Bilyde

Dette fænomen har ikke en etableret betegnelse. Det handler om, at man komponerer med musikinstrumenters og lydmediers egne indbyggede bilyde - altså dé utilsigtede, fysiske lyde, som opstår ved betjeningen af instrumentet/apparatet, som traditionelt søges minimeret.

For at forklare fænomenet kan man momentvist betragte også musikinstrumentet som et medium. Ikke fordi akustiske instrumenter essentielt er medier, men fordi denne betragtningsmåde gør definitionen klarere: Instrumentet anskuet som et medium opfører sig ligesom andre medier, idet alle medier rummer information (lyde) som ikke er den del af signalet, men kommer fra mediet selv. Altså en kommunikativ støj. 
Det er susende luftstrømme, spyttets rislen, strengegnidren, raslen af klapper, vejrtrækning osv.

Et særligt fænomen inden for elektronisk musik og lydkunst er, at man benytter et lydmedies egne lyde, således at mediet ikke længere formidler musik, men selv spiller: Radioens susen, pladepillerens knitren, cd'ens glitch (se Glitch) osv.
Dette greb har en dobbelt rolle: Dels bliver det en selvrefleksion af instrumentet og mediet, og samtidig er det en kilde til en udvidet klangverden af støj og rumsteren.

Det skal ikke forveksles med det bredere fænomen "alternative spillemåder", der inkluderer anderledes tonefrembringelser, udefrakommende redskaber, instrumentmanipulationer osv.

Terms

Humor

Musikalsk humor kan opnås på forskellige måder, heriblandt følgende: 
- Overraskelser, hvor det man forventer er erstattet af noget helt andet.
- Parodier, hvor et bestemt værk eller en genkendelig stil karikeres (musikalsk ironi).
- Lavstatus-lyde, der ikke forventes fine nok til musik - fra prutter til båthorn.
- Performative gags og overraskelser.

I underholdningsmusikken er Spike Jones en stilskabende figur med sine komiske inddragelser af ikke-musikalske lyde. I avantgardemusikken er der ofte en kritisk pointe med morskaben.
Morsomheder i sangtekster er ikke musikalsk humor, men verbal humor.

Terms

Avantgardisme

Brugen af begrebet "avantgarde" (direkte oversat fra fransk militærsprog: en fremskudt førerstilling) har uklare historiske rødder, men musikalsk er ordet knyttet til den europæiske og amerikanske serialisme efter 1945 - året da Anton Webern, hvis musik i visse henseender var et varsel om serialismen - blev dræbt ved et vådeskud. I dag bruges udtrykket imidlertid langt mere generelt om holdningerne bag alle eksperimentelle, modernistiske, bevidst fornyende tendenser i musik skabt efter Anden Verdenskrig, også uden for den klassiske musiks område.

Komponister: Karlheinz Stockhausen, Pierre Boulez, John Cage, Iannis Xenakis, Harrison Birtwistle, Sylvano Busotti, Luciano Berio, Mauricio Kagel, Earle Brown, György Ligeti, Morton Feldman, David Tudor, Elliot Carter, Milton Babbitt

Serialisme

Schönberg beskrev sin tolvtoneteknik som en "metode", og serialismen er en direkte videreudvikling af denne metode. Men hvor metoden hos Schönberg fokuserede på toner, fokuserer serialismen mere generelt på ansamlinger af (ofte også tolv) "værdier" - tonelængder, fikserede registre, dynamik, klang etc. (teoretisk ofte refereret til som "parametre"). Strategien er i princippet den samme som for tolvtonemetoden: en særlig kombinatorik der varierer de forskellige elementers indbyrdes rækkefølge eller placering efter strenge, rent teknisk-talbaserede regler. De heraf følgende ansamlinger eller "rækker" af værdier beskrev man som "serier" (eller i USA som "sets"), og heraf navnet.

Idéen om musik som et blot og bart åndeligt univers af rene musikalske objekter, balancer og relationer, musik uden årsagssammenhænge, uden retorisk eller semantisk syntaks, uden fremadrettet bevægelsesimpuls, sproglighed etc., fængslede den europæiske avantgarde efter Anden Verdenskrig og blev grundlag for den såkaldte"gennemorganiserede" eller "totale" serialisme. I en "rytmisk etude" for klaver, Mode de valeurs et d'intensités (Skala af varigheder og styrkegrader, 1949) tog Olivier Messiaen som den første skridtet fuldt ud: serier af forudbestemte grundelementer, 36 tonehøjder, 24 varigheder, 12 styrkegrader og 7 forskellige typer af pianistisk anslag kombineres således at hver eneste tone i et bestemt register har helt sin egen uforanderlige varighed, styrkegrad og anslagsart.

I første halvdel af 50'erne afprøvede unge, europæiske komponister (ofte med idéer udvekslet under Darmstadt Feriekurserne) muligheden for at organisere alle musikkens forskellige elementer efter serielle principper - forholdet mellem enkelhed og kompleksitet, mellem symmetrisk og asymmetrisk periodedannelse, mellem konstans og variation i forløbet. Og dertil lydens distribution i rummet, graden af dens opfattelighed, en teksts forståelighedsgrad, ja, endog forholdet mellem fastlagt og ikke-fastlagt eller styring og frihed. Da begrebet serialisme (rækketeknik) oprindelig blot var et andet ord for tolvtonemetoden (dodekafoni), må man normalt aflæse serialisme som et udtryk for de talrige nye former for udvidet dodekafon tankegang der opstod midt i 50'erne, men en præcis afgrænsning af de to begreber er næppe mulig.

Komponister: Olivier Messiaen, Karlheinz Stockhausen, Pierre Boulez, Luciano Berio, Luigi Nono, Mauricio Kagel, Milton Babbitt, sen Igor Stravinsky,
Danske: Gunnar Berg, tidlig Jan Maagaard, tidlig Ib Nørholm, træk hos Anders Brødsgaard og Ivar Frounberg

Terms

Pluralisme

I almen forstand forbindes ordet enten med en social situation, hvor etnisk, religiøst eller kulturelt adskilte grupperinger interagerer samtidigt; eller den situation at flere forskellige vinkler eller metoder tages i brug for at håndtere et emne eller fænomen. I musikken ses ordet oftest brugt når flere forskellige stiltræk eller stilarter optræder i samme værk (eller hos samme komponist (stilpluralisme). Begrebet har nære forbindelser til begrebet postmodernisme og såkaldt "musik på musik" (musik som i større eller mindre grad genkomponerer eksisterende musik). Den sovjetisk fødte komponist Alfred Schnittke beskrev sin musik som "polystilistisk". I løbet af den sidste snes år før årtusindskiftet nærmede en række af den serielle avantgardes oprindelige hovednavne sig på forskellig vis stilpluralisme - f.eks. Karlheinz Stockhausen, Luciano Berio, Mauricio Kagel, György Ligeti, Niccolò Castiglioni m.fl.

Komponister desuden: Olav Anton Thommesen, Sven-David Sandström, Lars Johan Werle, Einojuhani Rautavaara, Maxwell Davies, George Crumb
I Danmark: Rued Langgaard, Per Nørgård, Ib Nørholm, Poul Ruders, Karl Aage Rasmussen, Bo Holten, til tider Hans Abahamsen, Bent Sørensen, Anders Koppel

Terms