Humor

Musikalsk humor kan opnås på forskellige måder, heriblandt følgende: 
- Overraskelser, hvor det man forventer er erstattet af noget helt andet.
- Parodier, hvor et bestemt værk eller en genkendelig stil karikeres (musikalsk ironi).
- Lavstatus-lyde, der ikke forventes fine nok til musik - fra prutter til båthorn.
- Performative gags og overraskelser.

I underholdningsmusikken er Spike Jones en stilskabende figur med sine komiske inddragelser af ikke-musikalske lyde. I avantgardemusikken er der ofte en kritisk pointe med morskaben.
Morsomheder i sangtekster er ikke musikalsk humor, men verbal humor.

Terms

Musik som aktionskunst

De talrige brud med de etablerede og på forhånd givne normer, som den tidlige modernisme omkring år 1900 foretog – eller forsøgte på – gav sig også udtryk musikalsk. Uden at ville revolutionere noget, var især Erik Saties værker ofte værker, som ikke kun var musikalske realiseringer, men i sig selv en slags statements eller – sagt med et langt nyere ord – happenings, det vil sige hvor musikken i lige så høj grad er et aktionspræget statement som det er klingende musik.

Hans små orkesterværker Musique d’ameublement (det første af dem er fra 1917) var eksempelvis tiltænkt opførelser bag et forhæng på mondæne restauranter for at give gæsterne noget baggrundsmusik, som ikke gjorde pauserne i deres samtaler alt for pinlige. Og det posthume, udaterede og gådefulde værk Vexations, hvis musikalske materiale består af en enkelt partiturside, skulle ifølge komponisten efter alt at dømme (Satie var faktisk ikke helt klar i sine anvisninger) opføres ikke færre end 840 gange i træk, før værket var bragt til ende. Tilsvarende arbejdede visse amerikanske komponister med musikalske udtryksformer, der nærmede sig happenings, som når fx Charles Ives bad musikerne spille eller slå på flyglets strenge med en pegepind.

Siden futuristernes, dadaisterne og surrealisternes forskellige tiltag i 1910’erne og 1920’erne inden for især lyrikken og billedkunsten, havde man kunnet iagttage en tendens til at lade opførelsen være en del af værkkarakteren. Værket var ikke nødvendigvis længere noget man kunne nyde i ro og mag derhjemme i en bog eller i form af et billede på væggen, men blev koblet til udførelsen af det, uden hvilken værket var ukomplet.

Op gennem 1950’erne opstod en fornyet interesse for at gøre kunsten happening-orienteret, og i en periode så det ud til, at kunstens vigtigste opgave var, at demontere sig selv eller at arbejde sig ned mod et kunstens nulpunkt. Flere maleres såkaldte achromer, det vil sige helt hvide lærreder, pegede i den retning, ligesom det også var tilfældet for den unikt begavede billed- og aktionskunstner Piero Manzonis aktionsprægede værker (hvoraf en række serieproducede dåser med kunstnerens egen afføring i, hører til de mest kendte). Også John Cages vidt berømte 4:33 (1952), hvor en musiker eller et orkester bliver bedt om ikke at spille i det anførte tidsrum, pegede i retning af et sådant nulpunkt. Dette nulpunkt var imidlertid samtidig også en materialemanifestation – en omstændighed, som i lighed med Schönbergs etablering af de dodekafone principper gjorde det muligt at forstå det som en logisk konsekvens og ikke udelukkende som en radikal nyskabelse.

I 1960’ernes første år opstod fluxus-bevægelsen, delvist inspireret af John Cages radikale musiktænkning – som den gik for sig eksempelvis i værket Water Walk (1959) for klaver, radioapparater, køkkenudstyr og vand (!). I en kort periode optog fluxus-tanken visse dele af den kunstneriske offentlighed, som havde musikken som område. Sproglige instruktioner afløste partituranvisningerne, og verden blev i en kort periode vidne til groteske happenings med oversavede flygler, forsøg på at skubbe flygler gennem vægge og meget andet. Komponister/performere som Nam June Paik og David Tudor tiltrak sig megen opmærksomhed, og happeningkulturen skulle snart brede sig til ganske mange lande.

Det gjaldt også de nordiske lande, hvor en stakkels svensk komponist måtte lade sig indlægge efter at have haft et uheld med den motorsav, hvormed han forsøgte at molestrere et flygel. Og den danske aktionskomponist Eric Andersen vakte i 1965 skandale, da han skrev et orkesterværk i DR Radiosymfoniorkestret, hvor der i samtlige orkesterstemmer blot var givet en enkelt sproglig anvisning til musikerne, som i sin fulde længde lød: “I have confidence in you”.

Fluxus skulle snart blive et historisk fænomen. Men ligesom traditionen for at begå happenings fortsatte i stor stil i billedkunsten og aktionskunsten, skulle happeningelementet fortsat præge visse værker og komponister helt frem til i dag, uden at selve værkbegrebet dog siden blev udfordret på tilnærmelsesvis samme måde, som det var blevet i fluxusårene. 

Tape music

Betegnelsen tape music er betegnelsen for den New York-baserede udformning af elektronisk musik frembragt ved hjælp af spolebåndoptagere. Betegnelsen er en smule misvisende, da al brug af spolebåndoptageren som kompositionsredskab jo kan kaldes netop det. Men ikke desto mindre er den blevet knyttet til de amerikanske komponister, som nogenlunde samtidig med Pierre Schaeffer i Paris, men uafhængigt af ham, eksperimenterede med frembringelsen af støjlyde frembragt på spolebåndoptagere.

Ægteparret Louis og Bebe Barron var de første til at udføre disse eksperimenter, som i modsætning til eksperimenterne i Paris rettede sig mod filmmarkedet, Efterhånden kom arbejdet til også at involvere en række andre af byens komponister, herunder Earle Brown, Morton Feldman, David Tudor og Christian Wolff, ligesom ægteparret Barron indledte et uformelt samarbejde med John Cage.

Det er tankevækkende, at tape music-genren i lighed med musique concréte-genren var kollektivt orienteret. Begge retninger brød altså med en nærmest aksiomatisk betingelse for musikfrembringelse, nemlig at komponisten arbejdede på egen hånd – der er i musikhistorien kun ganske få eksempler på komponister, der på en eller anden måde arbejdede sammen. Forklaringen kan være den, at elektronisk lydfrembringelse inviterede til samarbejde via de forskellige apparaters betjening, og at der var noget generativt over lydfrembringelserne, som gør det mindre oplagt at lade sig kreditere som komponist i en gængs forstand af ordet. Måske derfor lod ægteparret Barron, da de komponerede lydsporet til Hollywood-produktionen Forbidden Planet (1956) sig blot kreditere efter, hvad de havde frembragt, nemlig “electronic tonalities”.

Blandt hovedværkerne i tape music-genren er udover dette lydspor, værker som Barron-ægteparrets Heavenly Menagerie (1951) og John Cages Imaginary Landscape #5 (1951-52) samt hans Williams Mix (1953), hvor ikke færre end 600 forskellige båndoptagede lyde og klange indgår. Tape music-genren ændrede karakter fra 1953, da flere komponister flyttede fra New York. Til gengæld fik genren nye impulser fra andre komponister i byen via det arbejde, som de to komponister Otto Luening og Vladimir Ussachevsky udførte med spolebåndoptagere på Columbia University, og som bragte flere kollektivt frembragte værker til verden, herunder Incarnation (1953) og Rhapsodic Variations (1954). I 1959 førte dette samarbejde til oprettelsen af et egentligt elektroakustisk studie på universitetet efter fransk model og med endnu en komponist, Milton Babbitt, tilknyttet.

Terms

Avantgardisme

Brugen af begrebet "avantgarde" (direkte oversat fra fransk militærsprog: en fremskudt førerstilling) har uklare historiske rødder, men musikalsk er ordet knyttet til den europæiske og amerikanske serialisme efter 1945 - året da Anton Webern, hvis musik i visse henseender var et varsel om serialismen - blev dræbt ved et vådeskud. I dag bruges udtrykket imidlertid langt mere generelt om holdningerne bag alle eksperimentelle, modernistiske, bevidst fornyende tendenser i musik skabt efter Anden Verdenskrig, også uden for den klassiske musiks område.

Komponister: Karlheinz Stockhausen, Pierre Boulez, John Cage, Iannis Xenakis, Harrison Birtwistle, Sylvano Busotti, Luciano Berio, Mauricio Kagel, Earle Brown, György Ligeti, Morton Feldman, David Tudor, Elliot Carter, Milton Babbitt