kritik

Hvordan vi lærte at elske gentagelsen

Der findes ganske få kræfter, der er så stærke som den insisterende gentagelse. Den tyske mediekritiker Tilman Baumgärtel har skrevet en poetisk, vidende og overraskende bog om loopet.

Af
  • Sune Anderberg
13. Februar 2024

Hvis de sidste hundrede års kulturlandskab skulle udlægges i overskrifter, ville en af dem lyde: »Hvordan vi lærte at elske gentagelsen«. For jo, vi har haft et kompliceret forhold til det, der ellers er så stor en del af menneskets hverdag.

Frankfurterskolen advarede mod repetitiv musik, afskrækkede af maskinagtige folkemasser, der marcherede i takt. Pop, jazz, alt, der ikke var Webern: Yikes. Andre kaldte til kamp mod kunst, der virkede så reproducerbar, at den knap var til at skelne fra overfloden af varer, der strømmede ud af fabrikkerne. Amerikansk minimalisme med uendelige mønstre, der kun akkurat udviklede sig? Tak, men nej tak.

Freud talte om regression og dødsdrift. Soldater, der vendte hjem fra krig og blev ved med at genopleve de samme traumer. Adorno frygtede et samfund, der var så hypnotiseret af teknologiens muligheder, at det blev blindt for de rædsler, maskinerne i praksis førte med sig: holocaust, atombomben, det totale barbari midt i oplysningens triumf.

Men så, ganske langsomt, vandt gentagelsen alligevel sine beundrere i kultureliten. Hippierne elskede Terry Riley, på diskotekerne opdagede man, at maskinelle beats godt kunne lede til personlig frigørelse, og da technoen skyllede ind over ungdommen i 80’erne og 90’erne, stirrede vi maskinen lige ind i ansigtet og så, at den alligevel ikke var så forskellig fra os selv.