Ny tonalitet

Det meste musik, der skabes, er tonal, dvs. diatonisk eller modal med grundtoneformmelse og toneartsorienteret harmonik. Undtagelserne er atonal musik, støjmusik og det meste konktrete musik. Når det alligevel giver mening at tale om "ny tonalitet", skyldes det ikke at tonaliteten nogensinde har været fraværende, men blot at den i en bestemt, centraleuropæisk modernisme og avantgarde blev elimineret til fordel for andre logikker. Ny tonalitet betyder dermed musik skabt i denne tradition, med bevidstheden om det atonale i bagagen, men med en genoptagelse af tonearter og funktionsharmoniske virkemidler i en måske "postmoderne", neoklassisk, minimalistisk eller neoromantisk æstetik.

Terms

Melodisk musik

Melodisk musik er musik, der har en markant melodi som centrum. Melodibåret musik er især udbredt i folkemusik, i klassisk og romantisk musik og i populærmusik. I ny kompositionsmusik finder man det især i neo-klassiske og neo-romantiske værker, men ikke kun. I den elektroniske musik finder man det i den mere popmusik-orienterede del.

Konservatisme

Brugt om musik har ordet ingen af sine vanlige politiske konnotationer, og det vil i reglen kunne erstattes med "traditionalisme" uden at forstyrre meningen. Det har været anvendt både bredt om komponister som stædigt fastholder eller forsvarer eksisterende konventioner, og om komponister som mere eller mindre bevidst og ubekymret vælger at befinde sig i en slags "tidslomme".

Blandt de første kan som særligt karakteristiske eksempler nævnes tyskeren Hans Pfitzner, østrigerne Franz Schmidt og Erich Wolfgang Korngold, amerikanerne Samuel Barber, David del Tredici, Ned Rorem og John Corigliano, italieneren Ottotino Respighi, englænderen William Walton og finnen Kalevi Aho.

Blandt de sidste er den 70-årige Richard Strauss skoleeksemplet. Først nu, hvor Strauss' politiske ukorrekthed er stort set glemt, og hvor man har indset at kunstnerisk troværdighed ikke nødvendigvis hænger sammen med fremskridt og nyskabelse, er hans seneste, helt igennem romantisk-tonale værker (som "Metamorphosen", 1945 og "Vier letzte Lieder", 1948) blevet en fuldgyldig del af standardrepertoiret.

 Danske komponister: Leif Kayser, Jørgen Jersild, Niels la Cour, Bo Holten

Pluralisme

I almen forstand forbindes ordet enten med en social situation, hvor etnisk, religiøst eller kulturelt adskilte grupperinger interagerer samtidigt; eller den situation at flere forskellige vinkler eller metoder tages i brug for at håndtere et emne eller fænomen. I musikken ses ordet oftest brugt når flere forskellige stiltræk eller stilarter optræder i samme værk (eller hos samme komponist (stilpluralisme). Begrebet har nære forbindelser til begrebet postmodernisme og såkaldt "musik på musik" (musik som i større eller mindre grad genkomponerer eksisterende musik). Den sovjetisk fødte komponist Alfred Schnittke beskrev sin musik som "polystilistisk". I løbet af den sidste snes år før årtusindskiftet nærmede en række af den serielle avantgardes oprindelige hovednavne sig på forskellig vis stilpluralisme - f.eks. Karlheinz Stockhausen, Luciano Berio, Mauricio Kagel, György Ligeti, Niccolò Castiglioni m.fl.

Komponister desuden: Olav Anton Thommesen, Sven-David Sandström, Lars Johan Werle, Einojuhani Rautavaara, Maxwell Davies, George Crumb
I Danmark: Rued Langgaard, Per Nørgård, Ib Nørholm, Poul Ruders, Karl Aage Rasmussen, Bo Holten, til tider Hans Abahamsen, Bent Sørensen, Anders Koppel

Terms