Tilstandsmusik

Tilstandsmusik er musik, der ikke bæres af en egentlig udvikling, men som snarere er til stede som en tilstand. Der kan naturligvis godt forekomme ændringer i tilstandsmusik - det er faktisk det almindelige - men disse er enten gradvise eller små, eller består af forskydninger. 

Betegnelsen bør kun bruges der, hvor det er en markant kvalitet ved værket, men det er ikke et krav, at det skal være decideret dronemusik eller uden akkordskift. Det afgørende er det generelle udtryk af en tilstand.

Tilstandsmusikken kan føres tilbage til Erik Saties Gymnopédies og Maurice Ravels Bolero . I 1960'erne har György Ligeti arbejdet med tilstanden i værker som Atmosphères; minimalismens faseforskydningsværker hos især Steve Reich (fx Music for 18 Musicians) er tilstandsmusik; Karlheinz Stockhausens Stimmung er ganske tilstandsorienteret, ligesom Morton Feldman er en helt central komponist. Med Brian Enos udvikling af såvel begrebet som genren 'ambient' er tilstandsmusikken nærmest blevet en stilart, der især er blevet taget op i den elektroniske musik fra Aphex Twin til Tim Hecker. Jeg vil også mene, at typisk serialistisk musik på sin vis er tilstandsmusik, idet det abrupte og uforudsigelige opleves som en permanent tilstand.

Støjmusik

Støjmusik er musik, der benytter støj som en central del af det musikalske udtryk. Støj forstås her som lyde, der hverken har tonehøjder eller rytmefunktion. Den arketypiske støj er den hvide støj, den susen, der fremkommer, når alle frekvenser klinger samtidigt. Støj er i udgangspunktet et ekspressivt virkemiddel, forbundet med kaos og aggression, men støj kan også afstedkomme helt andre udtryk. Det afhænger af den musikalske sammenhæng, den indgår i. Støj har især været et virkemiddel i musikken i de sidste 100 år (siden Luigi Russolos støjmaskiner, intonarumori). Man finder støjmusik både i kompositionsmusik, rock, elektronisk musik og lydkunst. Støj og toner kombineres i meget støjmusik, og spændingen mellem de to skaber forskellige effekter alt efter den musikalske sammenhæng.

Terms