14.03.18
Komponistens kranium, der ses på koncertplakaten. © Jeppe Ernst

Tavshedens komponist

Interview med Jeppe Ernst

Der venter publikum tre kvarters nøje tilrettelagt tavshed, når Jeppe Ernst debuterer som komponist. I hans intime studier af kroppen – hovedet, torsoen og underlivet – bliver mennesket til en ikonisk figur.

Han sidder på den anden side af et skrivebord i et øvelokale på konservatoriet i København, og jeg har lige spurgt til det første rigtige stykke musik, han nogensinde skrev. En kærlighedsduet for to motorsave. Til højre for ham ligger en akustisk guitar, til venstre står et flygel, vi sidder på et par ordinære stole af træ. Ingen motorsave i umiddelbar nærhed, det virker som en ret umulig tanke at begynde sin karriere på den måde.

Selv affejer Jeppe Ernst Serenade (2008) som »et enormt konservativt værk«. Jeg er tæt på at falde ned af stolen. Men jo, set fra et nutidigt perspektiv kan man vel godt kalde motorsave »en avantgardekliché« og en dialog for to instrumenter »virkelig konventionelt«.

Der er et par timer til komponisten James Blacks debutkoncert et andet sted i bygningen, det er tidlig aften sidst i februar, og jeg er mødtes med Jeppe Ernst, fordi han selv debuterer som komponist den 4. april. I øvrigt med et koncertprogram bestående af tre kvarters tavshed og en sal henlagt i delvist mørke.

På scenen vil man opleve seks musikere uden instrumenter, først parvist og til sidst i et stort, lydløst tutti. Ernst er udmærket klar over, at nogle vil have svært ved at kalde det musik, måske vil de hellere kalde det performance eller koreografi. Han er langsomt ved at lære at acceptere, at det er sådan, det bare er.

»Tidligere har jeg haft en faglig stolthed over at ville kalde det musik, fordi jeg skriver noder og benytter helt klassiske musikalske parametre,« siger han. »Der er noget, der skaber en retning. Der er en nedadgående bevægelse. Der er triller. Men jeg tror, jeg bliver nødt til at overgive mig til ikke rigtig at kalde det noget.«

Lydløs musik
Stilhed har altid været en fast bestanddel af musik. Den har markeret, hvor et værk starter og slutter. Med tiden har den også indtaget en bevidst rolle i løbet af værket og bidraget til fornemmelsen af en struktur. En kort pause kan have stor effekt for den lyd, der følger efter. Og siden John Cage i 1952 præsenterede et værk, der fra start til slut kun bestod af stilhed, har stilheden ligefrem været et kompositorisk materiale i sin helt egen ret.

Selvom vi har lært, at musik opstår, når instrumenter sættes i bevægelse og deres lyde når vores ører, er musik både mere og andet end det. Det er også noget, vi ser og tænker, måske endda noget, vi lugter og føler med kroppen.

Jeppe Ernst har skrevet musik for alle sanserne. Et lyttepartitur, hvor man skal forestille sig særlige lugte over tid. Et værk for blindskrift. Musik, der beder den udøvende om fysisk at røre ved lytteren. Værker for ansigtsmuskulatur, hvor musikerne gestikulerer et forløb. I mange tilfælde helt uden lyd. Eller måske rettere med et fravær af lyd.

»Stilhed er et underligt begreb,« siger Ernst. »Jeg foretrækker ordet tavshed. Som jeg forstår stilhed, er det noget alment, universelt og naturbåret, mens tavshed indikerer et fravær. Man vælger at holde kæft, det er noget menneskeligt.«

I et nyt videoværk af brasilianskfødte Marcela Lucatelli, Permission to love beauty (2017), optræder Jeppe Ernst undervejs i små lydbidder optaget på et værtshus. Her fortæller han om sit forhold til det tavse, og Lucatellis værk lader til at bygge bro mellem den ny musik og den autofiktive trend inden for litteraturens verden; komponisterne lader os komme helt tæt på i dag.

»For mig, og sikkert for de fleste, er tavshed enormt angstpræget og fyldt med en masse spændinger,« fortæller Ernst mig, mens han kigger ud i øvelokalet. »Men det kan også være en lise for sjælen.«

Født lidt anderledes
Jeppe Ernst er født med den sjældne sygdom kerubisme. Sygdommen har sit navn efter keruberne, de gammeltestamentlige himmelvæsner, der stod vagt ved Edens have og var en blanding af menneske, løve, tyr og ørn.

Man sammenkæder dem også med renæssancekunstens små engle med store basunkinder, hvilket måske er mere sigende for sygdommen, der er et resultat af en spontan genmutation og er kendetegnet ved en delvist underudviklet kæbe. For at kompensere for manglende knogledannelse udvikler en person med kerubisme en stor mængde patologisk væv, der får ansigtet til at antage usædvanlige proportioner.

»Det er en slags bruskdannelse, der vokser uden på knoglen,« fortæller Ernst. Plakaten for hans debutkoncert prydes af et røntgenfoto af hans kranium, taget på Rigshospitalet inden en stor operation i 2012, hvor han fik fjernet to cyster på størrelse med knytnæver.

»Det gør, at man får de her store, voldsomme træk. Det er jo ikke noget, jeg taler så meget om, men operationen var en stor ting for mig. Jeg har fået det bedre både fysisk og psykisk, selvom jeg ikke tror, omverdenen rigtig har mærket forskellen.« De synes måske stadig, han er sur og besværlig, griner han. »Derfor synes jeg, plakaten er en sjov kommentar.«

Kerubisme er ikke i sig selv smertefuldt, men påvirker i sagens natur de mennesker, der er født med sygdommen. Man ved, man bliver bemærket, og hvis man samtidig har et stort talent for eksempelvis at komponere, ender man let med en ret sammensat personlighed, indrømmer Ernst.

»Min selvforståelse er frygtelig,« siger han med et smil. »Når man er født og ser lidt anderledes ud, får man nogle gange, absurd nok, et selvværd som en fotomodel. Hver gang jeg kommer ind i et rum, krummer jeg ryggen, men samtidig har jeg et gigantisk ego.«

Studier af menneskekroppen
Debutkoncerten den 4. april præsenterer fire værker for kroppen under den samlende titel Offertorium – tre såkaldte Behandlinger for tre par musikere og en afsluttende Bøn for alle seks.

Først en mand og en kvinde, der spiller på hinandens hoved. Derefter to mænd i bar overkrop, der slår, kærtegner og bider i modpartens nakke, bryst, mave og ryg. Så to kvinder, der hver især spiller på den andens underliv (»Jeg har lavet to penisstykker, nu må jeg også begynde at interessere mig for det modsatte køn«). Og til sidst bønnen, hvor bevægelserne frigøres fra ‘instrumenterne’.

»Det er en gennemgang af menneskekroppen,« konstaterer Jeppe Ernst. På papiret lyder det måske fjollet og lidt klinisk. Men i praksis er det intimt og musikalsk, et sted i gråzonen mellem barneleg og sensualitet. Behandling B, som man allerede har kunnet se i et kort videoportræt af Ernst, rammer lige ned i den nerve, der blev blottet af tredje sæson af den norske tv-serie Skam.

»Jeg har været meget betaget af det med intimitet mellem mænd,« siger Ernst. Som ikke har set Skam. »Der er noget interessant ved, hvor langt man kan strække berøringen. Ryggen er dejligt konkret, det er en stor flade, man kan slå hårdt på. Man tænker, den er solid, ligesom bygget til at være ufølsom. Hvis man kommer lidt for langt ned, bliver fladen pikant igen, men ellers er det et relativt neutralt område.«

Forsiden af ‘instrumentet’, hvor man finder brystkassen og maven, er omvendt sårbar med bløde og sensible områder. Tidligt i værket bider og slikker de to unge mænd hinanden i halsregionen, efter de har indledt med at lægge armen på hinandens ryg.

»Bare den første gestik tog tre prøver af halvanden times varighed at komme frem til, fordi jeg havde tænkt noget helt andet,« siger Ernst. Det skulle egentlig have været et værk, hvor de to lugtede til hinanden, men det spillede ikke rent musikalsk. »Det er fandeme svært at få vejrtrækning til at fungere.« I stedet udviklede Behandling B sig til at fokusere på følesansen, og udtrykket henter ikke mindst sin styrke i, at man ikke kan se, hvor mange timers arbejde der ligger bag. Bevægelserne virker intuitive.

Tilbedelse snarere end perversion
Den tredje Behandling, den for to kvindelige underliv, vil formentlig tiltrække sig en vis opmærksomhed. Det føles som en lidt bizar samtale at føre her mellem et flygel og en klassisk guitar på et sted, der stadig holder den klassiske musiktradition i hævd. Spørger man Ernst, hvilke komponister han finder størst inspiration hos, peger han gudhjælpemig på J.S. Bach, Thomas Tallis og Beethoven. Og så sidder vi her og taler om Behandling C.

»Mange vil nok misforstå det og se det som perverst. Og det er det jo på en eller anden måde også,« begynder han. I virkeligheden, siger Ernst, er der tale om en tilbedelse. »Man kan sige, at mine stykker handler om at guddommeliggøre mennesket, så det bliver til en ikon. En figur, man kan stille op. Idéen med Behandling C er, at det er en underdanig tilbedelse af noget, jeg ikke forstår. Og samtidig et forsøg på at forstå det.«

Alle tre Behandlinger er inddelt i fire satser hver. I C er der to ydersatser, hvor kvinderne spiller solo på hinanden. Først bagfra – fra ballerne og ned til knæhaserne – og så forfra. Den første af de to midtersatser, hvor de to musikere spiller sammen, kalder Ernst legende og scherzando.

»Jeg forestiller mig to piger og noget i retning af en hinkeleg. De slår på hinandens skinneben og kradser, men det har en meget legende fornemmelse, selvom det er brutalt og gør sindssygt ondt. I tredje sats spreder de så benene og danner en firkant, hvor de spiller på lårene af hinanden og cirkler omkring grundlæggende bevægelser frem og tilbage.«

Igennem hele Offertorium bliver de to køn fremstillet som arketyper, uanset at kønsopfattelsen i moderne tid har trukket i en anden retning. »Når kvinder er tætte, er de det på en anden måde end mænd,« siger Ernst, men indskyder straks: »Det er selvfølgelig meget dumt at sige i dag, hvor der findes 37 forskellige slags køn. Hvilket er fantastisk. Kunstnerisk synes jeg bare, det er mere interessant at skære det ned til arketyper og klichéer, så jeg har nogle dogmer at flytte rundt på.«

Herfra går det vel ned ad bakke
Jeg kan ikke helt finde ud af, om en debutkoncert er noget, man glæder sig til eller frygter som komponist. Sidste år fulgte jeg Allan Gravgaard Madsen gennem samme proces på konservatoriet i Århus. Måske var det jydegenet, men ‘Speaker-Allan’ virkede afklaret og havde bestillinger på værker parat for de næste mange år.

Lidt anderledes er det med Jeppe Ernst. Selvom han allerede har skabt sig et navn og i sommer modtog Wilhelm Hansens Pelle-pris, opkaldt efter legendariske Pelle Gudmundsen-Holmgreen, vil han allerhelst have sig frabedt at tale om fremtiden.

Konservatoriet kalder han »en virkelig fantastisk skole«, men han har det lidt som Karl Ove Knausgård, som på sidste side i bind seks af Min kamp skriver, at han nu vil »nyde tanken om, at jeg ikke længere er forfatter«. Ernst er overbevist om, at de fleste komponister skriver deres bedste værker, mens de er unge. Med tiden ender de som klichéer over sig selv. »Det er, som om de gennemskuer sig selv og derefter bliver banale,« siger han.

Han frygter vist at ende på samme måde selv. »Jeg har det virkelig, som om jeg er ved at løbe tør. Fuldstændig,« siger han. Det tror jeg ikke, man må sige som komponist. »Da jeg blev optaget på uddannelsen, sagde jeg kæphøjt og for sjov, at jeg var kommet ind på konservatoriet for at kurere mig selv, og når jeg havde haft min debutkoncert, ville jeg ikke skrive mere.«

Han siger det stadig i sjov, men med stor overbevisning om, at han peaker lige nu. »Selvom jeg ikke siger, at de værker, jeg har lavet indtil nu, er specielt gode eller dårlige, så er jeg ret sikker på, at jeg i de her år skriver det bedste, jeg kommer til at skrive. Og så går det nok bare ned ad bakke, men jeg får måske et andet forhold til det at skrive og bliver tilfreds med det på en anden måde.«

I første omgang venter dog debutkoncerten. Også den kan heldigvis gå galt på så mange måder, at de dystopiske fremtidsudsigter fint kan holdes i live. »Det kan virkelig blive en katastrofe,« siger Ernst til sidst. »Det er 45 minutters tavshed, bortset fra når musikerne slår på et eller andet. Så jeg er meget spændt.« Han kigger på mig, som om han nu taler direkte til læseren, og det skal han vel være velkommen til: »Det er en stor tillidserklæring til publikum.«

Jeppe Ernsts debutkoncert finder sted på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium onsdag den 4. april kl. 19.30. Der er fri adgang.

Gå aldrig glip af nyt indhold fra Seismograf – tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Læs også:

Shouting, naked. James Black, the composer
Engelskfødte James Black debuterede for nylig som komponist fra konservatoriet i København. I modsætning til Jeppe Ernst, og mange danske kolleger, har Black en tendens til at skrive højrøstet musik, fortæller han Andrew Mellor, 07.02.2018

Debutantens forår
Allan Gravgaard Madsen bevæger sig i et univers af italiensk elegance, hvislende stilhed og en humor, der ikke må forveksles med ironi. Det var imidlertid netop, hvad der skete i sommer. Sune Anderberg fulgte ham i tiden op til debuten som komponist, 20.06.2017

Spøgeriet på Rosenørns Allé
Første del af Jeppe Ernsts Offertorium indgik i programmet for Pulsar-festivalen i København for to år siden. Sune Anderberg reporterer om en drejning hen imod det inderlige blandt de unge komponister, 06.04.2016

Fuck the rules. Music resistance, now!
Ingeborg Okkels overværede Jeppe Ernsts Rekviem ved Ung Nordisk Musik-festivalen i Malmø i 2014. Værket er skrevet for en nøgen mand på et bord og tre kvinder omkring ham, der spiller på hans krop, 04.09.2014