker og solostykker.
Oplevelsen er meget nærværende, og de 120 tætsiddende gæster kan få alle detaljer med fra musikken. F.eks de nynnede sekvenser i solobasunværket The Bells of Vineta og i guitarstykket Midnight Mazurka, som kan være svære at høre i større sammenhænge.
Den helt store energi i koncerten er den slående kontrast mellem filmens normaliteter og den komplekse musik. Det er ikke krøllede hjernevridninger og forhutlet kunstnerliv, der bliver dokumenteret i stumfilmen, men organiseret græsklipning på havetraktor og håndmadder smurt i køkkenet. Omvendt er der ikke meget hverdag over musikken, og man ender i en evigt aktuel undren over, hvordan så kompleks, melankolsk og dybsindig musik kan udspringe af så genkendelige banaliteter.
Marula, 3. koncert
Lørdag aften byder på en omfattende koncert med superensemblet London Sinfonietta. Et ældre teater udgør en fantastisk ramme om de seks værker, hvor den danske komponist Jexper Holmen er programsat som den første. Hans værk Marula er skrevet for London Sinfoniettas klarinet og strygetrio.
Værket er dundrende, og gør brug af en såkaldt analog ringmodulator. Denne elektroniske dimension medfører, at værket både kan forvrænges og boostes i volumen, hvilket vi mærker i kroppen på stolerækkerne.
Efterfølgende, i en kommentar fra festivallederen Graham McKenzie, understreger han da også, at han i værket fandt en kompromisløshed og en resolut bevidnelse om at danskerne var ankommet.
Hele sidste halvdel af koncerten er dedikeret til et værk af Larry Goves. En klaverkoncert kaldet Things that are blue, things that are white and things that are black, som jeg efterfølgende må erklære mit yndlings. Den store oplevelse, hvor hele sinfoniettaens mange facetter bliver udnyttet, blev manifesteret af britiske Sarah Nicolls, der spillede på ikke mindre end tre klaverer undervejs i værket.
Reaktioner
Danmark og dansk musik brystede sig i år af at være i et exceptionelt fokus på festivalen. Formanden for Dansk Komponistforening, Niels Rosing-Schow havde forinden udtalt, at briterne ser på Danmark som ”klassens frække dreng”, og at det er en ganske betydelig bølge af dansk musik, der ruller ind over Europa lige nu. Det ses bl.a. i stor international interesse for komponister som Hans Abrahamsen, Simon Steen-Andersen og Peter Bruun, som får opførelser og bestillinger fra de store internationale orkestre.
Men spørgsmålet, der melder sig på banen efter sådan en kraftpræstation, som det massive fremstød på Huddersfield er: Hvad synes englænderne egentlig om den danske musik? Med fulde huse til næsten alle koncerterne, må der herske en generel konsensus om at Huddersfield vælger rigtigt, når de vælger. Festivalleder Graham McKenzie har heller ikke haft andet end ros til overs for det gode samarbejde med danskerne. Bent Sørensen er som sagt huskomponist i år og Jexper Holmen er på et særligt 2-årigt artist in residence ophold, som slutter næste år.
Hvis man tager et udpluk af de reaktioner, jeg fik fra publikum efter koncerterne, var der enighed om, at der var kvalitet og nytænkning til stede i den danske lejr. At man på festivalen fik præsenteret nogle mere konceptuelle ting fra f.eks. Bent Sørensen end man normalt ville kunne opleve i udlandet.
Hvis man efterfølgende ser på reaktionerne fra anmelderkorpset, er det dog ikke konceptkunsten der roses. Som eksempelvis i Ivan Hewett fra The Telegraphs anmeldelse af dokumentar koncerten: ” Sørensen we were shown off-guard, thanks to an unusual “portrait concert” on Saturday. …The problem with this way of presenting the music – charming though it was – is that it highlighted its lurking decadence. Each little chamber piece was beautifully made, and evoked Sørensen’s very particular emotional world of things half-remembered and crumbling gently into oblivion.”. En anden reaktion kom fra en lunken The Guardian-anmelder: ”It was charming but rather lightweight, while the selection of music underlines a fondness for a rather sentimental brand of melancholy.” En anmelder af Jexper Holmsens ”Marula” lød mere forbløffet: ”The piece clearly stuck two fingers up at the whole "imaginary world" shtick, by hurling deliberately crude, electronically distorted chords from an instrumental quartet at our heads.”
Man kan spørge sig selv, om Huddersfield Festivalens ambitioner om at præsentere et fokusland på den måde som Danmark var i år, i virkeligheden handler om at Danmark lige nu er i vælten, og derfor har midlerne til at gennemføre et fremstød som dette. Eller om englænderne virkelig har den samme hungren efter og tro på dansk kompositionsmusik som resten af Europa viser tegn på? En ting er dog sikkert. Festivallederen af Englands største festival for ny kompositionsmusik Graham McKenzie er glad for hele det danske musikspektrum. De klassiske britiske anmeldere er mere differentierede i deres smag.
Tilbage hos den trofaste chauffør og hans udtalelser fornemmes en klar solidaritet med festivalen i lokalsamfundet. Huddersfield har en massiv pressedækning fra bl.a. BBC og den trykte landsdækkende presse. Hvis man sammenholder dette med de høje publikumstal og det stærke og omfattende program, har både organisationen Huddersfield og dens placering på verdenskortet indenfor den ny kunstmusik vist sit absolutte værd.
Så at Danmark var årets fokusland, kan vi kun være stolte af.