Åbne former

Det som her kaldes 'Åbne former' svarer til John Cages begreb 'indeterminate music', og handler om, at komponisten lader visse beslutninger være op til de udøvende musikere. Det kan fx være rækkefølgen af delelementer (den mest hyppige); passager af fri eller bunden improvisation; angivelsen af en begyndelses- og en sluttilstand, hvor musikeren selv vælger vejen mellem de to punkter; angivelsen af et antal noder uden at de er placeret i rækkefølge etc. Åbne former i musikken er en del af en generel avantgarde-tendens i alle kunstarter hvor den skabende kunstner slipper en del af kontrollen, men stadig skaber den overordnede sammenhæng.

Terms

Tilstandsmusik

Tilstandsmusik er musik, der ikke bæres af en egentlig udvikling, men som snarere er til stede som en tilstand. Der kan naturligvis godt forekomme ændringer i tilstandsmusik - det er faktisk det almindelige - men disse er enten gradvise eller små, eller består af forskydninger. 

Betegnelsen bør kun bruges der, hvor det er en markant kvalitet ved værket, men det er ikke et krav, at det skal være decideret dronemusik eller uden akkordskift. Det afgørende er det generelle udtryk af en tilstand.

Tilstandsmusikken kan føres tilbage til Erik Saties Gymnopédies og Maurice Ravels Bolero . I 1960'erne har György Ligeti arbejdet med tilstanden i værker som Atmosphères; minimalismens faseforskydningsværker hos især Steve Reich (fx Music for 18 Musicians) er tilstandsmusik; Karlheinz Stockhausens Stimmung er ganske tilstandsorienteret, ligesom Morton Feldman er en helt central komponist. Med Brian Enos udvikling af såvel begrebet som genren 'ambient' er tilstandsmusikken nærmest blevet en stilart, der især er blevet taget op i den elektroniske musik fra Aphex Twin til Tim Hecker. Jeg vil også mene, at typisk serialistisk musik på sin vis er tilstandsmusik, idet det abrupte og uforudsigelige opleves som en permanent tilstand.

Grafisk notation

Selv om nodesystemet naturligvis også er grafisk, dækker betegnelsen 'grafisk notation' over brugen af visuelle notationer, der repræsenterer kompositionen på anden vis, ofte gennem en kombination af former og farver. Grafiske notationer ligger i et spektrum, som bevæger sig fra alternative typer nodesystemer med relativt faste instruktioner til helt åben grafik, hvor musikerne har den fulde frihed til at fortolke det, de ser. (Der er altså ikke tale om rene lyttepartiturer, men om opførelsespartiturer).

Tape music

Betegnelsen tape music er betegnelsen for den New York-baserede udformning af elektronisk musik frembragt ved hjælp af spolebåndoptagere. Betegnelsen er en smule misvisende, da al brug af spolebåndoptageren som kompositionsredskab jo kan kaldes netop det. Men ikke desto mindre er den blevet knyttet til de amerikanske komponister, som nogenlunde samtidig med Pierre Schaeffer i Paris, men uafhængigt af ham, eksperimenterede med frembringelsen af støjlyde frembragt på spolebåndoptagere.

Ægteparret Louis og Bebe Barron var de første til at udføre disse eksperimenter, som i modsætning til eksperimenterne i Paris rettede sig mod filmmarkedet, Efterhånden kom arbejdet til også at involvere en række andre af byens komponister, herunder Earle Brown, Morton Feldman, David Tudor og Christian Wolff, ligesom ægteparret Barron indledte et uformelt samarbejde med John Cage.

Det er tankevækkende, at tape music-genren i lighed med musique concréte-genren var kollektivt orienteret. Begge retninger brød altså med en nærmest aksiomatisk betingelse for musikfrembringelse, nemlig at komponisten arbejdede på egen hånd – der er i musikhistorien kun ganske få eksempler på komponister, der på en eller anden måde arbejdede sammen. Forklaringen kan være den, at elektronisk lydfrembringelse inviterede til samarbejde via de forskellige apparaters betjening, og at der var noget generativt over lydfrembringelserne, som gør det mindre oplagt at lade sig kreditere som komponist i en gængs forstand af ordet. Måske derfor lod ægteparret Barron, da de komponerede lydsporet til Hollywood-produktionen Forbidden Planet (1956) sig blot kreditere efter, hvad de havde frembragt, nemlig “electronic tonalities”.

Blandt hovedværkerne i tape music-genren er udover dette lydspor, værker som Barron-ægteparrets Heavenly Menagerie (1951) og John Cages Imaginary Landscape #5 (1951-52) samt hans Williams Mix (1953), hvor ikke færre end 600 forskellige båndoptagede lyde og klange indgår. Tape music-genren ændrede karakter fra 1953, da flere komponister flyttede fra New York. Til gengæld fik genren nye impulser fra andre komponister i byen via det arbejde, som de to komponister Otto Luening og Vladimir Ussachevsky udførte med spolebåndoptagere på Columbia University, og som bragte flere kollektivt frembragte værker til verden, herunder Incarnation (1953) og Rhapsodic Variations (1954). I 1959 førte dette samarbejde til oprettelsen af et egentligt elektroakustisk studie på universitetet efter fransk model og med endnu en komponist, Milton Babbitt, tilknyttet.

Terms

Avantgardisme

Brugen af begrebet "avantgarde" (direkte oversat fra fransk militærsprog: en fremskudt førerstilling) har uklare historiske rødder, men musikalsk er ordet knyttet til den europæiske og amerikanske serialisme efter 1945 - året da Anton Webern, hvis musik i visse henseender var et varsel om serialismen - blev dræbt ved et vådeskud. I dag bruges udtrykket imidlertid langt mere generelt om holdningerne bag alle eksperimentelle, modernistiske, bevidst fornyende tendenser i musik skabt efter Anden Verdenskrig, også uden for den klassiske musiks område.

Komponister: Karlheinz Stockhausen, Pierre Boulez, John Cage, Iannis Xenakis, Harrison Birtwistle, Sylvano Busotti, Luciano Berio, Mauricio Kagel, Earle Brown, György Ligeti, Morton Feldman, David Tudor, Elliot Carter, Milton Babbitt

Minimalisme

Midt-60'erne er en meget ekspansiv periode i musikhistorien med et krydsfelt af indbyrdes forbundne bevægelser: åbenhed, stilpluralisme, sprængning af genrer og kategorier sideløbende med forenkling, renselse, afgrænsning, monotoni, abstraktion og anonymitet - med ét ord minimalisme. Betegnelsen anvendes inden for både billedkunst, design og til en vis grad litteratur, men den er særlig udbredt på musikkens område.

Polakken Henryk Gorecki reducerede sit lydmateriale til enkle, abstrakte gentagelsesmønstre og spejlinger - dele af orkesterværket Refren (1965) bygger f.eks kun på samkangen forstørret kvart, og han lagde grunden til en særlig polsk minimalisme. Den estiske komponist Arvo Pärt fortsatte i et lignende spor, i 1976 introducerede han en tonal metode med udgangspunkt i den rene treklang og stramme, nøgternt-upersonlige konstruktionsprincipper. Begge fik en lang række efterlignere og efterfølgere.

Men USA havde de længste traditioner for en musik der sætter sig ud over konflikt og dialektik, og i 60'erne opstod en amerikansk minimalisme som opsøgte trancelignende tilstande, f.eks. monotonien i meget lange toner eller lag på lag af ekkoer. I 1964 skrev Terry Riley værket "in C" - minimalmusikkens første klassiker, hvor et væld af korte, tonalt-modale melodistumper som gentages i stadig nye kombinationer får "bevidstheden til at flyde".

En væsentlig tankemæssig baggrund var desuden begrebet "New Age", en uhyre rummelig samlebetegnelse som efterhånden blev almindeligt brugt i løbet af 70'erne af åndelige subkulturer optaget af meditation, teosofi, mystik, yoga, "holisme" etc. På musikkens område beskriver det hovedsagelig stærkt meditative, psykisk beroligende musikformer. I Danmark blev ordet "tilstandsmusik" populært. Især i Østuropa anvendte flere komponister den minimalistiske strategi i værker med religiøs eller sakral baggrund.

Amerikanske komponister oplevede i højere grad end deres europæiske kolleger nødvendigheden af en bestræbelse på social gennemslagskraft og et større publikum. En amerikansk komponist måtte i reglen vælge mellem at sikre sit udkomme enten via det ofte meget akademisk-dogmatiske musikliv på landets universiteter eller komponere musik med et kommercielt tonalt-rytmisk potentiale.

I bredeste betydning fik den minimalistiske strategi en kolossal gennemslagskraft, et hybridfænomen, en krydsning af serialismens systematik, populærmusikkens tonalitet og konsonans, elektrisk-syntetisk klang etc., samt en række påvirkninger fra ikke-vestlig tankegang. Dette gjorde den næsten helt uafhængig af veldefinerede, afgrænsede stiludtryk, og som æstetik er minimalismen stadig en aktiv del både af europæisk og amerikansk nutidsmusik og popmusik.

Nøgleværker:
Europa: Arvo Pärt: "Cantus in memoriam Benjamin Britten" (1976)
USA: Terry Riley: "In C" (1964), Steve Reich: "Drumming" (1971), Philip Glass: "Einstein on the Beach" (opera, 1975)

Komponister:
Europa: Henryk Górecki, Louis Andriessen, Arvo Pärt, Michael Nyman, Gavin Bryars, Zoltan Jeney, Lazló Vidowszky, Zygmunt Krauze, Tomasz Sikorski, Gija Kancheli, (Carl Orff).
USA: La Monte Young, Terry Riley, Steve Reich, Philip Glass, John Adams, Frederic Rzewski, (Morton Feldman)
Danmark: Henning Christiansen, Ole Buch, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Wayne Siegel, undertiden Poul Ruders

Terms