Elektroniske nocturner i skovens dybe ro

Syv piger i gule regnfrakker vandrer rundt i en skov. De møder Olga Szymula, komponisten, og spørger hende – med Ramasjang-frisk attitude – om værket. »Jeg drømte det«, svarer Szymula. Sådan starter electro-operaen Lapses af polskfødte Szymula, som studerer elektronisk komposition ved DIEM i Aarhus. Hun er oftest selv på scenen i sine performance-orienterede værker, men med Lapses har sammensat en 50-minutter lang forestilling, som inkluderer elektronisk musik, operasang, video og performance.

Krag er hverken hyggen selv eller nogen hjertelig trubadur. Han ligner én, der lige er vågnet fra en lang dvale

Lapses foregår på tre sprog – polsk, engelsk og dansk. Librettoen bygger på fragmenter af nogle politiske skrifter, som Szymulas far skrev i Polen i perioden 1994–1997. Teksterne har en central rolle og er skrevet i versaler, som kører dels på tre fjernsynsskærme forrest på scenen – et bogstav på hver – og dels på en storskærm bagerst på scenen. På skærmen vises også pixelerede, hakkende filmoptagelser, som var forbindelsen ude fra skoven dårlig. 

Udover de syv piger i gule regnjakker, som udgør et kor, møder vi i stykket også Lena (Lina Ratkeviciute), en Skygge (Josef Gottlander), en Kejser og en Mand (begge spillet af Søren Krag).

Først ser vi Krag på skærmen; iført rød soldateruniform og hvide jeans går han rundt i skoven med en ranglet sortklædt mand, Skyggen, efter sig. Det vue virker bekendt. Romantikkens naturdyrkende malerier møder Nordic Noir. Senere træder de begge ind på scenen i Rytmisk Sal. Krag, som ikke er sanger men uddannet billedkunstner, gestikulerer dramatisk. Stemmen er Josef Gottlanders; operasangeren står ude i siden af scenen og synger staccato-korte fraser – på polsk. Krag er hverken hyggen selv eller nogen hjertelig trubadur. Han ligner én, der lige er vågnet fra en lang dvale og bevæger sig i kantede ryk, som var hans krop ladet op med batterier. 

På skærmen vises også pixelerede, hakkende filmoptagelser.

Det er uhyggeligt
Det er nogle mærkelige indbyggere, som befolker Szymulas electro-opera-land. Vi fornemmer, at det altsammen er noget hovedkarakteren – den mystiske Lena – drømmer eller erindrer. De frakkeklædte børn går ud af lærredet og marcherer pludselig rundt i salen i lilla gummistøvler og lyser med lommelygter; de står rundt om publikum og slår på hver deres “instrument” – jernplader, hestesko og andre fundne genstande. Regnfrakkerne er spooky effekt, og de står og stirrer på os. Som små munke i plast-kutter. Det regner ikke, men vi fornemmer, at noget er på vej.

Really weird stuff, for at bruge et agent Cooper-udtryk, og som vi ved fra dén (parapsykologiske) skovkant er det muligt – på én og samme tid – at gennemleve den mest fantastiske drøm og de mest skrækslagne mareridt. David Lynch har ofte fundet inspiration til sine filmiske drømme/mareridt i Polen – blandt flere projekter er albummet Polish Night Music (med Marek Żebrowski). Szymulas skummelt ambiente og kryptiske soniske trip foregår også dér, hvor dagens logiske rytmer glider over i nattens abstrakte rumlen; i mellem- eller drømmerummet, hvor vi ofte føler, vi har misset noget, eller når vi prøver at huske detaljer – eller bare noget overhovedet – fra nattens rejser.

Det er familiært og gådefuldt på én gang. Ofte er vi lost

Don’t Look Now er vi nok mange, der tænker, og var det en skolerevy på en gennemsnitlig kommuneskole, ville eleverne få ros for deres “livagtige performance”. I salen sidder over 200 fremmødte – mange er familie til de unge performere – men alligevel godt gået til en eftermiddag med moderne opera, som udspiller sig på tre sprog.

Tungen snubler
Det er familiært og gådefuldt på én gang. Ofte er vi lost. Titlen – Lapses – betyder “sliding”, “slipping” eller på dansk (bort)fald, forsømmelse, at miste fodfæstet. Det latinske/engelske “lapsus linguae” eller “slip of the tongue” kan oversættes som “tungens snublen”. Vi forstår ikke noget, når der mimes til polsk sang – sunget af én, som ikke kender sproget. En lapse eller forstyrrelse i hukommelsen mærker vi også i relationerne mellem personerne i stykket. Hvem ER de? Kender de hinanden? Szymula skriver i programhæftet om sin fascination af drømmestrukturer og af hukommelse som fænomen.  Stykket er konstrueret ud fra hendes personlige både virkelige og uvirkelige minder og drømme. Dette spiller op imod Faderens ord, som er reduceret til en “associationsleg” bestående af korte ord, ofte på tre bogstaver: 

HEJ
LYT
KIG
(…)
ONDSKAB
INTET
JA
TRIST
ALENE

Rykvis kører Szymulas elektroniske opera: billederne flimrer, der er noget galt med netforbindelsen, RAM-hukommelsen er udfordret og historien spoles nervøst frem – bogstav for bogstav. De fuldstændig almindelige polske bogstavsammenstillinger “RZ” på skærmene virker kryptiske. Melankolske elektroniske lydflader veksler med lys – alt for lys – korsang i salen. 

Ansigter på skærmen i den medierede forestilling.

Elektroniske nattevandringer
Iscenesættelsen er ofte alt for stiliseret – Szymula taler selv om, at karaktererne har en “ultradramatisk gestik” – og en dramaturg kunne nok have tegnet karaktererne bedre op og gjort overgangene mellem de enkelte scener mere smidige. Men Lapses er et fint bud på en forestilling skabt af en elektronisk komponist og med brug af opera-elementer. Forestillingen er co-produceret af DIEM og Aarhus Unge Tonekunstnere og kan også ses i tråd med AUT’s operalaboratorier coOPERAtion (2013–2017), hvor komponister, sangere, performere og musikere har udforsket operaformatets muligheder.

Med sin vildnisagtige natteberetning vil Szymula have os ud af tryghedszonen; vi snubler baglæns og ind i en historie, vi ikke helt kan orientere os

Lapses er mere electro, end den er opera. For at mime den menneskelige hukommelses snoede og hoppende natur følger forestillingens struktur mere asynkrone dataoverførslers bevægelser og er mere fyldt med bits og skrattende computerlyde end beautiful belcanto-sang og traditionelle opera-attituder. Samlingen af de løst sammenhængende dele giver værket karakter af en slags elektroniske nocturner. Med sin vildnisagtige natteberetning vil Szymula have os ud af tryghedszonen; vi snubler baglæns og ind i en historie, vi ikke helt kan orientere os i. Fordi den er blevet væk i erindringen. Regnfrakkebørnene viser sig at være uskyldige. Og vi kommer back to reality. Det sørger karakteren Lena for. Undervejs er hun dukket op i glimt, og vi har kunnet høre hende synge én sær vibrerende lyd. Den lyd munder til sidst ud i et skrig.

Olga Szymula
Electro-opera »Lapses«

Medvirkende:
Lena: Lina Ratkeviciute
Kejser/Mand: Søren Krag
Skygge: Josef Gottlander
Børnekor:
Sonja Dam, Lea Lund Clemens, Anine Aavik Brinch, Vera Guldager, Kathrine Bech, Karoline Krogh, Signe Qvist Villumsen
Koncept, musik, film, stage: Olga Szymula
Film: Kaspar Peters
Ekstra kamera: Søren Krag, Mathias Tornvig Christensen
Video processing, grafisk design, lyd på set: E. Gudnason
Kunstpædagog: Anna Thordal Pedersen
Produktion: Nomadic island i samarbejde med AUT og DIEM ​​​​​​​