Den gode hipster

Man kender August Rosenbaum i flere forskellige miljøer.

Den 27-årige pianist har ligget øverst på hitlisterne som en del af Quadron og Rhye. Han har været årets nye jazznavn og nomineret til en Steppeulv. Åbnet Strøm-festivalen sammen med Mike Sheridan og udgivet det bemærkelsesværdige album All Romantic (2013) med avantgardisten Sven-Åke Johansson. Mange retninger, mange udvekslinger.

Med Rhizome fortsætter bevægelsen hen mod et eksperimenterende udtryk. Mere frit i sit forhold til materiale, form og produktion end den jazzede tradition, som Rosenbaum ser ud til at have haft det ambivalent med siden begyndelsen. Eller måske frit ikke er ordet. Jazzen har jo eksperimenteret voldsomt.

Men der er en intimitetsforskel.

Man har hørt den hos guitaristen Jakob Bro i nogle år, og Rosenbaums debutalbum Beholder (2010) var i store træk en kærlighedserklæring til Bros rolige, lyttende, aldrig bombastiske stil. Bro spillede selv med på pladen. Det handler om en ømhed i detaljen, en lydhørhed. I virkeligheden meget lig de unge poeter, der for tiden helt forfejlet bliver anklaget for at være navlepillende og uvedkommende.

Rosenbaums projekt er et på alle måder konstruktivt navlepilleri. Om noget, så måtte han gerne pille endnu mere.

Hen mod motiver, og væk igen
Rhizome består af tre numre. Først appetizeren »Celeste«, der varer fire minutter. Her er det Rosenbaum solo. Derefter titelnummeret, lidt over 11 minutter, og til sidst »Weave« på godt 22 minutter.

Ud over Rosenbaum medvirker saxofonisten Lars Greve, trommeslageren Mads Forsby og Mike Sheridan på elektronisk udstyr. Tilsammen en kvartet af meget produktive mennesker, som bevæger sig legende mellem stilistiske udtryk i forskellige sammenhænge, med mange forskellige musikere. Til gengæld for deres produktivitet har de opdyrket et stort publikum, der bevæger sig på tværs af musikalske miljøer.

Rosenbaums projekt er et på alle måder konstruktivt navlepilleri. Om noget, så måtte han gerne pille endnu mere

»Celeste« er, som titlen indikerer, en improvisation for celeste, dette mere end hundrede år gamle ‘klaver’, der i stedet for strenge har stemte metalstykker og lyder som et klokkespil. Det instrument, der her er indspillet på, er lettere smadret, og der er meget rum på optagelsen, masser af lyd af selve anslagene.

I venstrehånden høres en penduleren over en ødelagt terts, der klinger ustabilt i området mellem mol og dur. En puls. I højrehånden en uskyldig retningsløshed, som flyder over mod kromatisk atonalitet, inden et simpelt motiv former sig, en nedadgående septimakkord. Rosenbaum gentager motivet nogle gange, bemærker sig dets tilsynekomst, går lidt videre, prøver at vriste det af sig igen, ødelægger det en smule, og så er introduktionen ovre. Mønstret for de næste optagelser er illustreret: bevægelser hen mod og væk fra et motiv. Så simpelt er det.

Coolness og sprækker
I »Rhizome« er det først en række forsøg på at sætte noget i gang, som hurtigt aflives. Oftest i selve lyden, der skæres af. Piven, dryp, knækken, ikke fjernt fra junglens verden, alt imens klangflader født af bækkener folder sig ud som baggrund. Elektronikken rasler på overfladen, Sheridan leger. Rosenbaum på orglet, kredser sig ind mod centrum og slår omtrent halvvejs sit minimalistisk inspirerede motiv an.

Greve er med, yder sit venlige modspil på halvkvalt messing, afmålt. Forsby lægger sig til gengæld konstant efterslæbende på beatet, demonstrativt, og får langsomt sin vilje: Rosenbaum sænker efterhånden tempoet, Greve trækker sig, og trommeslageren har til slut scenen for sig selv. Kuppet lykkes. Det var dog mere omstyrtelsen, han søgte, end egentlig plads til at udtrykke sig. Forsby har ingen plan for sin nyvundne magt, og »Rhizome« imploderer på fornem vis.

»Weave« er Greves nummer, han lægger sig på det fra start. Man hører åndedrættet lige så tydeligt som det afsindige spil på og med saxofonen. Selvfølgelig aldrig for fuld kraft, det ville lyde for meget som en saxofon, det er vi med på. Det er cool, nonchalant. Rytmen og klangen er konge, og det er noget, Sheridan bifalder. Han smider igen sine orgelpunkter ind i mikset, sørger for dynamisk fremdrift og giver Greve chancen for at standse op, dyrke fragmentet i stedet for galoppen.

Det er Rosenbaums cue. Pianisten tager over, lægger fransk-impressionistiske akkorder i et roligt tempo og skaber en stemningsfuld kontrast til de to andre. Rosenbaum er ingen virtuos, men han er cool, han stoler på sit instinkt.

Forsby bliver lukket ind, rumsterende. Sheridan opfanger hans skrabede spil og skaber massive bølger, som tager til i tempo mellem højre og venstre kanal. Og netop som »Weave« ser ud til at ramle i et overudbud af retninger, viser Rosenbaum vejen ud med sin fastholdelse af én og samme akkord. Det bliver indgangen til motivet, en pentaton, meditativ opvisning i enkelhed.

Greve imiterer med dyb klang, varierer, han er her stadig, men Rosenbaum trumfer med et nyt tema i venstrehånd, en vekslen mellem brudt grundakkord med tilføjet sekst og så den umiskendelige altererede molsubdominant, en af de mest skamredne akkorder i følsomme ballader – fra Rachmaninovs anden klaverkoncert til R. Kellys »I Believe I Can Fly«. Det er ikke uden vovemod.

Her er det, som om Rosenbaum åbner for en mindre cool tilgang, for snart kaster han sig ud i en ikke videre sammenhængende solo, egentlig udgivelsens mest genrejazzede øjeblik. Det er for så vidt ved at gå helt galt, men Forsby kommer til undsætning bag stikkerne, signalerer opbrud og overtager styringen, mens Rosenbaum lader sig demaskere i et faktisk meget ærligt moment, før bevægelsen væk fra motivet igen ender i en kaotisk udtoning. Interessant; der er stadig usikre åbninger. Godt.

Til forsvar for hipsteren
Rhizome placerer sig et sted mellem miljøer. Var det ikke for internetradioen The Lake og gentænkningen af Jazzhouse, kunne man nok kalde udgivelsen hjemløs. Den hører ikke rigtig hjemme i Jazz Special, heller ikke rigtig hjemme i Seismograf. Ikke rigtig hos P8 Jazz, ikke rigtig hos P2 Klassisk. Det ene publikum vil finde den for eksperimenterende, det andet vil måske savne lidt mere modstand og retning.

Sagen er imidlertid, at udtrykket på Rhizome rammer et aktuelt publikum meget rent. Et publikum, man lidt affejende kalder hipstere. Og jo, de vil såmænd nok være irriterende begejstrede for titlens Deleuze-reference, men der er også en anden side af hipsteren som type. Den side står Rosenbaum med hele sit projekt på, arm i arm med de udskældte, selvsansende poeter; et sted, hvor man søger hen mod et nyt, følsomt, mere absorberende sprog (hvilket nogle nok vil sige er en meget hipsteragtig ting at sætte pris på).

Var det ikke for internetradioen The Lake og gentænkningen af Jazzhouse, kunne man nok kalde udgivelsen hjemløs

Han skal selvfølgelig ikke knytte sin musik an til Deleuze, det er en unødig plathed, der peger mod hipsterens skyggeside som pseudointellektuel. Og han skal holde sig selv stramt tøjlet, det hører man på den usikre solo i »Weave«. Vildskaben skal komme fra medspillerne, Rosenbaum skal styre den.

Men Rhizome viser, at når han giver sit instinkt en fast ramme at udfolde sig inden for, får musikken en stemme, der lytter, taler og reagerer uden for mange manerer. En ny lydhørhed. Og så bliver der plads til poesien.

Det er denne bevægelse, vi hører for tiden i krydsfeltet mellem jazz og kunstmusik.

»Rhizome« er udgivet digitalt på Hiatus Label eksklusivt via Tidal. Udkommer på vinyl på Hiatus Label i oktober 2015.