Minimalisme

Midt-60'erne er en meget ekspansiv periode i musikhistorien med et krydsfelt af indbyrdes forbundne bevægelser: åbenhed, stilpluralisme, sprængning af genrer og kategorier sideløbende med forenkling, renselse, afgrænsning, monotoni, abstraktion og anonymitet - med ét ord minimalisme. Betegnelsen anvendes inden for både billedkunst, design og til en vis grad litteratur, men den er særlig udbredt på musikkens område.

Polakken Henryk Gorecki reducerede sit lydmateriale til enkle, abstrakte gentagelsesmønstre og spejlinger - dele af orkesterværket Refren (1965) bygger f.eks kun på samkangen forstørret kvart, og han lagde grunden til en særlig polsk minimalisme. Den estiske komponist Arvo Pärt fortsatte i et lignende spor, i 1976 introducerede han en tonal metode med udgangspunkt i den rene treklang og stramme, nøgternt-upersonlige konstruktionsprincipper. Begge fik en lang række efterlignere og efterfølgere.

Men USA havde de længste traditioner for en musik der sætter sig ud over konflikt og dialektik, og i 60'erne opstod en amerikansk minimalisme som opsøgte trancelignende tilstande, f.eks. monotonien i meget lange toner eller lag på lag af ekkoer. I 1964 skrev Terry Riley værket "in C" - minimalmusikkens første klassiker, hvor et væld af korte, tonalt-modale melodistumper som gentages i stadig nye kombinationer får "bevidstheden til at flyde".

En væsentlig tankemæssig baggrund var desuden begrebet "New Age", en uhyre rummelig samlebetegnelse som efterhånden blev almindeligt brugt i løbet af 70'erne af åndelige subkulturer optaget af meditation, teosofi, mystik, yoga, "holisme" etc. På musikkens område beskriver det hovedsagelig stærkt meditative, psykisk beroligende musikformer. I Danmark blev ordet "tilstandsmusik" populært. Især i Østuropa anvendte flere komponister den minimalistiske strategi i værker med religiøs eller sakral baggrund.

Amerikanske komponister oplevede i højere grad end deres europæiske kolleger nødvendigheden af en bestræbelse på social gennemslagskraft og et større publikum. En amerikansk komponist måtte i reglen vælge mellem at sikre sit udkomme enten via det ofte meget akademisk-dogmatiske musikliv på landets universiteter eller komponere musik med et kommercielt tonalt-rytmisk potentiale.

I bredeste betydning fik den minimalistiske strategi en kolossal gennemslagskraft, et hybridfænomen, en krydsning af serialismens systematik, populærmusikkens tonalitet og konsonans, elektrisk-syntetisk klang etc., samt en række påvirkninger fra ikke-vestlig tankegang. Dette gjorde den næsten helt uafhængig af veldefinerede, afgrænsede stiludtryk, og som æstetik er minimalismen stadig en aktiv del både af europæisk og amerikansk nutidsmusik og popmusik.

Nøgleværker:
Europa: Arvo Pärt: "Cantus in memoriam Benjamin Britten" (1976)
USA: Terry Riley: "In C" (1964), Steve Reich: "Drumming" (1971), Philip Glass: "Einstein on the Beach" (opera, 1975)

Komponister:
Europa: Henryk Górecki, Louis Andriessen, Arvo Pärt, Michael Nyman, Gavin Bryars, Zoltan Jeney, Lazló Vidowszky, Zygmunt Krauze, Tomasz Sikorski, Gija Kancheli, (Carl Orff).
USA: La Monte Young, Terry Riley, Steve Reich, Philip Glass, John Adams, Frederic Rzewski, (Morton Feldman)
Danmark: Henning Christiansen, Ole Buch, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Wayne Siegel, undertiden Poul Ruders

Terms

Sorgarbejde

Vi må antage, at musik gennem alle tider blandt andet er blevet anvendt som redskab til at udtrykke og formidle sorg, vel at mærke både af musikkens skabere og brugerne af den. Store dele af kirkemusikkens passioner og rekviemmer er markante eksempler på det, og hertil kommer utallige folkeviser og popsange, som tematiserer ulykkelig kærlighed eller anden sjælesorg med en musikalsk iscenesættelse, der underbygger det tekstlige indhold. 

I kølvandet på Anden Verdenskrig opstod i kompositionsmusikken en række værker, der kan ses som en tendens hos samtidens komponister til at skabe en musik, der forholdt sig aktivt til den kollektive sorg – ikke blot som et fælles samfundsanliggende, men også som noget, der kunne lindres ved hjælp af en musik, som komponisten påtog sig ansvaret for at levere. Anden Verdenskrig var den første krig, som så indgående havde påvirket civilbefolkninger i næsten alle europæiske lande. Musikalske henvisninger til denne kollektive katastrofe kunne derfor afkodes af i princippet alle berørte. Det medvirkede til, at musik som sorgarbejde skulle blive en del af 1900-tallets musikalske praksis. 

På grund af musikkens emotionelle karakter var den i forhold til andre kunstarter måske særlig velegnet til at formidle sorgarbejde – et psykologiserende udtryk, som er så typisk for 1900-tallets selvforståelse. Sigmund Freud skulle være den første til at tage ordet sorgarbejde i brug i et skrift fra 1917 – ikke som betegnelse for en sjælesygdom, men derimod som hvad der er blevet beskrevet som “en fællesmenneskelig, almen, nødvendig proces.” 

Det er nok ikke for meget sagt, at den stadig mere komplekse, elitære og for den brede befolkning ofte svært fattelige samtidsmusik rent faktisk med sådanne værker kunne få et publikum i tale, som befandt sig langt væk fra avantgardecirklerne. I hvert fald hører flere sorgarbejdsværker til blandt de mest udbredte avantgardeværker fra efterkrigsårene og frem. 

Blandt mange eksempler kan regnes Arnold Schönbergs A Survivor From Warsaw (1947), hvor komponisten anvendte en fortæller til at læse beretninger fra jødeghettoen i Warszawa; Benjamin Brittens oratorium War Requiem (1961-62), skrevet til indvielsen af den nye domkirke i Coventry, efter at den oprindelige 1300-talskirke var blevet sønderbombet under krigen; Krystzof Pendereckis Threnos (1959) dedikeret til ofrene fra Hiroshima; Dmitrij Schostakovitjs Babi Yar-symfoni (symfoni nr. 13, 1962), skrevet til minde om nazisternes massakrer i Babi Yar-området i Ukraine; Henryk Góreckis 3. symfoni (1976), skrevet til mindre om ofrene i KZ-lejrene (blandt andre komponistens forældre) – samt i dansk sammenhæng Else Marie Pades Face It (1970), skrevet til advarsel om, at Hitlers ånd lever videre gennem nye generationer af diktatorer og folkeforførere.

Terms