Foto: Lars Skaaning

Peter Bruun

(*1968)
Peter Bruun rejser i sin musik tilbage for at se det nye i det velkendte. Der er ikke tale om at genopdage noget, idet han ikke har alderens fylde til at have været gennem tonalitet/modalitet, gået gennem serialismens prøvelser for derefter at nå helsindet ud med ny erkendelse om de gamle udtryksformers bæredygtighed. Peter Bruun har i det hele taget ikke arvet tidligere generationers behov for brud og opgør med faderfigurer eller institutioner. Denne situation skaber rum til en anderledes tydning af historiens frembringelser.

[...] Forskelligheden og ønsket om at udforske flere udtryksformer er slående og dog fornemmer man en overordnet ambition: Troen på muligheden af at finde nye veje inden for arbejdet med melodi, harmoni og tonalitet. Bruun rejser i sin musik tilbage for at se det nye i det velkendte. Der er ikke tale om at genopdage noget, idet han ikke har alderens fylde til at have været gennem tonalitet/modalitet, gået gennem serialismens prøvelser for derefter at nå helsindet ud med ny erkendelse om de gamle udtryksformers bæredygtighed. Peter Bruun har i det hele taget ikke arvet tidligere generationers behov for brud og opgør med faderfigurer eller institutioner. Denne situation skaber rum til en anderledes tydning af historiens frembringelser.

Komponistens historiebevidsthed, praktiske sindelag og teoretiske viden har ført til en gradvis bevidstgørelse omkring udfordringer og muligheder i de forskellige musikalske materialer. Det betyder langtfra, at komponisten har fundet ‘sin’ tone eller sin vej, Peter Bruun er konstant i mental bevægelse og prøver hele tiden former, medier og udtryksmåder af. "Uafklarethed er ikke et stadie på vej mod afklaring men et grundvilkår", har han sagt. Værkerne bliver ofte til i samarbejde med musikere eller ensembler, som har bestilt værket. Kunstneren forholder sig konkret til vokale og instrumentale muligheder, og lader sig ofte inspirere af udøveres erfaringer. […]

I forsøget på at indkredse Peter Bruuns musik, kan man tilføje noget til det allerede beskrevne: Gentagelsen. Den samlede udtrykskvalitet i komponistens musik kan man derfor forsigtigt nærme sig med ord som klangrigdom, spændstige rytmiske forløb, stilistisk fleksibilitet, udtalt nysgerrighed over for usædvanlig instrumentation, pluralistisk tænkemåde, tonale melodier, gentagelsen som formkonstituerende faktor, forskydning af bestemte tilbagevendende mønstre. De sidste to områder giver musikken en udstrakt tidslig fornemmelse, en oplevelse af en væren i flader eller musik som tilstand. Flere værker giver i kraft af skalformer og rytmisk profil mindelser til andre kulturers musik - undertiden benævnt som orientalsk eller etnisk musik.

Peter Brunns åbne sindelag over for de mange former og udtryk gør at hans værker er en smeltedigel for forskellige impulser, hvor det storslåede består i evnen til at samle det usamtidige til nye æstetiske helheder. Det er ikke en let opgave: At arbejde med ‘nedsunket kulturgods’ kalder på afklaring med hensyn til hvad det musikalske sprog skal bruges til, om musikken er et symptom på noget andet, om den betyder noget. Med komponistens egne ord: "Jeg har ikke noget æstetisk ståsted. Det har jeg måttet konstatere ved at granske mit indre i forsøget på at finde et. På en måde har det været smerteligt at nå frem til den erkendelse, for hele min indgang til det at skrive musik har i høj grad været spekulativ - netop motiveret af en interesse for det æstetiske: Hvad er det, musik betyder, hvorfor er musik på en bestemt måde, hvordan kan vi ønske, den skal være." […]

Peter Bruun er medlem af FIGURA Ensemble. Sammen med FIGURA har han skabt en række musikteaterproduktioner og den musikpædagogiske platform “Små Komponister”