13.11.14

En skabelsesberetning

Anmeldelse af Ida Bach Jensens film 'Komponist'

Før der var have og lande og himmel der dækkede det hele var der i verdens natur kun én og den samme materie, nemlig det såkaldte kaos, en plump og uformelig masse, intet uden et rod hvori der hulter til bulter kun var splidagtige kim til ting der ikke hang sammen. (Ovids metamorfoser)

Komponisten og musikeren Ida Bach Jensen har drejet en dokumentarfilm om kunsten at være kreativt skabende komponist. Hun byder indenfor i troldmandens værksted hos komponisterne Eva Noer Kondrup, Simon Steen-Andersen og Henriette Groth, som hver især forsøger at sætte fyldestgørende ord på noget, der ellers rækker ud over det sprogligt forståelige: det musiskes frembringelse.

Stammen definerer ens modersmål
Hvad vil det sige at skabe? Vi har for længst forladt den opfattelse, at skabelsen kommer fra oven; at Gud manifesterer sig gennem kunstneren, som derfor blot er et medium for den guddommelige idé. På den anden side, så er der også stor enighed om, at ideen om den absolut frie vilje er skudt i sænk, da man altid er født både ind i en historisk tid og i et geografisk sted. Det er den forudsætning, vi altid nødvendigvis må forholde os til især når talen falder på det at skabe, da skaben derfor altid vil være et produkt af netop dette. Stammen definerer ens modersmål, men folk finder hele tiden et nyt sprog, slår Henriette Groth fast.

I Komponist møder vi de tre komponister Eva Noer Kondrup, Simon Steen-Andersen og Henriette Groth dog uden ellers at få dem introduceret eller kontekstualiseret. Det fremgår hverken af informationen på dvd-omslaget eller bliver nævnt i selve filmen, hvorfor valget er faldet netop på disse komponister. Som fællesnævner står det hurtigt klart, er de alle er danske og folder sig ud inden for den nyere eksperimenterende kompositionsmusik, men her slutter den fælles referenceramme umiddelbart også. Intervieweren er (på nær et enkelt spørgsmål stillet til sidst i filmen) klippet ud, hvilket fremstiller komponisterne nøgne og umiddelbare kun understøttet af brudstykker af den mere eller mindre ufærdige musik, de er i gang med at skabe. Ligeledes skaber håndholdte nærbilleder, der forsøger at zoome sig ind bag facaderne, en intimitet i mødet med personlighederne. Fokusset på skabelsesprocessen er skåret så meget ind til benet, at alt andet, det være sig musikalske referencer og biografier, er udeladt. Det er tydeligt, at filmens skaber er en musikalsk fagkvinde, der i stor stil har denne faglighed for øje. Dette gøres dog med en sirlighed, som i sin minimalistiske stil lader de mange aspekter, det indebærer at komponere såsom beslutsomhed og tvivl, søgen og finden, tomhed og inspiration, stå tydeligt og varieret frem. 

Kaos tæmmes
For at vende tilbage til det indledende citat af Ovid, så er det her, vi finder endnu en fællesnævner ved de tre komponister: kaos som materiale. Med hver deres fremgangsmåde forsøger de at gribe ud efter mere eller mindre tilfældige elementer i det kaos, vi befinder os i.

Henriette Groth forklarer således, at hendes indledende øvelser til den kunstnerisk skabende process består af to dele: en sjælelig søgen eller en rækken ud efter, kombineret med en mere eller mindre tilfældig funden hverdagsgenstand, der tilsammen kreerer et nyt kunstnerisk spændingsfelt. Hun arbejder med trial and error som metode, en prøven sig frem indtil det magiske opstår, indtil det poetiske træder ud af kaos. Kunsten er således at bevare et børneblik, en poetisk åbenhed mod verden. Man skal kunne holde sit øje fabulerende, så man har adgang til den magiske virkelighed, som kunst er, forklarer hun.

Simon Steen-Andersen gør også brug af to adskilte elementer som han derefter kombinerer i det skabendes indledende stadier. Han starter med at overveje et koncept og søger så et materiale at implementere det i og derved opnå noget særligt i verden, som han kalder det. Han har yderligere en forståelse af, at musik ikke blot er et auditivt udtryk, men nærmere betragtet er en oplevelsemodus. Derfor arbejder han udover det lydlige også med visuelle elementer såsom video som musikalske objekter eller rummet som partiturer. Vi bliver præsenteret for hvordan Black Box Music opstod ud af ønsket om at forstærke svage lyde ved hjælp af en lydisoleret kasse for at undgå feedback, men i processen transformerede sig til et videoobjekt med funktionen dirigenten-i-æsken. I Run Time Error bliver det indre af en bygning, i dette tilfælde Den Sorte Diamant i København, genstand for lydlig udforskning, hvor han slår bygningens resonerende inventar an og derved skaber en makroversion af Alvin Luciers Opera for Objects. Rammerne for kompositionsmusikken udforskes og brydes som det kan formuleres på International Art English1 (en sproglig sygdom som Komponist heldigvis ikke lider af).

Eva Noer Kondrups tæmning af kaos foregår ved brug af terningekastet. Som kikkert i sin søgen efter det musisk interessante lader hun på den måde tilfældet have afgørende indflydelse på melodierne ligesom en John Cage i hans afstandstagen fra den stringente serialismes fastlåsthed i en maskinel mangel på poesi. En anden af Eva Noer Kondrups kompositionsmetoder er at oversætte hverdagens mønstre til partiturer. Vi kommer derfor med på hendes rejse til Tyrkiet, hvor hun opsøger de lokale kvinder og deres kniplinger, som hun forstår som den musik, kvinderne ikke har haft mulighed for selv at komponere. Hun tager kvindernes verden og vender den på hovedet i en musikalsk fortolkning ligesom der meget symbolsk på hendes klavers nodeholder er placeret et verdenskort, der er drejet 180 grader i forhold til vores normale verdensopfattelse.

At tale om at tale om at komponere
Ida Bach Jensen formår at give et særdeles fint indblik i, hvad det vil sige at være musikalsk og kunstnerisk skabende. Hun har taget et drastisk og bevidst valg, ved kun at lade komponisterne udtrykke sig selv og kun om præcis det at komponere. Alt derudover er udeladt. At hun ikke er biografisk eller musikhistorisk kontekstualiserende, men derimod lader fokus dvæle udelukkende på de tre skabelsesprocesser er både modigt og æstetisk pirrende. Der gives på den ene side med en stilfærdig og hyggelig klipperytme rum og ro til at lade musikken og dens skabere åbne sig op på egen hånd, og på den anden side understøtter en til tider mere abrupt og hurtig klipning musikkens berusende natur. Ida Bach Jensen har ikke bare lavet en dokumentarfilm om det at komponere, hun har komponeret et dokumentarfilmdigt om kompositionens vej fra kaos til udtryk, og digte behøver ingen vejledning for at kunne udfolde sig. Se derfor hellere bort fra denne omtale, den har nok gjort mere skade end gavn, og se i stedet Komponist. 

 

Filmen kan købes på DVD via Ida Bach Jensens hjemmeside