Orientalisme

Vestlige kunstneres bevidste brug af tekniske, stilistiske eller kulturelle elemementer fra orientalsk kunst og musik, på musikområdet oftest fra Østasien. Allerede i 1700-tallet blev "kineserier" populære, og også elementer fra musikken i lande som f.eks. Tyrkiet og Indien blev tidligt i historien vævet ind i vestlig klassisk musik. I Rusland og Østeuropa, hvor man var tættere på Orienten, skete det særlig hyppigt.

I 1889, på verdensudstillingen i Paris, hørte Debussy den javanesiske gamelan. Han indså via denne klangkunst muligheden for en musik af ikke indbyrdes funktionsrelaterede akkordforbindelser og opdagede at akkorder kan være smukke "i sig selv", uden at være bundet til en musikalsk årsagskæde af spænding og opløsning. Senere fik mødet med orientalsk musik og tænkning stor betydning eksempelvis i John Cages tankeverden, og den særlige tidsoplevelse i asiatisk musik - væren snarere end bevægelse - har fundet udtryk hos en lang række vestlige komponister i det seneste halve århundrede.

Klassiske nøgleværker: Mozart, "Bortførelsen fra Seraillet", Verdi: "Aida", Puccini: "Turandot".
Nøgleværk: Colin McPhee: Tabuh-Tabuhan (1936)
Komponister: Henry Cowell, John Cage, Harry Partch, Lou Harrison, Giacinto Scelsi, Philip Glass, Tan Dun, George Crumb, Toru Takemitzu
Danske: Poul Rovsing Olsen, Per Nørgård

Terms

Impressionisme

Betegnelsen ses ofte anvendt om især fransk musik fra begyndelsen af det 20. århundrede. Den var oprindelig en karakteristik af en gruppe franske malere i slutningen af forrige århundrede (Dégas, Monet og Renoir m.fl.), og blev siden overført især på Debussy. Malerne arbejdede med pletter af rene, ublandede farver som gled sammen til helheder, når de blev set på afstand. De ville de skildre virkeligheden som rent sanseindtryk af lys og skygge (fransk: "impression") uden symbolsk eller fortællende betydning. Da lysets skiften foregår i tid, kan musik faktisk bedre afspejle lysvirkninger end visuel kunst, og dette antyder en vis lighed med Claude Debussys musik, men begrebets senere status som en art æstetisk retning eller stilepoke er misvisende. I realiteten er det kun nogenlunde rammende brugt om Claude Debussys musik fra slutningen af 1890'erne og til omkring 1910, og det passer næppe på en eneste anden betydelig komponist fra perioden. For Maurice Ravel var idealet klarhed i forlængelse af fransk klassicisme, mens hverken Paul Dukas, Albert Roussel eller Florent Schmitt kan kaldes impressionister, og Claude Debussys musik bør snarere henregnes til symbolismen - han følte sig tættere på digtere som Mallarmé og Rimbaud end f.eks. på malere som Monet eller Manet.

Nøgleværk: Claude Debussy: Forspil til en fauns eftermiddag

Komponister hvis musik undertiden opviser visse impressionistiske stiltræk: Frederick Delius, Gustav Holst, Charles Griffes, Karol Szymanowski, Manuel de Falla,  Alexander Skrjabin, Vaughan Williams, Ottorio Respighi, Toru Takemitzu

Danske: træk hos Poul Schierbeck, Axel Borup-Jørgensen og Svend Nielsen