Vertikal collage

Vertikal collage er en kompositionsteknik, hvor det musikalske forløb undertiden bliver pludseligt afbrudt i kortere passager af en musik, der er væsensforskellig fra den i forvejen klingende musik. Den indsatte musik giver en oplevelse af brud eller diskontinuitet og kan afvige fra den i forvejen klingende musik på adskillige måder: Ved at være i en anden toneart, i et andet tempo, med en fundamentalt anderledes besætning, ved at være et musikalsk citat eller stilcitat, eller ved på anden vis at afvige markant. Et stykke indsat musik kan i mange tilfælde være at opfatte som et objet trouvé (se denne).

Hvorvidt en vertikal collage opleves af lytteren som et indsat brud, afhænger helt af dennes lydhørhed, sensibilitet og stilkendskab. Det kan i øvrigt undertiden være vanskeligt at afgøre hvorvidt der er tale om et element af vertikal collage, eller om der blot er tale om en radikal anvendelse af det gængse musikalske virkemiddel: Kontrast.

Som fænomen er collagebegrebet uløseligt bundet til bruddet med kontinuiteten eller det givne som kategori, der kendetegnede store dele af 1900-tallets kunst. Det være sig syntaktisk, visuelt eller musikalsk. Det intenderede brud med det musikalske flow var derfor en nyskabelse, ja, en måde at tænke musik på som hidtil ikke havde været mulig.

De tidligste eksempler på det kan findes i flere af Gustav Mahlers symfonier, heriblandt tredjesatsen af 1. symfoni (1884-1888), hvor en traurig passage i mol abrupt afbrydes i to omgange af glad Bierstube-musik. Også det spektakulære (sammen)brud i tredjesatsen af hans 2. symfoni, som han selv beskrev som et Schrei des Ekels, dvs. et lede-skrig, er et udtryk for et brud eller etableringen af en diskontinuitet.

Vertikal collage er blevet anvendt af mange andre komponister, heriblandt Carl Nielsen i flere af hans sene værker, herunder Tre klaverstykker, opus 59 (1928).

Folklorisme

I 1800-tallet anså man den "naive" folkelige musik for at være et symbol på nationens åndelige væsen, og folkemusikkens melodik blev set som "ren" og "uspoleret". Og i sidste halvdel af århundredet opfattede man brugen af den slags musikalsk stof som en genvej til det brede musikpublikum.

Konceptet "folket" er i de fleste europæiske lande positivt ladet - i Danmark endog i afledningen "folkelighed", forstået som folke-lighed. For komponister som Bartok og Kodaly, Janacek eller Szymanowski (og før dem f.eks. Grieg eller Hugo Alfvén), indeholdt folkemusik en særlig etnisk betydning eller essens som nok mere alment kunne stimulere til nytænkning, men som i sit væsen var bundet til sit sted og sit folk. Hvorimod komponister som Puccini, Stravinsky, De Falla, Respighi, Villa Lobos m.fl. anbragte det lånte, folkelige melodistof i sammenhænge som var individuelle og uden etniske dimensioner.

En tæt sammenhæng mellem dette begreb og begrebet nationalisme er åbenlys, men det rammer nok bedst den ikke-etniske brug af folkeligt materiale.

Komponister desuden: Alexander Borodin, Percy Grainger, Vaughan Williams, Charles Ives, Aaron Copland
Danske: Niels W. Gade, Carl Nielsen, Vagn Holmboe, Poul Rovsing Olsen

Terms