Atypisk nærvær på dansk-japansk elektroakustisk album
Annonce
Ekspressiviteten og tilstedeværelsen er i højsædet på det nye album Chordis et Machina af Christian Rønn og Ikue Mori. En improvisationsdrevet elektroakustisk udgivelse, der stikker i så mange retninger, at det umiddelbart kan være svært at opsnappe den røde tråd. Men den er der. Begravet i selve tilgangen til det at arbejde med elektronisk lyd.
I Rønn har Mori fundet et forfriskende modspil i en legekammerat, der kan tale hendes eget sprog
De kommer med forskellige ting i bagagen. Japanske Ikue Mori startede som trommeslager i det anarkistiske no wave-band DNA, efter hun flyttede til New York i slutningen af 70’erne, men har siden lagt stikkerne på hylden og i stedet tændt for laptoppen. Christian Rønn, derimod, er uddannet organist, men har også fundet sig til rette i den eksperimenterende elektroniske musik.
Der brænder en ild
Mori, der har indgået i et hav af musikalske samarbejder, er, som hun selv har sagt det, ofte blevet sat i spil som den aparte og mærkværdige i konstellationerne. Men i Rønn har hun fundet et forfriskende modspil i en legekammerat, der kan tale hendes eget sprog.
Udgivelsens bedste eksempel på den fælles forståelse er Beyond the Forest, der tager os til et grynet og klæbrigt elektronisk lydlandskab. Der brænder en ild under musikken, tændt af knitrende støjelementer og forvrængede signaler, som pulserer i hurtigt skiftende fragmenter. Mixet sprudler af nuancer, som gør lytteoplevelsen kærkomment kaotisk. En kaostilstand, der – på godt og ondt – også skyldes, at man ikke rigtig fornemmer en kompositorisk struktur i værkets improvisatoriske opbygning.
Infiltreret af vrangsiden
Det, som generelt udgør den kompositoriske ramme for albummet, er snarere den lydlige stemning, som de forskellige værker tager afsæt i. I Spatium Mutate, hvor rollefordelingen mellem Rønn og Mori er mere tydelig, bliver stemningen sat af friktionen mellem noget ambient og ‘rundt’ på den ene side og noget kantet og spinkelt på den anden.
Rønns kosmiske synthflader er bredt ud i mixet, mens Moris specialdesignede elektroniske sprog – der blandt andet kommer til udtryk i lydlige anslag, der afspilles bagfra, samt små elektriske stød, tynde 808-agtige perkussionlyde og hullede pitchbends – sirligt drysses rundtomkring i højttalerne. Kontrasten mellem det kosmiske og det angribende er ikke sat i verden for at blive opløst eller ændre sig til noget andet, men snarere for at morphe rundt i forskellige fremtrædelsesformer.
Mixet sprudler af nuancer, som gør lytteoplevelsen kærkomment kaotisk
Det samme gør sig gældende i den hektiske og superintense Primordial Chaos, der overraskende er centreret omkring en 13 minutter lang klaverimprovisation. Rundt om improvisationen klæber der sig en elektronisk virus, som klaveret igennem hele værket febrilsk forsøger at ryste af sig. Modvilligt bliver det suget ind og ud af sin egen vrangside, klonet og spejlet og er meget tæt på at mutere til en anden materialitet, men forbliver i sidste ende tro mod den oprindelige lydlige idé.
Modpol til distancering
Størstedelen af de fem værker på Chordis et Machina rummer en hjernevridende kompleksitet, der kan takke en helt sublimt mixning for, at alle detaljer træder soleklart frem for lytteren. Der bliver varmet godt op under sanseapparatet, som balancerer lige på kanten af en overophedning.
Indvarsler en modpol til en ellers fremherskende tendens i den eksperimenterende elektroniske musik
Det ekspressive og meget personlige udtryk, der hovedsageligt skyldes den improviserende tilgang, indvarsler en modpol til en ellers fremherskende tendens i den eksperimenterende elektroniske musik til at distancere sig fra det elektroniske lydmateriale. Hos Mori og Rønn er det tværtimod nærværet, der er det kendetegnende. Man fornemmer hele tiden de to afsenderes interaktion med lydene og hinanden, og det gør musikken sensitiv og nervepirrende.
Christian Rønn & Ikue Mori: ‘Chordis et Machina’, udgivet af Nische/Tonometer/Resipiscent.