Folklorisme

I 1800-tallet anså man den "naive" folkelige musik for at være et symbol på nationens åndelige væsen, og folkemusikkens melodik blev set som "ren" og "uspoleret". Og i sidste halvdel af århundredet opfattede man brugen af den slags musikalsk stof som en genvej til det brede musikpublikum.

Konceptet "folket" er i de fleste europæiske lande positivt ladet - i Danmark endog i afledningen "folkelighed", forstået som folke-lighed. For komponister som Bartok og Kodaly, Janacek eller Szymanowski (og før dem f.eks. Grieg eller Hugo Alfvén), indeholdt folkemusik en særlig etnisk betydning eller essens som nok mere alment kunne stimulere til nytænkning, men som i sit væsen var bundet til sit sted og sit folk. Hvorimod komponister som Puccini, Stravinsky, De Falla, Respighi, Villa Lobos m.fl. anbragte det lånte, folkelige melodistof i sammenhænge som var individuelle og uden etniske dimensioner.

En tæt sammenhæng mellem dette begreb og begrebet nationalisme er åbenlys, men det rammer nok bedst den ikke-etniske brug af folkeligt materiale.

Komponister desuden: Alexander Borodin, Percy Grainger, Vaughan Williams, Charles Ives, Aaron Copland
Danske: Niels W. Gade, Carl Nielsen, Vagn Holmboe, Poul Rovsing Olsen

Terms

Nationalisme

Fra midt i 1800-tallet og langt op i det 20. århundrede betød æstetiske impulser fra bestemte lande, regioner eller musikkulturer en afgørende udvidelse af europæisk musikkultur, først i form af såkaldt "nationalromantik" (komponister som f.eks. Frédéric François Chopin, Bedřich Smetana, Antonín Leopold Dvořák, Edvard Grieg, Mikhail Glinka, Leoš Janáček 

 og Jean Sibelius). I Østeuropa var den folkelige musikkultur særlig selvstændig, men også mange andre steder i Europa dukkede nationalt inspirerede udtryksformer op, uafhængigt af Tyskland-Østrig, Frankrig og Italien. Den musikalske nationalisme efter århundredskiftet adskilte sig dog tydeligt fra 1800-tallets ved ikke at betone nationalfølelsen i sig selv. Interessen for de lokale musiktraditioner, for folkeligt melodistof og folklorisme udsprang af trangen til fornyelse af de musikalske materialer; faktisk arbejdede en del komponister med folkloristisk materiale som var hentet langt uden for deres eget nationale område. Også i Amerika opstod en nationalt inspireret udtryksform, ofte med socialpolitiske undertoner.

Komponister i nyere tid: Bela Bartok, Zoltán Kodály, Manuel de Falla, Karol Szymanowski, Vaughan Williams, Aaron Copland, Villa Lobos, Alberto Ginastera, Carlos Chavez, Silvestre Revueltas, Astor Piazzolla, Ariel Ramirez

Terms

Ekspressionisme

Udtrykket opstod i det tysksprogede område i begyndelsen af det 20. århundrede. Det blev først anvendt om billedkunst og litteratur og til dels musik, men ses senere i århundredet hyppigt anvendt om en lang række forskellige, kunstneriske udtryksformer med efterhånden stærkt skiftende betydninger.

På musikområdet anvendes det især om det udtryksklima som præger Arnold Schönbergs musik fra ca. 1907 og indtil han udviklede tolvtonemetoden i årene før 1923 og om udtryksformen hos en del andre komponister virksomme i samme periode. Musikalsk ekspressionisme afstår fra traditionel formgivning, gentagelser, sekvenser, kadancer m.m. og søger at finde udtryk for voldsomme sindstilstande og sjælelivets dystre, kaotiske eller ekstatiske sider. Schönbergs mest ekspressionistiske værker har karakteristisk nok måne, nat, mørke og sindets afkroge som gennnemgående temaer. 

I den nøgterne genopbygningsperiode efter Første Verdenskrig nedtones den musikalske ekspressionisme i denne historiske betydning, og den forsvandt efterhånden helt.

Nøgleværk: Schönberg: "Erwartung" (1909)
Komponister: Schönberg, Skrjabin, tidlig Hindemith, tidlig Bartok, tidlig Webern, tidlig Varèse, Stravinsky (kun "Sacre") og undertiden Berg (især "Wozzeck").
Danske: Paul von Klenau, visse værker af Aksel Borup Jørgensen