Brutalt. Det var det nøgleord, vi skimmede metalmagasinet Metalizeds pladeanmeldelser for: Hvis anmelderen Jakob Schultz skrev, at en plade var brutal, og gav den 9 eller 10/10, bestilte vi den hjem i den lokale pladeforretning. Det var musikkritikkens funktion for os ved indgangen til 90’erne: Fortæl os, hvad der er fedt at høre, så køber vi det. Det var ren forbrugeroplysning, Robert Christgaus klumme i The Village Voice med ultrakorte rockanmeldelser hed endda »Consumer Guide«. Internettet ændrede den præmis: Hvorfor skulle man læse en eller anden gatekeepers dom over en plade, når man selv kunne høre den med det samme og danne sin egen mening om den? Hvem er anmelderen, der tror, at han eller hun ved bedre end andre musikfans?
Enquete
Metalkritik skal åbne døre og brænde byer ned
Alle ved alt, så hvordan kan du påstå at vide mere? Musikkritikken har genopfundet sig selv efter at have mistet sin eksistensberettigelse. Men de krav, det stiller til kritikken, er det langtfra alle, der kan honorere ude i nicherne.
Læs videre
