Ved gentagne lyt begynder det hele alligevel at give mening. Sonnes køligt underspillede stemme er den lim, der binder hele lydbilledet sammen.

Roskilde Festival insisterer på ekstase og fællesskab, men de smukkeste stunder opstår i mørket, hvor de nysgerrige stadig tør lytte.

»Et gensyn med Ito Takashis film uden Astrid Sonnes underliggende musik vil uden tvivl føles som en klar nedgradering.«

»Mens jeg finder alle de individuelle dele interessante og endda smukke, så frustreres jeg over manglen på en stærkere rød tråd«.

Posh Isolation har udsendt et langt kompilationsalbum, der føles som et monument over en eksperimenterende og nedtonet tid.

»Fest er denne samling ikke – nærmest sadcore. Men mindst lige så oplysende public service som fællessang hver for sig på DR1.«