UNSOUND – hører du, hvad jeg hører?
Annonce
Unsound har netop løftet sløret programmet for 2016-2017. I hvert fald en flig af det. Blandt navnene er dubtechno-pioneren Moritz von Oswald, som sammen med Ordo Sakhna vil blande elektronik og traditionelle instrumenter fra Kirgisistan. Matmos opfører Robert Ashleys tv-opera Perfect Lives, og så er der engelske Raime, avantgarde fra Indonesien og Japan.
Temaet hedder Dislocation. Unsound udspiller sig nemlig ikke bare på én scene, men er spredt rundt på forskellige lokaliteter. Allerede i juni begynder Unsound New York, en tre-dages mini-festival, som indledes med den boliviansk-amerikanske lydkunstner Elysia Crampton og Nine Inch Nails-keyboardisten Alessandro Cortini. Begge deltog også i hovedfestivalen i oktober sidste år i Kraków. Mens navnene på kunstnerne i Unsound New York er kendte på forhånd, var det anderledes under Unsound Kraków.
“Was it him?” Snakken gik på vej op i elevatoren fra saltminens dyb
“Was it him?” Snakken gik på vej op i elevatoren fra saltminens dyb. Havde vi netop været vidne til Burials første live-set nogensinde?
125 meter nede under jorden i Wieliczka, Krakóws berømte saltmine fra 1300-tallet, havde vi siddet og lyttet – først til DJ Richards ambient, som hyggede om folk med sit folklore-touch med sækkepiber. Og senere det londonske dub-kollektiv King Midas Sound og labtop-guruen fra Wien, Christian Fennesz, som i fællesskab har udgivet det fremragende album Edition One.
Men der havde også været et kort set på 30-40 minutter, hvor scenen var tom. Imens havde en skikkelse stået bagerst i rummet på en balkon, og det var denne ikke-annoncerede act, som fik de sociale medier til at gløde. Til glæde for Unsounds arrangører, som kunne notere sig, at alt gik efter planen på dette års festival, som have “surprise” som tema.
I en email til magasinet The Fader skrev Kode9, der ligesom Burial er på pladeselskabet Hyperdub, kort efter: “Burial has never performed live or DJed, was not at Unsound, and has no plans to play anywhere in the future.”
Koncerten i Wieliczkas balsal var typisk for Unsound 2015, hvor kun ca. halvdelen af de optrædende var annonceret på forhånd; programmet var fyldt med sorte overstregninger. Efter koncerterne postede arrangørerne backstage-fotos af de kunstnere, man netop havde oplevet.
En festival fyldt med overraskelser. An offer you can’t refuse. Hvis man elsker lyd betingelsesløst, uden forbehold og i døgndrift Det gør mange – Unsound blev udsolgt på et kvarter. Og spændingen fortsatte. I ti dage, på mere end 10 forskellige adresser. Det begyndte ikke kedeligt.
Iført hvide skjorter og i en sort-hvid Sin City-æstetik opførte de, meget højt og meget fysisk ekstremt, et på én gang blændende og dunkelt hedensk ritual
Polsk garage
En af de første på scenen på Manggha museum for japansk kultur var Lucas Abela med sit berømte glasinstrument, som han har perfektioneret siden 2003. Australieren sluttede med at smadre glaspladen mod sin pande.
De japanske støjguder Sax Ruins sendte abrupte freejazzede guirlander piercet med metallisk skurren. Polske Rimbaud tog en mere jazz-rocket vej. I tremandskollektivet spiller bl.a. Michał Jacaszek, som er kendt for at spille spirituel noise.
Mens belgiske Yves de Mays raslende basstrukturer lå i det ambiente hjørne gik polsk hiphops wunderdrenge Syny (Piernikowski og 1988) på scenen med lo-fi dub i 90’er-stil og versaler, som slog luften ud af tilskuerne. Ikke kun dem, som kunne forstå de snurrige sætningskonstruktioner om den rå polske virkelighed. Danske Damien Dubrovnik bragede også igennem lydmuren. Noise-kollektivet bestående af Christian Stadsgaard og Loke Rahbek (som også ejer pladeselskabet Posh Isolation) dyrker en stram synth noise, som går i øjnene lige så meget som i ørerne. De to tilhører den københavnske industrial-postpunk-scene med navne som Iceage og Vår – den billedkunstuddannede Rahbek spiller i sidstnævnte. Iført hvide skjorter og i en sort-hvid Sin City-æstetik opførte de, meget højt og meget fysisk ekstremt, et på én gang blændende og dunkelt hedensk ritual, der kunne være forlægget til en creepy forårsoffer-opera.
Manggha lagde også hus til en række formiddagskoncerter under navnet Morning Glory, heriblandt en solokoncert med Raphael Roginski, som indviede os i, hvordan John Coltranes saxofon kan lyde i en slanket udgave for strengeinstrument. På sin Gibson ES-335 spillede den polske musiker stykker af den amerikanske freejazz-mester, som skabte gennemtræk i hovedet efter nattens hårde droner.
Frugtbare friktioner
Et af højdepunkterne på sidste års Unsound var komponisten, improvisatoren og saxofonisten Matana Roberts’ opførelse af tredje kapitel af sit Coin Coin-projekt, en musikalsk udforskning af sort historie, feminisme og amerikansk identitet. “I tell stories”, sagde hun under sin koncert i Tempel-synagogen. Om den store depression, det brændende Mississippi, om mystiske blueskvinder. De speakede, lidt Laurie Anderson-agtige historier blev fortalt med billeder på en bagskærm, som alt sammen indgik i en frugtbar friktion mellem tradition og eksperiment. “Panoramic sound quilting” kalder Matana Roberts selv sine køligt meditative men gospelgnistrende sammenbindinger af tråde fra amerikansk liv.
Sammen med den engelske klaverguru John Tilbury (tidligere medlem af Cornelius Cardew’s berømte Scratch Orchestra samt AMM) spillede den elektroakustiske musiker Robert Piotrowicz en homage til den polske minimalist Tomasz Sikorski.
En gennemført pinkrød frugtfarve fyldte rummet, så det var umuligt at se en hånd for sig
I en nedlagt cigaretfabrik præsenterede Tim Hecker sit Ephemera-projekt – en live-udgave af et værk, som bl.a. inkluderer dufte skabt af Geza Schoen med inspiration i droner, noise og bas-loops. En gennemført pinkrød frugtfarve fyldte rummet, så det var umuligt at se en hånd for sig. Lidt som den tåge, Olafur Elliasson har brugt i sine værker. Her var vi dog langt fra enhver form for Bang og Olufsen-æstetik – de multifarvede elektrochok tilsat bløde bølger af synth var pure zen. Og lydmesteren selv, ja, han forblev uset. Selv om nogle påstår at have set ham være ude at feje gulvet flere gange under performancen.
Det var dog Current 93, som de mange tilhørere ikke ville misse, og køen var massiv foran Krakóws Tekniske Museum. Den eklektiske engelske musikgruppes koncert blev flyttet fra Den hellige Katherinas Kirke grundet beskyldninger om satanisme. “I’m Christian” sagde forsanger David Tibet som modsvar på de højlydte overskrifter i aviser som The New York Times som “Smidt ud af kirken” et par dage inden festivalen var gået i gang. Koncerten med det følsomt eksperimenterende rockband, som spillede bandets seneste album næsten i sin helhed, havde sin egen raffinerede sjæl. Men Current 93 var også noget cabarettisk roderi. “How can there be joy when the world is burning” messede Tibet med sin lyse stemme foran et publikum, som drak polske hipster-øl og honningvodka og tænkte på den næste dronefest.
I den tidligere togremise spillede også RSS Boys, den mystiske polske electronica-duo, som siges at have mødt hinanden i Benin i Vestafrika, og som kommunikerer med deres fans via kryptiske beskeder på Facebook. Deres musik kalder de selv “post-everything”. De blev efterfulgt af electro-industrial-bandet Health, som gik på scenen med numre fra deres nye album “Death Magic”. De rå omgivelser passede også godt til Alessandro Cortinis stramme minimalisme ledsaget af sort-hvide grynede billeder af træer, endeløse enge og hytter. På samme scene var også metal-bandet Liturgy, som igen har fået den karismatiske Greg Fox i front.
På studenterklubben Rotunda spillede amerikaneren Bill Orcutt folk-songs fra hjemlandet. Det tidligere medlem af noise-rockbandet Harry Pussy lod akustiske guitarstrømninger fylde rummet helt helt op. Sart-smukt, så en faldende hårnål ville ødelægge lørdag-eftermiddags-seancens koncentration.
Hotel Forum
Unsound er eksistentiel techno og dunkle parties. Under fire aftener og nætter blev festivalens epicenter flyttet til et tidligere kommunistisk hotel ved Wisla-floden, hvor musiklystne gæster smøg sig langs retrochicke træpaneler og dansede under dæmpede lamper ind og ud af tre lokaler i en glupsk søgen efter noise-delikatesser og rene adrenalin-bomber. Ofte i uventede konstellationer. Den engelske producer Shackleton gik sammen med guitaristen Masako Takada og percussionisten Sayaki Himeno fra gruppen Nisennenmondai. Techno-legenden Surgeon byttede beats med Lady Gagas ven, Birmingham-performeren Lady Starlight.
Beskidt, creepy pop fra den globale verden i det ene rum; grovkornet avantfunk og vildt lysende grime i det andet
Beskidt, creepy pop fra den globale verden i det ene rum; grovkornet avantfunk og vildt lysende grime i det andet. Mens Detroit-pioneren Richie Hawtin kom med bombastiske, dystre klangklumper, var det mere løssluppent hos DJ Bone. Tysk techno og deep dub var repræsenteret med Helena Hauff b2b, den bastunge ballroom var meget effektiv hos den sydafrikanske producer Angel-Ho. Og så fik den hypede amerikanske kunstner Jlin sin europæiske debut med sin rytmisk komplekse footwork.
Futuristisk feeling – masser af den – var der hos Holly Herndon, som også er teoretiker og bl.a. har samarbejdet med den iranske filosof Reza Nagarestani. Sin kunst kalder Herndon “embodied experience in electronic media”. I sine eksperimenter med elektronisk processeret stemme bruger hun udvidede vokalteknikker og FM synteses.
Det Warszawa-baserede initiativ Brutaż (der udover at stamme fra det franske bruitage – “lydeffekter” – også leder tankerne mod ordet “beskidt”) kuraterede et program i Rum 3.
I Rum 1 forenede den maskeklædte elektroniske kvartet T’ien Lai twistede radiosamples og slæbende beats, så man i hotellets lavloftede gange fik tanken, at sådan må det føles at opleve rituel dansemusik alene på mars. Eller i en grotte. Nok et af de mest mindeværdige set under de fire Forum-nætter.
Et andet højdepunkt var Markus Schmickler (aka Pluramon) & Carsten Goertz’s performance fredag kl. 01.30 – en flimrende billedrus og dragende lydunivers af lange, glidende passager. På min blok blev noteret: Intet tilbage. Robotter søger efter liv. World of an emotional state of emergency. Kosmologiske fantasier på automatpilot.
Hotellet blev lukket tidligt om morgenen med bl.a. japanske DJ Nobu og Jacek Sienkiewicz, den polske producerlegende og ejer af pladeselskabet Recognition (tjek ham ud!).
Lyd på læberne
Unsound er et mekka for (musikalsk) frie sjæle og misantroper. Lyd unlimited. I år blev der også budt på yogalektioner med new age-legenden Laraaji, debatter arrangeret af Repeater Books og The Wire samt mini-performances på Krakóws enorme renæssanceplads, hvor hejnał, trompetfanfaren, som hver time spilles fra et af Maria-kirkens tårne, blev opført af Tim Hecker og den amerikanske kornettist Rob Mazurek.
Hvor Unsound tidligere år har haft kryptiske undertitler som “The End”, og som i 2013 forbød gæsterne at tage fotos, var ønsket med “surprise”-temaet at stille spørgsmålet: Lytter vi anderledes, når vi ikke ved og/eller kan se, hvem det er, som optræder? Overalt på festivalen opstod gætterier om, hvem der ville optræde, og hvordan det så lød – ja, hvordan lød det, da de og de uannoncerede navne gik på scenen...
Af frygt for at misse noget, var det bare om at møde op. Til endnu en surprise act. Til nye fantasier
Således var Unsound et her og nu-agtigt snapshot af en festivalkultur, hvor navne på de optrædende hurtigt bliver tjekket på smartphonen. Her var der ofte intet at tjekke – navnet på kunstneren var streget ud med en sort bjælke. Af frygt for at misse noget, var det bare om at møde op. Til endnu en surprise act. Til nye fantasier.
Som alle gode fantasier holder de aldrig op. Og kender ingen grænser. Unsound er musik fra et internationalt netværk af byer og scener. New York i næste uge, senere Rusland, Ukraine, Asien. Og så Kraków.
Et mekka for rastløse musikalske misantroper. 24h konstant lyd.