Orientalisme

Vestlige kunstneres bevidste brug af tekniske, stilistiske eller kulturelle elemementer fra orientalsk kunst og musik, på musikområdet oftest fra Østasien. Allerede i 1700-tallet blev "kineserier" populære, og også elementer fra musikken i lande som f.eks. Tyrkiet og Indien blev tidligt i historien vævet ind i vestlig klassisk musik. I Rusland og Østeuropa, hvor man var tættere på Orienten, skete det særlig hyppigt.

I 1889, på verdensudstillingen i Paris, hørte Debussy den javanesiske gamelan. Han indså via denne klangkunst muligheden for en musik af ikke indbyrdes funktionsrelaterede akkordforbindelser og opdagede at akkorder kan være smukke "i sig selv", uden at være bundet til en musikalsk årsagskæde af spænding og opløsning. Senere fik mødet med orientalsk musik og tænkning stor betydning eksempelvis i John Cages tankeverden, og den særlige tidsoplevelse i asiatisk musik - væren snarere end bevægelse - har fundet udtryk hos en lang række vestlige komponister i det seneste halve århundrede.

Klassiske nøgleværker: Mozart, "Bortførelsen fra Seraillet", Verdi: "Aida", Puccini: "Turandot".
Nøgleværk: Colin McPhee: Tabuh-Tabuhan (1936)
Komponister: Henry Cowell, John Cage, Harry Partch, Lou Harrison, Giacinto Scelsi, Philip Glass, Tan Dun, George Crumb, Toru Takemitzu
Danske: Poul Rovsing Olsen, Per Nørgård

Terms