Gilgamesh i Århus. Per Nørgårds opera opført i Århus den 19. november 1994

Af
| DMT Årgang 69 (1994-1995) nr. 05 - side 211-211

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Selvom Per Nørgårds Gilgamesh bærer betegnelsen 'opera', er den ud fra sin dramaturgiske grundidé, måden hvorpå handlingen udvikler sig henimod det allegoriske, egentlig ikke nogen opera, men et ritual i avanceret greenawaysk forstand. Efter at handlingen i de første to trediedele af værket har fungeret helt igennem operamæssigt tilfredsstillende, udløses spændingsforløbet i den ubevidste verdens abstrakte og ube-gribelige zone. Her i den babyloniske underverden kan ingen afvise analogien til Orfeus - og alligevel holder Nørgård sig fjernt fra alle Orfeus-opera-verdener og fører os ind i det rige, hvor Gilgamesh sover søvnen, han for alt i verden ikke ville sove. Rent musikalsk lurer her faren for en vis monotoni, en vis langtrukkenhed, som lyssætningen nok kunne have gjort sig til herre over. Her burde der ske noget rent visuelt, hvilket ikke var tilfældet i Århus (og så vidt vides end-nu ikke har været det nogen steder).

Gilgamesh er en "opera i seks dage og syv nætter". Den kunstneriske achilleshæl ved urdramaet i Uruk er slutningen. Den er ikke mislykket, men sårbar. Herfra, hvor Gilgamesh må forblive dødelig og glider over i den ydmyge erkendelse heraf, mister han på den sjette dag ansporelsen til tyranni og til at herske over sine undergivne. Heraf kan operaen dø.

Allerede tidligere kan denne sår-barhed gøre sig gældende, da Gilgamesh i dyb smerte over at have forvoldt sin »elskede bror«, Enkidos død anråber Utnapishtim, og denne sluttelig sender ham ud på årvågenhedens rejse som vejen til udødelighed. En rejse, som Gilgamesh ikke står igennem, fordi han endnu intet har forstået og stadig skiller det indre fra det ydre: Denne spøgelsesagtige sjette nat kan også blive til et dramaturgisk sort hul, idet man fængsles for meget af egendynamikken i klangjunglen, som udgår fra mændene i Uruk - som synger om det umulige i at komme over det store bjerg - hvor-ved der lægges for stor vægt på en besættende, men underordnet del af handlingen.

Hvis man ser bort fra disse ind-vendinger, var premieren den 19. november slet og ret storslået. Betingelserne for projektet var så gunstige, at man i Midteuropas store musikalske hovedstæder kun kan drømme om noget lignende. Dette har med skan-dinavernes fredelige og tolerante mentalitet at gøre, med det i bund og grund samarbejdsgunstige klima - her kan et mere aggressivt gemyt næppe finde lejlighed til at bringe ondskabsfuldheder til torvs, og kolle-gialiteten er mere end forbilledlig.

Således blev operaen, som er skrevet i 1971/72 og er det andet af indtil videre fire sceneværker af Danmarks betydeligste komponist, udelukkende opført af studerende fra tre nordiske musikuddannelsesinstitutioner, Det Jyske Musikkonservatorium i Århus, Musikhögskolan i Göteborg og Norges Musikhøgskole i Oslo. De tekniske forudsætninger stod på ingen måde tilbage for erfarne professionelles, men motivationen og villigheden til at prøve til man falder om og den åbenlyse glæde, har en virkning, som binder et publikum sammen for en aften. Efter de tre forestillinger i Århus fulgte to i Volvo-byen Göteborg (24-25/11) og to i Oslo (28-29/11). Fem bærende roller er alternerende besat - hvilken lykkelig overflod!

En mere end heldig hånd har iscenesætteren Troels Kold. Hans lys, scenebillede og kostumer fortjener uforbeholden ros for den magiske ukunstlethed. Scenebillede? Tilskuerne sidder over for hinanden på langs af rummet. På 'nordsiden' befinder orkestret Uruk sig; over for Enkidos natur-hjemegn. På den ene side er ensemblet af ur-erotisk-danse-fødte skovvæsner (med musik, som kun følger sine egne spilleregler og ikke er bundet til noget metrum); på den anden side Utnapishtims stryger- og harpeensemble; og bagved er dødebænken - forbeholdt tyrannens uskyldige ofre, som lønnes med døden for deres tillid: Den gode dæmon Huawawa; himmeltyren (hvis basun Gilgamesh river trækket af, hvorved han får dens stemme til at forstumme); og Enkido, hvis gådefulde ende-ligt forbliver en gåde, som skaber mening. Derimellem udgår fra publikum igen og igen Isharas og Huawawas arkaiske, urskrigslignende klang-gebærder som en samvittighedens stemme; midt blandt publikum flimrer en smuk (højgravid) Aurorus skikkelse og spejlbilledet af hendes væsen troner over for hende.

Alle rolleindehavere er tillige musikere, alle optrædende musikere er i kostumer og har deres sceniske funktion. Men publikum er draget med ind i denne rituelle handling, som ikke kun udspiller sig foran tilhørerne, men også ved siden af og bag dem og ud over hele rummet. Dirigenten (Søren K. Hansen slog suverænt) trækker sin bane som solgud.

Librettoen har Per Nørgård uden videre tilføjelser sammenstillet af kileskriftfragmenter, og man kan kun håbe, at der med hans hjælp snart vil komme en autentisk tysk udgave, så Gilgamesh også kan opleves i Tyskland. Der er planer herom ved et nordtysk operahus.

Christoph Schlüren er tysk musikskribent.

Oversættelse fra tysk:

Thomas Kiørbye.

Medvirkende i Per Nørgårds 'Siddharta': Instruktion, Troels Kold; Lysdesign, Ib Asp; Dirigent, Søren K. Hansen; Musikalsk instruktion, Erik Kaltoft; Gilgamesh, Jens Krogsgaard, Enkido, Jeppe Aastrup/Olav Veierød; Aruru, Winnie Barrett/Liselotte Johansson; Ishtar, Tori Teigen/Catarina Lundgren; Siduri, Hanne Hohwu/Hilde Mehlum; Utnapishtim, Jacob Zethner-Møller/Ketil Hugaas; Utnapishtims mage, Birgitte Götze; Huwawa, Mauritz R. Løvgren; Ishara, Jorun Hermansen; Præsten, Niels Bo Emgren; Slangen, John Kjøller; Himmeltyren, Ulrik Buch.

Desuden sangere og orkestermusikere fra: Norges Musikkhøgskole, Musikhögskolan vid Göteborgs universitet og Det jyske Musikkonservatorium.

Scenografi og kustumer: Koordinator, Else Marie Alvad med hjælp fra elever fra: Kunsthåndværkerskolen i Kolding og Statens Handverks- og Kunstindustriskole i Oslo.

Årgang 69/1994-1995, nr. 05