Elektroakustisk musik

Begrebet elektroakustisk musik er en fællesbetegnelse for musik, der involverer elektronisk forstærkning af instrumenterne, herunder live electronics (se denne), som den også er mere eller mindre sammenfaldende med. Dog anvendes begrebet elektroakustisk musik særligt til at beskrive ældre eksperimenter med elektroniske lydgivere, om end det i de senere år også er blevet anvendt om ny, elektronisk kompositionsmusik.

I årene omkring 1930 arbejdede komponister som Edgard Varèse, Carlos Chavez, Robert Beyer og nogle år senere også John Cage med at inddrage elektroniske lydgivere i deres værker. Det skete ud fra antagelsen om, at de hidtidige anvendelser af elektroniske lydgivere ikke modsvarede den lovning, instrumenterne gav på at kunne frembringe hidtil uhørte klange.

I essayet ‘Credo: The Future of Music’ fra 1937 foreslog den unge John Cage, at tidens nye, elektroniske musikinstrumenter ikke – som det havde været vane – skulle bruges til at genskabe fortidens musik, men til at skabe en helt ny musik. Efterhånden som denne antagelse vandt udbredelse kunne en egentlig elektroakustisk musik opstå, ikke mindst med John Cages egne værker fra samme periode. I Imaginary Landscape #1 (1939) anvendte han to grammofoner, der hver især afspiller plader med testlyde for en oscillator, dvs. en elektronisk lydgiver, der frembringer sinustoner.

Værket peger frem mod den brug af grammofoner og radioer, som Cage senere skulle arbejde med, fx i Imaginary Landscapes #4 (1951), hvor vilkårlige lyde fra 12 radioer frembringes af to operatører, der efter Cages anvisninger skal indstille radioerne på forskellige frekvenser og lydstyrker.

Efterhånden som elektronisk musik i 1950’erne vandt udbredelse i Vesteuropa og USA, blev begrebet elektroakustisk musik en fællesbetegnelse for al musikfrembringelse, hvori der indgik elektroniske lydgivere – dog kun inden for rammerne af kompositionsmusikken. 

Nationalisme

Fra midt i 1800-tallet og langt op i det 20. århundrede betød æstetiske impulser fra bestemte lande, regioner eller musikkulturer en afgørende udvidelse af europæisk musikkultur, først i form af såkaldt "nationalromantik" (komponister som f.eks. Frédéric François Chopin, Bedřich Smetana, Antonín Leopold Dvořák, Edvard Grieg, Mikhail Glinka, Leoš Janáček 

 og Jean Sibelius). I Østeuropa var den folkelige musikkultur særlig selvstændig, men også mange andre steder i Europa dukkede nationalt inspirerede udtryksformer op, uafhængigt af Tyskland-Østrig, Frankrig og Italien. Den musikalske nationalisme efter århundredskiftet adskilte sig dog tydeligt fra 1800-tallets ved ikke at betone nationalfølelsen i sig selv. Interessen for de lokale musiktraditioner, for folkeligt melodistof og folklorisme udsprang af trangen til fornyelse af de musikalske materialer; faktisk arbejdede en del komponister med folkloristisk materiale som var hentet langt uden for deres eget nationale område. Også i Amerika opstod en nationalt inspireret udtryksform, ofte med socialpolitiske undertoner.

Komponister i nyere tid: Bela Bartok, Zoltán Kodály, Manuel de Falla, Karol Szymanowski, Vaughan Williams, Aaron Copland, Villa Lobos, Alberto Ginastera, Carlos Chavez, Silvestre Revueltas, Astor Piazzolla, Ariel Ramirez

Terms