13.12.14
Opførelse af Tyler Futrell, Foto: Jesper Lützhøft

Stilhed vendt og drejet

Anmeldelse af Brand New Tuesdays i Koncertkirken d. 2 december

Den 2. december 2014 bød Brand New Tuesdays på koncert i Koncertkirken på Nørrebro i København, under temaet ”Breve til Stilheden”. Her blev temaet ’stilhed’ vendt og drejet som en prisme gennem opførelse af fem forskellige komponisters værker. Fire unge komponister, Rasmus Zwicky, Simon Løffler, Martin Stauning og Tyler Futrell, og en grand old komponist, Mogens Winkel Holm

Athelas Sinfoniettas satsning, ”Brand New Tuesdays” er en serie af koncerter, som har til formål at udfordre, pirre, ruske, overraske og inspirere sit publikum med musik, som de færreste har hørt før. Det er musik som følger det 21. århundredes tradition for ny kompositionsmusik; kammermusik ”krydret med syrede elektroniske klange, fængende videoindslag og kolde øl fra baren”, som der står på deres web. Men det er også tilbageslag til 60’erne og 80’erne, til en eksperimenterende musik, som måske har været glemt i gemmerne, men som nu kan byde på noget moderne og uhørt. Målet er at åbne den ny musik, som har rødder i den klassiske avantgardetradition, for et nyt publikum. Gøre koncertformen lettere og mere tilgængelig for et yngre publikum, blandt andet ved at erstatte det skrevne med video.

Denne aften er koncertprogrammet således erstattet af korte videopræsentationer projekteret op på et stort lærred i Koncertkirkens smukke rum, hvor hver komponist kort præsenterer idéen bag deres værk. Et format, som også bliver anvendt på KLANG Festivalen; den tidligere Athelas New Music Festival. Komponisterne får i denne form lov til at tone frem som mennesker af kød og blod med musik på hjerte, i stedet for at leve et hengemt liv som navne i et koncertprogram. Auteuren er ikke død, og det er egentlig meget forfriskende.

I lyset af stilhed
Rasmus Zwickys værk ”Prelude og fuga for 6 lommelygter” indleder koncerten. Tre musikere træder ind på den mørklagte scene, påtager sig klik-tracks i ørerne og stiller sig på deres pladser. Et baggrunds-ambience-lydtæppe sættes i gang - en blid maj7-akkord med lidt hvislende støj - som har til formål at dæmpe publikum mod sig selv. Som Zwicky forklarer i præsentationsvideoen, fungerer lydtæppet som en maskering af publikums egen støj, som raslen, host, slikpapirs-knitren, hvorved publikums opmærksomhed automatisk rettes mod lommelygterne, som er koncertens fokus.

Havde man kun haft lommelygternes tænd-sluk-kliklyde, var vi nok havnet i en John Cage’sk undersøgelse af stilhed som utopi

Performerne går i gang. Lommelygterne tændes og slukkes i bestemte intervaller, hvis mønstre tilsammen danner et fint præludium og en efterfølgende fuga-form med tema-præsentation, imitation i alle stemmer i forskellig tempo, augmentation, osv.

Havde værket fungeret uden baggrunds-ambience-tæppet nedenunder? Var det nødvendigt? Havde man kun haft lommelygternes tænd-sluk-kliklyde, var vi nok havnet i en John Cage’sk undersøgelse af stilhed som utopi, og fokus var gået fra lommelygternes lysmønster til publikums egne mere eller mindre tilfældige kropslige lyde: host, pudse-næse, knas, knitter, rømme sig osv. Lyde, som måske ikke lige var de ”nie erhörte Klänge”, man kom efter – altså, at høre andre pudse næse, her, midt om vinteren.

Zwickys værk indledte på fineste vis denne koncert ved, ret radikalt, at belyse stilheden som noget, der måske kun findes i vores bevidsthed som en oplevelse. Og at denne oplevelse af stilhed altid vil stå i forhold til ’noget andet’ – nemlig ikke-stilhed, som i dette tilfælde var det underliggende lydtæppe.

Komponisten Simon Løfflers værk ”d”, Foto: Jesper Lützhøft

Stilhed som afstand mellem mennesker
En helt anden slags stilhed opstår i form af en af aftenens højdepunkter, Simon Løfflers værk ”d”. Et værk, som ifølge videointroduktionen af Løffler selv opstod under en workshop i Sct. Petersborg, hvor udgangspunktet for kompositionen var arkitektur og arkitektoniske former. For Løffler kom det arkitektoniske til udtryk som mure mellem mennesker. Mure mellem mennesker i hverdagen såvel som mure mellem komponist og musikere, musikere og publikum, og så videre.

Værket har en sart, spinkel finhed over sig, som om hele verden opleves sagte gennem forskellige mure. Vage antydninger af liv på den anden side; stumper af samtaler skiftevis anstrøget og hvislet ud gennem violin, bratsch og cello og kommenteret sprødt af glockenspiel’et. Nogle gange lyde af fjerne bombenedslag eller byens puls, imiteret sagte af stortrommen, og igen filtreret gennem de imaginære tunge mure. Sprødt og uhyggeligt i al sin underspillethed. Et stykke antydningens kunst.

Værket har en sart, spinkel finhed over sig, som om hele verden opleves sagte gennem forskellige mure. Vage antydninger af liv på den anden side

Stilhed før livet rinder ud
Martin Staunings værk ”First against the wall” følger efter. Her er stilheden forstået som en musikalsk abstraktion over det sted i henrettelsestidspunktet, hvor den henrettede lige når at nynne den vuggevise, som hans mor nynnede for ham som spæd, inden hans liv rinder ud og lyset slukkes.

Værket sættes igang af spjættende ansatser i klaver, violin og cello, som antyder et nervesystem i chok efter det dødelige skud. Langsomt falder nervesystemet til ro, og trioens spil går over i mere sammenhængende fraser, som tilsammen tegner konturerne af en vuggevise. Værket er så tyst, at musikernes vejrtrækning bliver tydelig under fremførelsen, enten som indsatsmarkør til de andre musikere eller som medspiller i de enkelte fraseringers fysiske gestus. En vejtrækning, som spejler den døendes vejtrækning og puls. Staunings værk tager form af en nænsom poetisk hendøen.

Tyler Futrell – den svære kunst at spille stilhed
Med Tyler Futrells værk ”String Trio for Bill Nr. 2" åbnes undersøgelsen af stilhed mod selve grænserne for, hvornår musik ikke længere er musik, og falder væk i forhold til ’noget andet’. Satserne undersøger én for én forskellige bevægelsesmuligheder fra musik til ikke-musik, fra musik til pastiche, fra musik til musikalsk gestus uden lyd. Hvor opstår musikken og hvor forsvinder den og bliver til ren musikalsk gestus? Og hører vi så alligevel musikken inde i hovedet selvom musikerne har sluppet strengen? Er antydningen af den musikalske gestus med buen over strengene nok til at skabe en musikalsk oplevelse?

Undersøgelsen er spændende og kræver meget af sine musikere. Og netop det store krav til musikernes performative evne kunne Athelas Sinfonietta ikke helt leve op til. Det virkede som om, de ikke helt havde haft tid nok til at øve sig eller måske havde overset vigtigheden i det performative element i den sidste tyste sats, hvor det instrumentale spil langsomt glider over i ansatsløs gestik af ”at spille” på instrumenterne. Måske en instruktør havde kunnet føre kvartetten bedre ind i satsen og fået intentionen og udtrykket klarerere igennem.

Mogens Winkel-Holm – stilhed som hvilende balance
Koncerten sluttede af med en koryfæ, Mogens Winkel-Holm, og hans værk ”7 breve til stilheden” fra 1987. Her blev øret atter drejet ind på en ny undersøgelse eller stemning; denne gang den veltemperede skalas uendelige muligheder. Kvintintervalstrukturer fik lov at tone frem og stå og dirre klart i luften som planeter i orbit, kuber og geometrisk-lignende figurer, afbrudt af pauser som indbyggede vejrtrækninger. Sært gammeldags og dog forfriskende i al sin skønne klanggeometri,og med suveræne præstationer af pianist og slagtøjsspiller.

Antydningens kunst er ikke ny, men har åbenbart altid været et tema i kunstmusikken.

Stilhed i en verden fuld af lyd
Kan man lave en hel koncert ud fra temaet stilhed? Ja, det kan man godt, og især fordi stilhed ikke bare er fravær af lyd, men er stilhed i forhold til ’noget andet’. Stilhed som svagt lydtæppe mod fugerede lysmønstre hos Rasmus Zwicky, stilhed som tyste lydmure mellem mennesker hos Simon Løffler, stilhed som et udrindende liv hos Martin Stauning, stilhed som en undersøgelse af anti-musik hos Tyler Futrell og stilhed som spredte glimt på nattehimlen hos Mogens Winkel Holm.

’Stilhed’ var denne aften nok nærmere forstået som en ægte ’tysthed’ eller ’antydningens kunst’ i instrumenternes spil

Interessant nok var denne aftens ’stilhed’ ikke en avantgardistisk stilhed i stil med John Cage, hvor det instrumentales forstummen åbner op for en mangfoldighed af tilfældige og potentielt musikalske lyde. ’Stilhed’ var denne aften nok nærmere forstået som en ægte ’tysthed’ eller ’antydningens kunst’ i instrumenternes spil. Et undersøgende spørgsmål: hvor går grænsen for det hørbare?

Valget af stilhed som tema er modigt og vedkommende i en tid, hvor det gælder om at være alt andet end stille. Der skal sælges, vækstes, måles og vejes for overhovedet at nå frem til det sjove. Denne aftenkoncerts tema fungerede derfor som et tiltrængt åndehul midt i statusrapporter og julehalløj. En tidskapsel for refleksion over det værende, og et sted til fordybelse i subtile musikalske detaljer på grænsen af det hørbare.