For et par år siden slog den tanke mig, at hovedparten af den mest interessante musik, der var skrevet i Norden i løbet af de sidste ni årtier, til en vis grad var en reaktion på Sibelius’ symfoniske digt Tapiola (1926). Med dette værk var det lykkedes Sibelius at finde frem til noget, der på én og samme tid var udtryk for en afslutning og en ny begyndelse; værkets udgang i et tabula rasa – en altrensende H-dur – ligner ikke blot et halvbevidst forspil til komponistens tre årtier lange tavshed, men lægger også fundamentet for en ny æstetik, som det var op til de kommende generationer at definere nærmere.
essay
Farvel til naturen som beskytter
Engang skrev komponister musik, der hyldede naturens skønhed. Men coronavirussen og klimakrisen er håndfaste beviser på, at naturen har vendt sig imod os, og det afspejler sig i musikken – i stedet for idyl og tryghed er naturen blevet inspirationskilde til klingende forfald, apokalypse og trods.
Læs videre
