Futurisme

En kunstnerisk bevægelse som opstod i Italien i 1909, især med udgangspunkt i musik, og som snart fik et decideret russisk modstykke. Som ordet siger, var forestillinger om fremtiden i centrum - maskiner, støj, industri og fart, men desuden en forkærlighed for anarki, brutalitet og absurditeter. Tankegangen bredte sig hurtigt til digtning, billedkunst og film, endog til f.eks. mad og mode. Futurismen spillede tankemæssigt en rolle som baggrund for såvel bruitisme (støjkunst) som for surrealisme og dadaisme. Og også senere fænomener som f.eks. "happening" og "fluxus" har visse rødder her.

Nøgleværker: Luigi Russolo: "En bys opvågnen" (1913), Mikhail Matjusjin: Sejren over solen (1913) 
Komponister, Italien: Filippo Tommaso Marinetti, Francesco Balilla Pratella, Luigi Russolo
Komponister, Rusland: Mikhail Matjusjin, Arthur-Vincent Lourie, Nikolai Roslavets
Happening/fluxus: John Cage, Alan Kaprow, Nan June Paik, Max Neuhaus, Robert Moran, Morton Subotnick, Yoko Ono, Christian Wolff
Danske: Eric Andersen, undertiden Niels Viggo Bentzon

Terms

Elektronisk musik

Elektronisk musik er musik, der ikke spilles på akustiske instrumenter, men fremkommer gennem komposition i lyd, især på computer. Der var en gang, hvor musique concrète ikke blev betragtet som elektronisk musik af ideologiske grunde, men en sådan frasortering er hverken relevant eller hensigtsmæssig i dag. Elektronisk musik er således langt hen ad vejen synonymt med det, der ofte kaldes "elektroakustisk musik" - en absurd, omend traditionsrig betegnelse (hvorfor ’akustisk’?). Begrebet elektronisk musik er dog bredere og omfatter også electronica og mere populærmusikalske fænomener. Flere og flere fænomener inden for den elektroniske musik ligger hinsides skellet mellem kompositionsmusik og populærmusik.