Bilyde
Dette fænomen har ikke en etableret betegnelse. Det handler om, at man komponerer med musikinstrumenters og lydmediers egne indbyggede bilyde - altså dé utilsigtede, fysiske lyde, som opstår ved betjeningen af instrumentet/apparatet, som traditionelt søges minimeret.
Støjmusik
Støjmusik er musik, der benytter støj som en central del af det musikalske udtryk. Støj forstås her som lyde, der hverken har tonehøjder eller rytmefunktion. Den arketypiske støj er den hvide støj, den susen, der fremkommer, når alle frekvenser klinger samtidigt. Støj er i udgangspunktet et ekspressivt virkemiddel, forbundet med kaos og aggression, men støj kan også afstedkomme helt andre udtryk. Det afhænger af den musikalske sammenhæng, den indgår i. Støj har især været et virkemiddel i musikken i de sidste 100 år (siden Luigi Russolos støjmaskiner, intonarumori).
Glitch
"Glitch" er betegnelsen for en elektronisk fejl, der får et apparat til at køre med nedsat eller problematisk funktionalitet. I den elektroniske musik, blev glitch i 1990'erne gjort til betegnelsen for en stilart, der tog udgangspunkt i de hak og spring, der opstår, når man afspiller en beskadiget cd. Disse lyde blev snart suppleret af andre mislyde og bilyde fra elektronisk hardware (brummen, klikken, knitren, susen etc.) Disse lyde bliver samplet og brugt som råmateriale i kompositioner, der musikalsk spænder fra Ovals organiske fraseringer til Ryoji Ikedas stramme klik-minimalisme.
Elektronisk musik
Elektronisk musik er musik, der ikke spilles på akustiske instrumenter, men fremkommer gennem komposition i lyd, især på computer. Der var en gang, hvor musique concrète ikke blev betragtet som elektronisk musik af ideologiske grunde, men en sådan frasortering er hverken relevant eller hensigtsmæssig i dag. Elektronisk musik er således langt hen ad vejen synonymt med det, der ofte kaldes "elektroakustisk musik" - en absurd, omend traditionsrig betegnelse (hvorfor ’akustisk’?). Begrebet elektronisk musik er dog bredere og omfatter også electronica og mere populærmusikalske fænomener.