Bundsolid båndamatørisme
Annonce
På et nyt album lanceret af Institut for Dansk Lydarkæologi sættes fokus på en dansk lyd- og musikkultur, der er fløjet under radaren og er landet i arkiver og i flyttekasser på støvede loftsrum. En kultur, der udspillede sig i hjemmet, i foreninger og til konkurrencer, og som centrerede sig om en helt specifik teknologi: spolebåndoptageren.
Danske båndamatører 1959-1976 er en samling af sprudlende båndværker fra den del af miljøet, der beskæftigede sig med at eksperimentere med spolebåndoptageren. At klippe, splejse, overspille i forskellige hastigheder eller på anden vis reartikulere apparatets oprindelige brugsfunktion.
Umiddelbart virker pladen som en snæver udgivelse, hvis primære målgruppe er de inkarnerede lydnørder eller historieinteresserede. For de af os, der ikke ved så meget om spolebåndoptageren, er der heldigvis vedlagt et glimrende essay af den elektroniske komponist Jonas Olesen, som introducerer os til båndamatørernes historie og spolebåndoptagerens manipulationsmuligheder.
Forvent det uventede
Med det sagt, så synes jeg sagtens, at man kan høre pladen uden det store begrebsapparat i baghovedet, fordi musikken på mange måder taler sit eget sprog.
Det første værk på pladen, Sindssyg musik (1976) af båndamatør Jesper Hendze, kaster os råt for usødet ud i en lydlig stream of consciousness med ultrakorte, på hinanden følgende lydlige begivenheder. En tour de force i spolebåndsmanipulation med alskens tænkelige forvrængninger, hastighedsændringer, reverse-effekter og meget andet. Indimellem fanges glimtet af forståelige og ubehandlede sætninger som »Min overlæbe lyser« og »Et kuriøst og ganske smukt landskab«. Ord, der giver direkte forbindelse til virkeligheden og gør værket til ikke blot abstrakt musik, men til virkelig sindssyg musik.
Efter Jesper Hendze er ørerne sporet ind på en plade, hvor man ikke kan regne med noget som helst. Det eneste, der konstant er nærværende, er den utrættelige legesyge. I værket Kontraster (1976) har Ole Steen Petersen fundet på at koble udgangen til indgangen af sin optager for at kunne spille på apparatets egen lyd. Et ret simpelt greb, som har affødt et spændingsfyldt og storslået landskab af sinustoner, der sagtens kunne lyde som noget fra et af de store studier i Westdeutscher Rundfunk.
Amatørisme, når den er bedst
I Carsten Elbros Contrapunctus 1 (1972) lyder en meget yndig barokinspireret imitationssats, hvor reverse-effekten på meget lyrisk vis kommer til sin ret. Omvendt er værket Electronic Greensleeves (1971), ligeledes af Elbro i samarbejde med Peter Henriksen, hverken yndigt eller lyrisk. En ustemt skrattende oscillator håner temaet til den berømte engelske folkesang Greensleeves ved siden af loops af trommer, bas og noget, der lyder som hanegal.
Og sådan bliver det ved. Værkerne sprudler i forskellige retninger i kraft af deres eget interne eksperiment, og det er den grundlæggende charme ved denne udgivelse. Institut for Dansk Lydarkæologi har gjort et stort stykke arbejde for at bringe musik frem til overfladen, der ikke bare nuancerer vores lyd- og musikhistorie, men også bringer musikalsk amatørisme i spil, når den er allerbedst: fuld af legesyge, nysgerrighed og intuition.
Hør på Spotify · Hør på Apple Music
