Det grå landskab

Re-new festivalen 2011 foregik i al stilhed i IT-Universitetets flotte og tidssvarende lokaler lige ved siden af det nye Radiohus i arkitekternes nyfundne paradis, ”Ørestaden”. Meget fin parallel til Re-new festivalens intentioner om eksperimentering og udforskning af elektronikkens tilsyneladende grænseløse muligheder. 

Her præsenterede man et udvalg af verdens kreativt tænkende kunstnere og programmører indenfor lyddesign, lydkunst og tilhørende elektroniske medier. Dette i form af installationer, koncerter og i dagtimerne en konference for de festivaldeltagende. Modstanden fra deres artsfæller, de studerende på ITU, var dog desværre ret tydelig. De ønskede ikke, at der skulle rykke en festival ind i deres lokaler midt i eksamensperioden. Til trods for at bordfodboldbordenes raslen og støjen fyldte markant mere i lydbilledet end de små forsigtige installationer rundt omkring på niveauerne i den store åbne hal. Et ellers utrolig indbydende sted at bruge som legeplads for kunstfestivaler, med alle dets kuber og rum, der både kunne være lukkede eller gennemsigtige. 

Festivalen bestod som nævnt af to dele, med en akademisk foredrags- og konferencedel for de udvalgte og de der havde købt festivalpas og en kunstnerisk side med installationer og koncerter om aftenen. Koncerterne var henlagt til det tilstødende Koncerthus, studie 2.

Jeg tog min cykel og kæmpede mig i modvind ud til åbningen af festivalen. Efter en noget famlende reception hvor jeg fik vist mine evner til at åbne øl med en anden øl i mangel af ølåbner (ikke godt når man er fin anmelder for Seismograf), gik jeg i krig med installationerne.  

Der var lagt stor vægt på forskelligheden i de udvalgte installationer og hver af dem havde sit eget særpræg. Små universer placeret i nogle af hallens kuber, samt mindre mobiler og tv-installationer på gulvet. Installationskunstneren Mattheieu Cherubini havde skabt en installation hvor han blandede Google og Counterstrike med krigen i Afghanistan. En tredelt skærm, som var tre spillere i gang med at spille mod hinanden, blev konstant opdateret med dødstal. Samspillet mellem de forskellige medier brugt på krigen i Afghanistan udtrykkede sandsynligvis den kynisme overfor virkeligheden, som medierne er med til at opbygge. ”Vi er så at sige ikke til stede mere”. Er det mon virkelighed eller bare et spil a la counterstrike? En god ide, men jeg kunne godt have drømt om en form, der understregede denne pointe mere. Måske i samspil med en mere levende lydside? 

I en af de andre kuber kunne man opleve Susanne Wiegners installation Just midnight. Ord tonede op på skærmen og transformeredes, først om til “3D-figurer” og derefter til landskaber og byer, og huse, mennesker og sporvogne. Vi befandt os i en regnfuld grå storby, hvor alt var bygget på ord, men hvor vi ikke kunne se ordene mere, fordi de bare var struktur og form. Lydsiden til denne installation var med til at forstærke stemningen og bandt det visuelle sammen med følelsen af trøstesløshed på en autentisk måde. Wiegner kunne dog godt have udviklet sin fortælling lidt, der egentlig virkede meget sympatisk og ligetil. Det forblev en kort konstatering, men lagde i den grad op til en spændende historie. Lidt af et antiklimaks.

En af mine favoritter blandt de udstillede var den østrigske kunstner og programmør Peter Tilgs mobile Succubus. Den var placeret på gulvplanet for enden af hallen ved trappen. En række tynde metalstykker var fastgjort på en plade med magneter. Ved første øjekast så den meget abstrakt ud, men viste sig at rumme et ”liv” eller forløb, der ændrede på det indtryk. Langsomt begyndte metallet at bevæge sig og metalstykkerne ændrede rytme i forhold til hinanden. Det blev næsten som et dyr, der vågner, ryster og rejser sig fra sin søvn. Jeg kunne kigge på det i timevis. Metallets bevægelser blev styret ved hjælp af elektromagnetiske impulser fra en chip under installationen. Et ganske simpelt koncept, men meget fysisk og med en klar retning. En retning, som desværre var en generel mangelvare i de opsatte installationer. Han viste, at man med enkle midler kan skabe et kunstværk, der er originalt og samtidig appellerer til publikums fantasi og indlevelse. Lyden af metalpladerne, som raslede og dannede tonehøjder, var også et meget charmerende og gennemtænkt træk ved værket. 

Koncert 17/5-2011 i Studie 2. 
Festivalens koncerter var arrangeret i flotte lokaler i Radiohusets studie 2 i kælderetagen under Koncerthuset. Det virkede som om det skulle være mere afslappet med bar og kun få siddepladser som frit kunne arrangeres. Sikkert ment som et velfortjent afslapnings-arrangement for festivaldeltagerne efter en hel dag med konferencer og præsentationer. Jeg fik en øl og satte mig til rette på en af skamlerne uden at vide, hvad der ventede mig (det fandt jeg ud af bagefter).

Første stykke var en improvisation med live-elektronik af den svenske performer og saxofonist Henrik Frisk. Frisk har i mange år arbejdet med performance og live-elektronik og det var tydeligt, at han var musisk dedikeret, og at det var et velgennemtænkt stykke, han fik skabt med klare formafsnit og en fin balance – dog lidt til den lange side. Desværre var det for gennemskueligt og forventeligt, hvad der skete. Kompositionen opbyggedes gradvist ud fra det materiale (lyde), der blev genereret af saxofonen. Ikke noget nyskabende i det – man kan næsten kalde det et grundvilkår indenfor genren. Men princippet irriterer mig alligevel grusomt (kom nu igang/videre for s....!) - særligt fordi der ikke var noget overraskende eller fornyende ved det musikalske materiale eller det, der blev gjort ved det. Spændingen var, for mig at se, slet ikke til stede.

Efter Henrik Frisk kom amerikaneren Sean O' Neil med stykket Lustogovi. Et anderledes setup med små skramlende genstande som lydkilder til improvisationen. Et ikke ukendt univers, som jeg selv rigtig godt kan lide. Til at begynde med var det ganske charmerende og spændende at følge, men som kompositionen skred frem, fornemmede man, at han ikke kunne opretholde den nødvendige spænding, og dermed få kompositionen til at hænge sammen og blive vedkommende, for andre end den udøvende. 

Tredje stykke var flyttet ned på gulvet foran os og det var en befrielse, for at se på endnu en mand med sin lap-top, kan simpelthen blive for kedeligt. Stykket hed The Condition of Not Being Dead af Charlie Hope, Fernanda Munoz-Newsome og Jamie Hamilton. Det var et dansestykke med en spektakulær lysende dragt. En danser ormede sig langsomt over gulvet i den mørke sal og ned i dragten, der lå som en død krop i den modsatte ende af salen. Dragten var forbundet med en performer, hvis hjerterytme kontrollerede musik og dragtens lys. En smuk samhørighed mellem to forskellige kroppe, der bevægede sig i et legende spil med hinanden. Lydsiden var dybe frekvenser og det understøttede værkets fysiske udtryk og gav samtidig en enkelhed, der ikke frarøvede opmærksomheden fra de to performere. I den grad velproportioneret og godt timet med et forunderligt, magisk og samtidig klart udtryk. Absolut aftenens højdepunkt.

Efter dem kom den i Berlin bosatte danske lydkunstner Karsten Pflum. Hans musik beskrives som favnende en lang række af den elektroniske musiks genrer. Det var et stykke der startede med børnestemmer, som med tiden bearbejdedes, transformeredes og udnyttedes til at linke til mere loop-orienteret musik. Egentlig også et stykke der startede meget godt, men ligesom hos O' Neil var kompositionen ikke stramt nok bygget op. Lige netop det er faren ved improvisationer. Man risikerer at miste følingen med materialet og dermed simpelthen at afspore sine lyttere. Desuden må jeg tilstå, at jeg på det tidspunkt efter mere end to timers musik i et stræk, var ved at være godt mør i ørene. Koncerten kunne sagtens have været halvt så lang og måske dobbelt så interessant.

Sidste stykke var rendyrket electronica af Daniel Kosinko med hans Slew52 projekt. Meget dronepræget musik og for mig at se ikke særlig fornyende eller interessant og også det, var alt for langt og kunne desværre godt have fortsat i længere tid end det endte med at gøre. Generelt set må jeg sige, at der var fine momenter i alle stykkerne, men at den form som mange af dem præsenteredes i var alt for dårlig. Det var derfor dansestykket var så godt. Der var en klar retning og ikke så meget ligegyldig udfyldning af tid. Det er meget muligt, at det er sådan genren præsenterer sig, men så må jeg til gengæld angribe genren som helhed og sige: Gør alle den tjeneste at tænke over, hvad det er I vil formidle, og spar andre for ligegyldig fyld. Jeg savnede i den grad kant og kunstnerisk vilje til at turde gøre noget anderledes og udfordrende. Det mindede mest om det grå landskab i Susanne Wiegners installation eller bare hele ITUs flotte, men mainstream beton univers. Det virkede på mig som om Re-new projektet godt kunne trænge til en opstrammer eller andre mere udadvendte forhold, for festivalen er da ikke nogen dårlig idé. Jeg tog dog den glædelige oplevelse fra dansestykket, Peter Tilgs mobile og til dels også Henrik Frisks musikalske legesyghed med mig hjem og re-loadede batterierne med en velfortjent Cola fra den nærmeste Shell-tank.