Astrid Sonne er en af kunstnerne på det nye album. © Daniel Hjort

Fornem isolation i en krøllet tid

Få uger inden afskeden med 2020 udsendte det nærmest profetiske pladeselskab Posh Isolation et langt kompilationsalbum, der føles som et monument over en eksperimenterende og nedtonet tid.
Af
21. Januar 2021
  • Annonce

    Ung Nordisk Musik 2021
  • Annonce

    Ung Nordisk Musik 2021
  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Posh Isolation, det efterhånden mere end ti år gamle danske pladeselskab for eksperimenterende musik, udgav kort før jul kompilationsalbummet Under Stars / Shells in Colour. En markering af slutningen på det måske mærkeligste år i nyere tider. Og hvilken afskedssalut: Med en spilletid på knap to timer og et kvarter er Under Stars / Shells in Colour i den grad et mammutværk, der afkræver lytteren et vist gåpåmod.

Faktisk har jeg ikke noget synderligt indgående kendskab til Posh Isolations mange kunstnere og de over 200 udgivelser, selskabet har præsteret siden begyndelsen i 2009. Trods stor nysgerrighed fra min side kan den mængde af deres musik, jeg har lyttet til, stadig kun tælles på én hånd plus et par fingre. Nogle af navnene på den 26 numre lange trackliste var jeg inden dette albums lynkursus udelukkende bekendt med via kulturel osmose. Flere af dem var mig fuldstændig ukendte. Selvom Posh Isolations genreprofil svarer umanerligt godt til mine egne interesser som musiklytter, så har jeg aldrig fået gjort noget nævneværdigt forsøg på at opnå en større fortrolighed med deres bagkatalog. Indtil nu.

Det er lydsporet til den stille isolation, de ensomme nætter, den smukke melankoli

Under Stars / Shells in Colour er et album bestående af et væld af små historier. I sin egenskab af at være et opsamlingsværk, så har de mange forskelligartede numre ikke nogen sammenhængende narrativ. Derimod præsenteres en masse mindre fortællinger, som, trods variation i genre, stil, intensitet og virkemidler, synes at kredse om visse tematiske røde tråde. Dette er ikke de store armbevægelsers album. Det er lydsporet til den stille isolation, de ensomme nætter, den smukke melankoli. Musikken udspiller sig et sted mellem længslen efter fortiden, den lille levede nutid og drømmen om fremtiden.

Revner fyldt med guld

Som for eksempel kompilationens indledende nummer, Lyra Valenzas »Enfant Terrible«. Det åbner ballet med rolige, svævende synthmotiver, der driver frem og tilbage i mikset som ubeslutsomme tågebanker, indtil en langt mere håndgribelig synth skærer igennem disen med sin melankolske melodi.

Eller Varg2™, der med udstrakte, mørke og mudrede samples i »Kintsugi« lyder som musik spillet af triste spøgelser i hjørnerne. Insisterende vokalsamples stiller spørgsmålene »can I be fixed?«, »can this be fixed?«, »can we be fixed?« og konstaterer dernæst: »I miss you and I miss myself.« Egodød og usikkerhed i musikform, dog med en i sidste ende halvt skjult fortrøstningsfuld tone – det japanske ord kintsugi refererer til en praksis, hvor man reparerer og endda forbedrer en ituslået genstand ved at fylde revnerne ud med guld.

Violence of the Fauve og Claire Courchenes »Chero« indledes med omtrent to minutters stemningsskabende ambience. Herefter skifter det overraskende gear og begynder at lyde som, hvad der kunne være blevet til et af kompilationens få numre med en mere konventionel sangstruktur. En lav, langsomt pulserende bas samt håbefulde strygere, majestætiske horn og pitch-shiftede vokalsamples peger i retning af en forløsning, der dog aldrig kommer. Momentummet og musikken falder bort – som en tyvstart eller et første, usikkert skridt fremad.

Violence of the Fauve (Mads Bergland) og Claire Courchene står bag »Chero«. © Posh Isolation

Mere selvsikker virker Mini Escos »Ingredients«, der er anderledes lys og livlig i forhold til størstedelen af de andre skæringer. Mini Esco leverer vaporwave- og progressive electronic-inspireret æstetik med et nummer, der næsten lyder som en nostalgisk sammenblanding af ti forskellige soundtracks fra alle de obskure japanske Playstation 1-rollespil, jeg aldrig fik spillet. En snert af længsel sætter mig i en let bittersød sindstilstand, og jeg mindes barndommen og dens fortabte uskyld.

Strategisk placeret midt i albummet finder man CTM’s »Quartet OST«, så vidt vides det eneste 100 procent akustiske indslag. Kompositionen virker umiddelbart forholdsvist simpel – en repetitiv melodi over en strøget, dyb rungen – men netop denne simplicitet er stykkets styrke. Strygerne synger med hinanden, de messer, som man hører det i ortodokse kirker. Og netop som kirker i bedste fald kan det, så kan »Quartet OST« føles som et tiltrængt pusterum i den synthesizer- og samplebaserede lyd, som albummet ellers indhyller sin lytter i.

En drøm set på afstand

Tilbage i de elektroniske instrumenters rige skaber de æteriske synths i Astrid Sonnes »Sculpture Garden« en verden, der i den grad lever op til nummerets titel – i denne lydmæssige skulpturhave virker det, som om alt står stille. Synthfladerne bevæger sig langsommeligt over og under hinanden, ind og ud af lytterens opfattelsesevne, og det er, som om jeg som tilhører er vidne til en kort optagelse af evighedens ubønhørlige drone.

I skarp kontrast til Sonnes meditative stilhed står Oqbqbos »Utsuwa«, hvor et væld af svært dechifrerbare samples forvirrer og forundrer. Sammen med den synthbårne melodi, der ofte stopper, gør holdt og starter op igen, skaber disse elementer indtrykket af en lille, men ikke desto mindre bizart indbydende verden. Som et mørkt, glemt hjørne i baghaven, der på én og samme tid virker tryghedsskabende kendt og lokkende ukendt.

Når man lytter til denne udgivelse, kan det nærmest føles, som om Posh Isolation gør status over selve året, der er gået

I et af kompilationens mere rolige øjeblikke har Assembler med »Moss-Covered Rock Garden« ørensynligt ladet sig inspirere af den japanske ambientmusik, som jeg selv har så kær. En simpel og kontinuerlig synthmelodi danner baggrund for, hvad der lyder som harpespil og en taikotrommes klik-klik-bom, indtil det hele falder bort og nummeret ebber ud i bølgende synthflader. Det føles alt sammen så uendeligt langt væk og samtidig så endeligt tæt på, som en drøm set på afstand.

Tæt på målstregen rusker Vanity Productions godt op i lytteren med »Valiakhmetova«, der mest af alt lyder som field recordings fra Alien-heltinden Ellen Ripleys xenomorph-plagede rumfragtskib USCSS Nostromo. Retrofuturistisk rumindustriel ambient med gammeldags blip-blop-computere og tunge maskiner, der i mørket kappes om lytterens opmærksomhed. »Valiakhmetova« er den langsommeligt krybende angst inden chokket, når monstret endelig, næsten forløsende, viser sig og spillet er ude for en eller flere hovedpersoner.

Og til allersidst, som track 26, lukker Schacke ballet ned med »Lowest of the Low Part 2«. En støvet, melankolsk melodi fader ind og tager til i volumen, mens samples af ukendt ophav træder frem, knitrer og smyger sig og derefter forsvinder i baggrunden. Det virker næsten, som om dette afsluttende nummer klapper mig på ryggen og lykønsker mig for at have klaret mig igennem ikke bare albummet, men de mange følelser og minder, som musikken har vækket. Således slutter Under Stars / Shells in Colour med oprejst pande og blikket rettet mod fremtiden, der glimter som forskelligartede stjerner på samme mørke himmel.

Til og af en nedtonet tid

Med et album på 26 numre og en spilletid på over to timer ville det være svært at forsvare en detaljeret gennemgang af hvert enkelt nummer. Jeg har udvalgt de ti ovenstående, ikke fordi de nødvendigvis er personlige favoritter, men fordi de repræsenterer den store spændvidde, som albummet besidder. Kvalitetsniveauet er overordnet set imponerende højt, og selv samlingens svageste numre har stadig noget interessant at byde ind med.

Under Stars / Shells in Colour veksler konstant mellem det beroligende, det smukke, det fortrøstningsfulde, det mystiske, det foruroligende og det skræmmende. På samme måde som albummet som helhed er et kollageværk bestående af mange forskellige kunstnere og deres mangeartede musik, så er hvert enkelt nummer i hovedreglen et kludetæppe af synths, samples, field recordings, stemninger og følelser. Nedtonede stemninger og krøllede følelser til en nedtonet og krøllet tid.

Astrid Sonnes »Sculpture Garden«. © Posh Isolation

Pladeselskabet bag denne udgivelse valgte for mere end ti år siden et navn, Posh Isolation, der i bagklogskabens lys virker næsten profetisk. For er det ikke netop det – en fornem isolation – mange af os har fået tiden til at gå med det seneste år? Under Stars / Shells in Colour føles på denne måde som mere end bare en fremvisning af ældre og yngre talenter inden for genrerne elektronisk, field recording og ambient plus det løse. Når man lytter til denne udgivelse, kan det nærmest føles, som om Posh Isolation gør status over selve året, der er gået. Et år præget af isolation, ensomhed og utryghed. Men måske også en større påskønnelse af de mindre ting i livet, introspektion og håb.

Under Stars / Shells in Colour er musik til det danske vinterhalvår, til 2020’s, og nu 2021’s, helårlige dvaletilstand, til at gå i hi, forpuppe sig og måske en dag åbne døren til en bedre indre og/eller ydre verden. Måske er det bare min coronahjerne, der prøver at tillægge alskens musik en betydning, den aldrig har været tiltænkt. Men selv i en, forhåbentlig, mindre virusplaget fremtid vil denne kompilation fortjene al den opmærksomhed, den kan få. Under Stars / Shells in Colour kræver tålmodighed og udholdenhed af sin lytter, men accepterer man disse betingelser, vil man til gengæld blive belønnet med et væld af berigende bekendtskaber. Jeg har i hvert fald et bagkatalog, jeg skal udforske.