Musikjournalistikken hædrer stadig i høj grad frontfigurer, og vi er alle blevet indprentet det kapitalistiske liberale tankegods om, at man er sin egen lykkes smed. For de fleste musikere – uanset hvilken genre de arbejder i – er musikken imidlertid ikke bare et ensomt virke, men en stadig udveksling af idéer, skitser og toner sammen med kolleger på tværs af faglighed, uanset om man udfolder sig i bands, orkestre, udgivelses-kollektiver, arrangørkollektiver, går til jamsessions eller arbejder sammen med co-writere eller producere.

Tre musikere – Qarin Wikström, Mika Persdotter, Sonja LaBianca – født i tre forskellige årtier fortæller om deres fællesskaber, og hvad fællesskaber betyder for dem og deres musik.

»Jeg vil være en del af bandet«

»Det er vigtigt for mig at være i kontakt med både det indadvendte og det udadvendte,« siger Qarin Wikström, komponist, sanger og elektronisk musiker, som har været en del af den københavnske eksperimentelle musikscene i mere end 20 år.