Ambient music

Begrebet ambient music betegner den tankegang, at den klingende musik intentionelt indgår som en del af omgivelserne, eller at den optræder som en musikalsk baggrund. Begrebet er beslægtet med vindharper og klokkeinstrumenter ophængt i naturen, som via vinden konstant klinger som ét langt baggrundsværk. Det er også beslægtet med brugen af fjernorkestre, som har været kendt siden romantikken især i dramatiske værker.

Ambient music er en langt senere betegnelse, som musikeren og produceren Brian Eno fandt på midt i 1970’erne, og som siden har vundet indpas. Men det var Erik Satie, der med sine orkesterværker betitlet Musique d’ameublement (det første er fra 1917) første gang komponerede musik beregnet på at blive spillet – ikke på en scene, men bag et forhæng. Musikken skulle, som navnet antyder, blot være en del af det omgivende møblement og ikke tiltrække sig nogen særlig opmærksomhed.

Ligesom impressionisterne og tidlige modernister som Gustav Mahler og Charles Ives arbejdede Erik Satie undertiden med klangflader, der er beslægtet med begrebet. Lige siden har det haft en plads i kompositionsmusikken hos en lang række komponister, hvad Mark Prendergrasts bog The Ambient Century (2000) om ambient music fra Gustav Mahler til trance-genren til fulde demonstrerer.

Den ambiente tankegang har desuden haft sin berettigelse i megen filmmusik og electronica, og den har også i det 21. århundrede vist sig at være præge store dele af musikfrembringelsen.

Orientalisme

Vestlige kunstneres bevidste brug af tekniske, stilistiske eller kulturelle elemementer fra orientalsk kunst og musik, på musikområdet oftest fra Østasien. Allerede i 1700-tallet blev "kineserier" populære, og også elementer fra musikken i lande som f.eks. Tyrkiet og Indien blev tidligt i historien vævet ind i vestlig klassisk musik. I Rusland og Østeuropa, hvor man var tættere på Orienten, skete det særlig hyppigt.

I 1889, på verdensudstillingen i Paris, hørte Debussy den javanesiske gamelan. Han indså via denne klangkunst muligheden for en musik af ikke indbyrdes funktionsrelaterede akkordforbindelser og opdagede at akkorder kan være smukke "i sig selv", uden at være bundet til en musikalsk årsagskæde af spænding og opløsning. Senere fik mødet med orientalsk musik og tænkning stor betydning eksempelvis i John Cages tankeverden, og den særlige tidsoplevelse i asiatisk musik - væren snarere end bevægelse - har fundet udtryk hos en lang række vestlige komponister i det seneste halve århundrede.

Klassiske nøgleværker: Mozart, "Bortførelsen fra Seraillet", Verdi: "Aida", Puccini: "Turandot".
Nøgleværk: Colin McPhee: Tabuh-Tabuhan (1936)
Komponister: Henry Cowell, John Cage, Harry Partch, Lou Harrison, Giacinto Scelsi, Philip Glass, Tan Dun, George Crumb, Toru Takemitzu
Danske: Poul Rovsing Olsen, Per Nørgård

Terms