På det nye album fra Skammens Vogn, Kunst og rock, er drømmen om forening mellem avantgardeånd og folkelighed ikke død endnu. Det er måske ikke helt oplagt at kaste sig ud i en kritik af et band og et album, der egentlig burde tilhøre mainstreamen. Men der er noget ved Skammens Vogn, som gennem årene har vakt min nysgerrighed. Noget ved sensibiliteten i det kunstneriske udtryk, noget, der ligner en æstetisk maskeringsstrategi: Det er, som om de undersøger, hvordan avantgardens selvkritiske potentiale opererer i tidens populærmusik, og samtidig formår at lade uoppustet folkelighed gå hånd i hånd med en undergravende eksistentiel tvivl.