© Folmer Iversen

Guldfugle og sanselige snegle i Ribe

I fire dage var Ribe en forunderlig jungle af sprød lyd fra nær og fjern. Og selvfølgelig var det på Rued Langgaard-festivalen, man kunne høre en himmeltyr spille basun. 
Af
26. november 2022
  • Annonce

    What sounds do – call
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Det kan godt være, Rued Langgaard var en underlig snegl. Men han var også en sanselig snegl. Og sådanne dyr ender altid med at finde deres rette hylde til sidst. At dømme efter de mange publikummer, som i fire dage var til Langgaard-festival i Ribe, skulle man tro, Rued Langgaard – der længe har været komplet glemt – nu er genopstået som mainstream-komponist. Kan det virkelig være sandt?

Rued Langgaard (1893-1952) fylder meget i Ribe. Det var her, han tilbragte sine sidste år som organist i byens domkirke. Langgaard har sin egen festival, som kører på 14. år, og alle i Ribe har en mening om ham. Sådan føles det ihvertfald. Nogle husker komponisten fra gadebilledet, som kvinden ved siden af mig på bænken i Ribe Domkirke til en af festivalens koncerter, der kunne fortælle, at Langgaard med det cool og lidt mærkelige hår ikke havde nogen venner, altså udover pølsemanden. Pølsemanden havde heller ingen venner, men sparede op til at købe et flygel. To aparte mennesker fandt hinanden. 

I år havde Rued Langgaard-festivalen sat Langgaard sammen med Per Nørgård og Else Marie Pade under temaet »Uendelighed«. Det skulle være stort.

Man hørte sanselige, pianistiske forsøg på at beskrive det skiftende vejr en helt almindelig sommerdag

Men altså, Langgaards både sanselige og aparte musik kunne man opleve under en serie såkaldte sit-down-koncerter i Ribes gamle rådhus, hvor den svenske pianist Oscar Micaelsson sad ved Langgaards Bechstein-klaver og spillede uddrag fra Sommerferie i Blekinge. Og netop her, i Langgaards vildt brusende klaverstykker og valsede drømmerier, kunne man høre, hvordan Langgaard parrede alt, hvad der parres kan, og man kunne være sikker på, at det næste klaverstykke, Michaelson ville spille, ville være i en helt anden stil end det foregående. Man hørte, hvordan Langgaard søgte at lave musikalske indramninger af følelseslivets veje og vildveje med små ekstatiske udbrud, ikke fyrigt som Chopin, mere køligt observerende og impressionistisk. Man hørte sanselige, pianistiske forsøg på at beskrive det skiftende vejr en helt almindelig sommerdag.  

© Folmer Iversen
Den svenske pianist Oscar Micaelsson ved Langgaards Bechstein-klaver, som for nylig er blevet placeret i Ribes gamle rådhus. © Folmer Iversen

Sikke en god ide det var, at publikum bare kunne dumpe ind til noget Langgaard. Klaverstykkerne havde titler som »Afgrundsmusik«, og højtragende kan man godt kalde Langgaards musik. Men ikke højtidelig. Og når Oscar Micaelsson ikke spillede på klaveret med den meget sprøde lyd, fortalte han om Langgaard og hans toneunivers.

Et tæmmet kaos

Men også i det større format tog Langgaard legende for sig på alle musikalske hylder. I samme sekund, som de spæde toner i Sfærernes musik, hans grand oeuvre, fyldte Ribe Domkirke, begyndte en rejse ud i kosmos. Et tæmmet kaos foldede sig ud med toner, der sprang stilmæssigt i øst og vest, senromantik og modernisme. Værket blev opført i en bearbejdet version af Ribe-komponisten Bo Gunge, så musikkens gådefuldhed strømmede fra forskellige dele af katedralen, mens lilla lysstråler gjorde rummet endnu større.

Musikken åndede som et ekstatisk digt med fuldfede, strømførende strygerklange

Inden da fik Hans Abrahamsen uropført sin transskription for orkester af tre af Rued Langgaards Gitanjali-Hymner fra 1918, sfærisk og samtidig meget fysisk gav han nye fantastiske rammer til Langgaards sanselighed. Musikken åndede som et ekstatisk digt med fuldfede, strømførende strygerklange. Under koncerten var vi også på rundtur i Per Nørgårds store univers i Voyage into the Golden Screen (1968) og Voyage into the Broken Screen – Hommage a Sibelius (1965). Begge værker er pragteksempler på Nørgårds årelange interesse: Hvordan måler man det kosmiske rum? 

Ribe Domkirke. © Folmer Iversen
Ribe Domkirke. © Folmer Iversen

I det meste af sit liv har Nørgård været optaget af at give uendeligheden form og arbejdede med sin »uendelighedsrække«. Netop denne udfoldede sig flot i de to Voyage-værker. I sådanne værker puttede Nørgård uendeligheden ind i sin musik. Men måske også omvendt: Nørgård var optaget af at skabe en musik, han kunne slippe ud i det kosmiske rum. Som operaen Gilgamesh fra 1971-72, som klart var Langgaard-festivalens største udstyrsstykke. 

En jungle af lyd 

Var man lige steget ud af fire-toget i Ribe, kunne man godt have tænkt, at det var Odin Teatret og deres mange internationale venner, som var i gang med en generalprøve i en firkantet gymnastiksal på handikapinstitutionen Ribelunds Festsal. Nørgårds Gilgamesh med undertitlen »En opera i seks dage og syv nætter« lignede et ritual i en tung 70’er-æstetik. 

Skovvæsener, en basunspillende himmeltyr, strygere og et harpeensemble piblede frem mellem publikum

Selve historien i Gilgamesh er faktisk en evigt relevant historie, selv om denne skabelsesberetning er 4000 år gammel. Gilgamesh handler om en urgammel sagnkonge, der ikke vil gå ned på titler, magt og evigt liv. Foran de mange medvirkende, bl.a. konservatoriestuderende fra Aarhus, Esbjerg, København og Odense, stod dirigenten Magnus Larsson, som også havde rollen som solguden Shamash. Seks dage og syv nætter gik, og musikerne i farverige kostumer fik sat gang i ritualet. Skovvæsener, en basunspillende himmeltyr, strygere og et harpeensemble piblede frem mellem publikum siddende på rækker overfor hinanden. Librettoen rummer kileskriftfragmenter, og det er et flippet univers, en jungle af lyd, Nørgård har sat sammen i dette værk, der ender ekstatisk på den sjette dags kamp om udødelighed. 

© Folmer Iversen
Opførelsen af Per Nørgårds opera »Gilgamesh« i Ribelunds Festsal. © Folmer Iversen

Gilgamesh er et monstrum at tumle med. Det har ikke været opført siden 1994 i Aarhus. Nørgård-disciple kunne fortælle, at det var vildere i gamle dage. Interessant var det dog. 

Junglede forgreninger kunne man også høre i Sct. Catharinæ Kirke, først med Per Nørgårds suite Fuldmånedrømme (2007) for solocello fra sonaten Rhizom. I botanikken er rhizomet en bestemt rodnetsformation, hvis karakteristika er, at der ikke er noget centrum. Værket er komponeret til Jakob Kullberg, og hans overbevisende måde at tage ejerskab på musikken fik én til at tænke på, hvordan en komponist som Nørgård efter mange års samarbejde formentlig i høj grad tænker musikeren ind i det noterede partitur. Fra hans cello strømmede formationer af lyd, man næsten kan betegne som frisk improvisationsmusik hentet fra naturen.

Derefter fortsatte Jakob Kullberg, violinist Gunver Sihm og pianist Berit Johansen Tange deres afspilning af samtlige Langgaards violinsonater sat i relief af Nørgårds sonater for solo cello. I Langgaards Tredje sonate arbejdede musikerne sig ud i en uendelighed, der aldrig gik i tomgang og glimtede momentvist helt romantisk. En frit flydende energi – fra en anden tid, men fra samme hjørne af kosmos – flød igennem Per Nørgårds korte stykke Akilles og skildpadden spillet af den danske pianist Kristoffer Hyldig. Det var herligt. Stykket endte ved, at Hyldig smækkede låget hårdt i klaveret. 

Langgaard skrev sine værker uden for konventioner – som om han kunne alt

De er uendelige 

Rued Langgaard skabte over 400 værker, og på Ribe-festivalen fik man rig mulighed for at lytte sig ind på, hvordan han kunne skalere sine musikalske ideer i det lille som store format. Langgaard havde udsyn. Han var original og utilregnelig. Jeg nåede ikke opførelsen af Søndagssonate med undertitlen »Lille Storsymfoni« på Langgaard-festivalens sidste dag. Men altså, hvem andre ville kunne finde på at skrive en sonate for violin og klaver, hvor tredje sats er for solo orgel og fjerde sats for symfoniorkester! I denne version var orkestersatsen omkomponeret for solo cello af Jakob Kullberg, en idé lige så aparte som Langgaards oprindelige tanke om at lade et orkester spille én af satserne i en sonate for violin og klaver. 

For Rued Langgaard var der ikke nogen rigtig eller forkert måde at komponere på, men altid nye måder. Langgaard skrev sine værker uden for konventioner – som om han kunne alt. Sådan gør man enten fordi, du ved, din musik ikke vil blive opført, eller også er det fordi, alt, hvad du laver, nok skal blive opført – en dag. I dag lyder Langgaards musik stadig anderledes. Og hey, manden er blevet Ribes guldfugl. 

At bringe ham i samme familie af følsomme og legesyge komponister som Per Nørgård og Else Marie Pade synes oplagt. Alle har de i deres kunst jagtet hemmeligheden bag universets tandhjul. Og efter en tur i Ribe kan man sagtens forestille sig dem alle – hver for sig – sige noget a la »Vi er uendelige«. 

 

Rued Langgaard-festivalen fandt sted i Ribe 1.-4. september.