Den franske komponist Éliane Radigue tager sig god tid. I den første udgivelse, der samler op på den 87-årige Radigues minimalistiske oeuvre, skabt med hendes »livsledsager«, den analoge synthesizer ARP 2500, får vi et indblik i en karriere, som konsekvent har haft langsomheden som ideal.
Seismografs nye hjemmeside gør det lettere at læse vores artikler på alle platforme. Og så er en af de vigtigste kilder til de seneste hundrede års danske musikhistorie, Dansk Musik Tidsskrift, flyttet ind.
For tolv år siden kritiserede komponisten Anders Monrad som ung studerende musikmiljøet for at befinde sig for langt fra virkeligheden. Og selvom han efter eget udsagn var ret hård i sin kritik dengang, mener han stadig, der er et problem.
Der er efterhånden skrevet flere bøger om Else Marie Pade end om nogen anden dansk komponist fra det 20. århundrede. Og Henrik Marstals nye biografi er med længder den mest musikalsk kyndige. Men kvoten er ved at være nået for hyldestskrifter og forsvarstaler.
Den svenske cellist Alexandra Hallén lagde stor vægt på de performative dele af en solokoncert, hvor celloen som det naturligste i verden fik følgeskab af isterninger, video og hakkede løg.
Mauro Patricelli har med sin tredje såkaldte dokumentaropera, »Skattegraveren«, skabt en portal til fortiden – i dette tilfælde den jyske hede i tiden før og efter år 1900. En vellykket blanding af opera og folkemusik.
Som performer har Ragnhild May en kamæleonagtig evne til at skabe figurer, der gør det muligt at tilpasse hendes værker til nye situationer. James Black inviterer hende på yoga i dette sidste af tre interview med unge ‘komponist/performere’.
Foreningen Institut for Dansk Lydarkæologi har i løbet af de seneste to år udgivet eller genudgivet en række værker, som var røget i den kollektive glemmebog. Hvordan balancerer man mellem at sælge plader og at skrive musikhistorie?
Britiskfødte Juliana Hodkinson og irske Jennifer Walshe er to af de mest interessante komponister på den europæiske scene for konceptuelt funderet scenisk musik. Begge mødte de op på den norske Borealis Festival med nye værker, der ikke gjorde noget forsøg på at feje deres illusionsløse budskaber ind under gulvtæppet.
I arkitekturens verden har man været vant til at opfatte lyd som et problem, der skal elimineres. Men der gemmer sig en stor, uudnyttet sanselighed i arkitekturens forhold til lyd, som er meget mere end et spørgsmål om støj og stilhed.
I sit andet interview med unge ‘komponist/performere’ tager James Black ud at bowle med Bára Gísladóttír. Hendes musik og tilstedeværelse på scenen er både fængslende introvert og apokalyptisk på en måde, der ligner mere end en rent kunstnerisk metode. I Gísladóttirs øjne er apokalypsen et faktum.