Josefine Cronholm og Ida Bach Jensen åbner Wundergrund 2012 på Glyptoteket, København - Foto: Stephanie Lemoult
kritik

Rummet stjal scenen

Åbningen af Wundergrund 2012 viste både festivalens oplagte styrke og dens svaghed. Som begivenhed var det storslået, men de mageløse rammer endte næsten med at sjæle fokus fra musikken.
Af
1. november 2012
Anmeldelse af åbningen af Wundergrund festivalen, 26/10 2012

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Musikalsk bredde og generationsmøder
Ankommet til Glyptotekets Vinterhave kunne man nyde øl, mad og Jägermeister under palmerne, mens den svenske vokalist Josefine Cronholm og den danske bassist Ida Bach Jensen langsomt gik i gang med at væve toner som elektroakustiske silketråde mellem de eksotiske planter. Wundergrund Exotic så afgjort. Og vi var blot lige gået i gang med en aften, der også lovede en spektakulær performance skabt specifikt til Vinterhaven af norske Tori Wrånes, en ambitiøs opførelse af Bent Sørensens værk Shadowplayfra de tre markante trioer Trio Aristos, SCENATET & Katrine Gislinge Trio - og endelig et møde mellem pioneren Fuzzy og altid legesyge Bjørn Svin. Med sidstnævnte konstellation fik Wundergrund også understreget et af dette års store temaer. For hvor festivalen altid sætter fokus på musik, der krydser genremæssige skel, er der i år særligt fokus på mødet mellem forskellige generationer af musikere, som netop Fuzzy og Bjørn Svin repræsenterede. 


Fornemme dele, men uforløst helhed
Den musikalske spændvidde var således på plads. Et møde mellem elektroakustiske, jazzede og folkemusikalske toner fra Bach Jensen og Cronholm. Et styk site-specific avantgardistisk performance af Wrånes, et tværgående generationsmøde mellem to enere på den danske elektroniske musikscene – og endelig, som en markant markering af, at Wundergrund ikke svigter sin rolle som formidler af den mere ”traditionelle” nye kompositionsmusik; Shadowplay. Værket var en satsning, der på mange måder delte vandene, - for var det ikke næsten perverst først at hælde gratis våde varer på folk for derefter at bænke dem til næsten en times kammermusikalsk filigranarbejde i Glyptotekets søjleprydede festsal? Muligvis, men det understregede også en vigtig pointe: At Wundergrund gerne vil lave en fest for musikken, men at festivalen samtidig tør tage chancer og kræve en indsats fra publikums side. Wundergrund kender forskellen mellem imødekommenhed og leflen, og leflet blev der ikke.

Alle delementerne var på plads til en fantastisk aften. Hvorfor gik man alligevel derfra med en lidt uforløst musikalsk oplevelse? Det var bestemt ikke, fordi der var noget at udsætte på de enkelte optrædende. De gjorde det godt, men de meget forskelligartede udtryk blev ikke rigtigt bundet sammen af andet end netop Glyptotekets rum. Og var det et genialt rum at lade en åbningsfest udfolde sig i, så var det måske også næsten for genialt. På mange måder kom netop rummet til at stjæle opmærksomheden frem for at blive en medspiller til musikken.

Glyptoteket var med sin blanding af frodig vinterhave og klassisk søjlearkitektur et godt billede på en festival, der tager kunstmusikken ud i nye og eventyrlige egne. At Glyptotekets Vinterhave også har en historie som et af Danmarks tidlige venues for elektronisk musik føjede selvfølgelig en oplagt ekstra dimension til. Og rummene blev da også taget godt i brug. Tori Wrånes på gulvet i Glyptoteket under Wundergrunds åbningskoncertMåske var Tori Wrånes’ performance ikke helt så overvældende, som der var blevet lagt op til i programmet, men betagende og hypnotiserende var det, da hun lod sig nedsænke med hovedet nedad som et puppelignende væsen fra Vinterhavens mægtige kuppel i én langsom bevægelse, mens hun sang en på én gang uhyggelig, vemodig og smuk sirenesang, der forplantede sig i rummet. Forinden havde Ida Bach Jensen og Josefine Cronholm skabt flotte, drømmende stemninger, hvor eksotiske reallyde spillede godt sammen med både rummet og den sfæriske musik, hvor Cronholms ellers imponerende stemme dog virkede lidt for søgende og ufokuseret i visse passager.

Intenst kammerspil og lounget legestue
Shadowplay var som musikalsk oplevelse det mest gennemførte. Også her blev rummet taget i brug, men på en mere nedtonet facon, der tjente musikken og ikke omvendt. Effekterne var skrællet væk, og i stedet fik man en spøgelsesagtig og sårbar kammermusik spillet med flot og ren klang af tre trioer placeret forskellige steder i festsalen. Balancen mellem det helt tætte triospil og den rumlige spredthed mellem de forskellige trioer formede sig som en udforskning af det nære og det fjerne, det håndgribelige og det flimrende i, hvad der udmærket kunne karakteriseres som, et skyggespil.Foto: Hanne Budtz-Jørgensen

Til sammenligning virkede den afsluttende koncert med Fuzzy og Bjørn Svin næsten som ren loungemusik, og der blev da også snakket og networket en del under dette ellers på papiret lovende møde mellem to generationer. Et møde, som da også på sin vis forekom vellykket. Man kunne ikke nødvendigvis sige, hvornår Fuzzy spillede ind og Bjørn Svin tog over, og de virkede som to gode musikalske legekammerater fra hver deres generation. Magien spredte sig bare ikke i rummet, og koncerten fremstod trods alt som en forholdsvis ordinær electronicakoncert, der fór vild i de fabulerende omgivelser.

Glædelig forventning
Det tjente afgjort Wundergrund til ære, at de formåede at skabe en god fest, samtidig med at de insisterede på at udfordre publikum. På mange måder indkapslede åbningsfesten Wundergrunds essens – både dens store styrke, og dens svaghed: Der kan opstå ægte magi i de møder mellem genrer, generationer og rum, som festivalen sætter op. Men der er også altid en vis fare for, at de enkelte elementer ikke rigtig vil mødes. Det var begrænset, hvor meget man tog med sig hjem fra Wundergrund Exotic, men om ikke andet tog man i hvert fald en glædelig forventning til resten af festivalen med sig.