»Så spurgte du mig, hvordan Gud ser ud?« Guldimund ved ikke rigtig, hvad han skal svare sønnen, så han sender bolden tilbage: »Det er et virkelig godt spørgsmål, hva’ tror du?«. Jeg sidder med pladen Jeg venter i lyset (2023) – Guldimunds skamroste skilsmissealbum – og ser dem, far og søn, i et ubrydeligt, nøgent kram på coveret. På åbneren »Hvordan ser Gud ud?« er spørgsmålet kilet ind som et eftertænksomt refræn i versenes stakåndede ordstrøm, der skildrer et humørsvingende deleforældreliv. Barnets ukuelige umiddelbarhed lyser over det stressramte nummer, der er fyldt med voksne komplikationer. Det umulige spørgsmål kan tilsyneladende besvares så let som ingenting: »Jeg tror, han bor i en landsby i Nordsjælland«.
Vi lever i en tid, hvor Aula-forældre og mom-fluencere er blevet en del af ordforrådet: Forældrene har deres historiske moment lige nu, deres time to shine. Det gælder også musikhistorien.
