Nationalisme

Fra midt i 1800-tallet og langt op i det 20. århundrede betød æstetiske impulser fra bestemte lande, regioner eller musikkulturer en afgørende udvidelse af europæisk musikkultur, først i form af såkaldt "nationalromantik" (komponister som f.eks. Frédéric François Chopin, Bedřich Smetana, Antonín Leopold Dvořák, Edvard Grieg, Mikhail Glinka, Leoš Janáček 

 og Jean Sibelius). I Østeuropa var den folkelige musikkultur særlig selvstændig, men også mange andre steder i Europa dukkede nationalt inspirerede udtryksformer op, uafhængigt af Tyskland-Østrig, Frankrig og Italien. Den musikalske nationalisme efter århundredskiftet adskilte sig dog tydeligt fra 1800-tallets ved ikke at betone nationalfølelsen i sig selv. Interessen for de lokale musiktraditioner, for folkeligt melodistof og folklorisme udsprang af trangen til fornyelse af de musikalske materialer; faktisk arbejdede en del komponister med folkloristisk materiale som var hentet langt uden for deres eget nationale område. Også i Amerika opstod en nationalt inspireret udtryksform, ofte med socialpolitiske undertoner.

Komponister i nyere tid: Bela Bartok, Zoltán Kodály, Manuel de Falla, Karol Szymanowski, Vaughan Williams, Aaron Copland, Villa Lobos, Alberto Ginastera, Carlos Chavez, Silvestre Revueltas, Astor Piazzolla, Ariel Ramirez

Terms