Neoklassicisme

Ved afslutningen af Første Verdenskrig, med dens enorme økonomiske og menneskelige omkostninger, stod det de fleste europæiske kunstnere klart at ansvarlighed nu måtte betyde saglighed, realitetssans og praktisk anvendelighed. I 1917 skrev Feruccio Busoni til en ven at "frihedstrangen, der gjorde overdrivelsen til norm, må fremkalde sin egen modsætning. Og selve modsætningen udvirker det næste skridt og fører til en ung klassicisme." Og faktisk har pendulsvinget mellem fornyelse og konsolidering, mellem det subjektive og det objektive, præget musikkulturen siden middelalderen - det apollinske afløste endnu en gang det dionysiske.

Men efterkrigstidens "unge klassicisme" - neoklassicismen, rummede et afgørende nyt aspekt, lige så æstetisk fornyende som de forudgående eksperimenter med musikkens materiale. Modsætningen f.eks. mellem Schönberg og Stravinsky, en modsætning der i en årrække fungerede som almen musikæstetisk lakmusprøve, er på flere måder overfladisk og falsk. For i bredere forstand er begrebet neo ikke et forfaldssymptom, ikke bagudvendt nostalgi eller kapitulation over for historien, men et symptom på en ny materialeholdning.

I tiden umiddelbart efter krigen var den kulturelle afmatning åbenbar på alle niveauer. Men samtidig opstod (eller genopstod) holdninger som afviste at autenticitet eller nutidighed forudsatte brugen af særlige metoder eller etablering af et ikke-før-hørt materiale, og disse holdninger førte til nye forståelsesformer der gav plads for flerdimensionalitet, fremmedgørelse, forvrængning, forklædning, parodi og distance (og som senere i århundredet dannede grundlag for begreber som stilpluralisme og postmodernisme). 

Komponister: Igor Stravinsky, Maurice Ravel, Sergei Prokofiev, Dmitrij Sjostakovitj, Paul Hindemith, Aaron Copland, Ottorino Respighi, Alfredo Casella, Arthur Honnegger, Darius Milhaud, Bohuslav Martinú, Francis Poulenc, Jean Francaix, Benjamin Britten
Danske: Anders Koppel, Niels Viggo Bentzon, Jørgen Bentzon, Finn Høffding, undertiden Vagn Holmboe

Futurisme

En kunstnerisk bevægelse som opstod i Italien i 1909, især med udgangspunkt i musik, og som snart fik et decideret russisk modstykke. Som ordet siger, var forestillinger om fremtiden i centrum - maskiner, støj, industri og fart, men desuden en forkærlighed for anarki, brutalitet og absurditeter. Tankegangen bredte sig hurtigt til digtning, billedkunst og film, endog til f.eks. mad og mode. Futurismen spillede tankemæssigt en rolle som baggrund for såvel bruitisme (støjkunst) som for surrealisme og dadaisme. Og også senere fænomener som f.eks. "happening" og "fluxus" har visse rødder her.

Nøgleværker: Luigi Russolo: "En bys opvågnen" (1913), Mikhail Matjusjin: Sejren over solen (1913) 
Komponister, Italien: Filippo Tommaso Marinetti, Francesco Balilla Pratella, Luigi Russolo
Komponister, Rusland: Mikhail Matjusjin, Arthur-Vincent Lourie, Nikolai Roslavets
Happening/fluxus: John Cage, Alan Kaprow, Nan June Paik, Max Neuhaus, Robert Moran, Morton Subotnick, Yoko Ono, Christian Wolff
Danske: Eric Andersen, undertiden Niels Viggo Bentzon

Terms