Reallydsmusik

Reallyd defineres her som optagede lyde, der ikke stammer fra musikinstrumenter. Reallydsmusik er musik, der benytter reallyde (eller efterligninger af reallyde) som primært materiale. Det er altså på sin vis snævrere end 'konkret musik', der er bygget op af samples af hvilke som helst optagelser, også instrumentlyde. Men det er på den anden side også bredere, idet det afgørende ikke er, hvordan lydene er produceret, men hvad de lyder af. Således kan man med elektronisk bearbejdning få optagelser af hvad som helst til at lyde som toneinstrumenter, ligesom man omvendt kan få instrumenter eller sinustoner til at lyde som alt muligt andet.

Reallydsbåret musik rummer ikke bare elementer af reallyde, men har dem som deres fundament. Der kan godt indgå toner og instrumentlyde, men de er for en gangs skyld ikke bærende af det musikalske eller lydlige udtryk. Man finder især reallydsbåret musik i musique concrète-traditionen og i lydkunsten.

Musique concrète

Musique concréte (‘konkret musik’) er betegnelsen for den række af værker, som i kredsen omkring den franske komponist og ingeniør Pierre Schaeffers spolebåndsbaserede eksperimenter begyndte at opstå i 1940’erne. Med en baggrund som avanceret radiolydtekniker med speciale i at frembringe lydspor til hørespil og andre radioproduktioner, begyndte Schaeffer at eksperimentere med optaget lydmateriale sat sammen i collageforløb.

Centralt i eksperimenterne var ikke blot en række grammofoner, et ekkorum og diverse filtre, men også en transportabel spolebåndoptager med tilhørende mikrofon. Som en anden reporter kunne Schaeffer og hans teknikere og medkomponister gå ud i ‘virkeligheden’, optage hvad som helst som found sound og derefter bearbejde det elektronisk i studiet. Disse optagelser blev endvidere suppleret af optagelser af stemmer, instrumenter og senere også sinustoner. Ordet ‘konkret’ i genrebetegnelsen musique concréte refererede til, at der i modsætning til den abstrakte musik, som normalt opstod i hovedet på en komponist, var tale om optagede lyde. Spolebåndoptageren som kompositionsredskab (se denne) var dermed en realitet, eftersom dens mange muligheder for lydmanipulation indgik som en essentiel del af værkfrembringelsen.

Schaeffer frembragte i 1948 værket Cinq etude des bruits, der er det tidligst kendte eksempel på musique concréte. Her blev eksempelvis lydoptagelser af tog klippet sammen på måder, der benyttede filmens formsprog snarere end musikkens, også selvom Schaeffer faktisk tænkte i ‘temaer’, når han optog sine reallyde.

Sammen med sin lærling Pierre Henry komponerede Schaeffer i 1950 et andet hovedværk inden for genren, nemlig Symphonie pour un homme seul. Op gennem 1950’erne blev andre komponister tiltrukket af Schaeffers musikalske tankegang, og i en række europæiske lande også uden for Centraleuropa blev man påvirket af Schaeffers musikalske tænkning – det gælder blandt andre den danske komponist Else Marie Pade, hvis værk En dag på dyrehavsbakken (1955) var den tidligste realisering af en musique concrète-tankegang på dansk grund.

Som kompositorisk metode skulle anvendelsen af optagne lyde som kontrast til eller forlængelse af en musikalsk komposition vinde stor udbredelse i populærmusikken, hvor The Beatles, Pink Floyd og siden da mange andre med succes anvendte den til så at sige at give indtryk af, at musikken havde del i den ‘virkelige’ verden og ikke blot var opstået i et lydstudie.

Som en enkeltstående, kuriøs forgænger til musique concrète-genren kan nævnes den ægyptiske komponist Halim El-Dabh, der som student først i 1940’erne arbejdede med båndkompositioner og elektronisk lydudstyr og i 1944 præsenterede værket Wire Recorder Piece, altså fire år før Schaeffer, som normalt regnes for at være ophavsmand til denne musikalske metode. 

Konkretisme

Anvendt i musikalsk sammenhæng har dette begreb i hvert fald to helt forskellige betydninger.

Under Anden Verdenskrig perfektionerede tyske ingeniører den såkaldte "magnetophon", og omkring 1950 blev den første båndoptager markedsført. Den muliggjorde redaktion, kombination og bearbejdning af elektrisk oplagrede lyde, og selve tonebåndet kunne klippes og "splejses" ganske som en film. Samtidig gjorde den enormt forbedrede mikrofonteknologi det muligt at optage virkelighedens lyde stadig mere troværdigt og derefter "komponere" dem - dvs. klippe dem sammen til præcist formede lydforløb. Efter virkelighedens konkrete lyde og det nøgterne arbejde med at montere dem sammen blev denne musikform kaldt konkret musik ("musique concrète").

En særlig dansk minimalisme som opstod midt i 60'erne blev, med en betegnelse lånt fra konkret poesi og maleri, og ordet blev anvendt om musik af både Henning Christiansen, Ib Nørholm og Pelle Gudmundsen-Holmgreen, trods betydelige stil-forskelle de tre komponister imellem (se også attitude-relativisme).

Komponister, konkret musik: Pierre Schaeffer, Pierre Henry, Bengt Hambræus, Karl-Birger Blomdahl, Jørgen Pleatner

Terms

Elektronisk musik

Elektronisk musik er musik, der ikke spilles på akustiske instrumenter, men fremkommer gennem komposition i lyd, især på computer. Der var en gang, hvor musique concrète ikke blev betragtet som elektronisk musik af ideologiske grunde, men en sådan frasortering er hverken relevant eller hensigtsmæssig i dag. Elektronisk musik er således langt hen ad vejen synonymt med det, der ofte kaldes "elektroakustisk musik" - en absurd, omend traditionsrig betegnelse (hvorfor ’akustisk’?). Begrebet elektronisk musik er dog bredere og omfatter også electronica og mere populærmusikalske fænomener. Flere og flere fænomener inden for den elektroniske musik ligger hinsides skellet mellem kompositionsmusik og populærmusik.

Akusmatisk musik

Akusmatisk musik er musik, der er skabt til at blive afspillet gennem højttalere frem for at blive opført af musikere. I første omgang blev begrebet brugt af Pierre Schaeffer til at beskrive det forhold, at man ikke ser lydenes tilblivelse, men blot hører dem. Begrebet er hentet fra myten om, at Pythagoras skulle forelæse bag et forhæng for sine tilhørere (akusmatikoi); antageligt så de bedre kunne koncentrere sig om det sagte uden hensyntagen til mesterens visuelle og kropslige fremtræden. At det bygger på en misforståelse af de historiske forhold, skal ikke skygge for begrebets anvendelighed. Begrebet er siden blevet indsnævret fra at betegne højttalerkoncerter som sådan til mere specifikt at betegne musik, der afspilles over lyddiffusionsanlæg med mulighed for at modellere lydenes bevægelser og placering i rummet.