Når jeg dækker en festival, prøver jeg normalt at opretholde en vis grad af professionel kritisk distance. Men i dette tilfælde er det ganske enkelt ikke muligt. Man kan formentlig ikke være tættere knyttet til Pulsar Festival, end jeg er det lige nu, uden at man selv er en del af programmet. Det er ikke længe siden, jeg dimitterede fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor jeg studerede i fire år, og hvor jeg derfor også i fire år fik mine værker opført på Pulsar. Jeg kender alle underviserne og størstedelen af de studerende personligt. Jeg ved, hvordan festivalen bliver til. Jeg er endda en del af festivalens undervisningstilbud – hvor jeg tager med nuværende studerende ud på gymnasier og er med til at præsentere deres værker – hvilket betyder, at jeg har en vis forhåndsviden om værkerne på programmet.
kritik
Tiden er til systemkritik
Sagen om Marcela Lucatellis orkesterværk »RGBW« lå som en tung skygge over årets Pulsar Festival. Af de værker, der ikke blev taget af plakaten, var det ganske karakteristisk de mindst systemegnede, der var mest interessante, og det bør de store institutioner skrive sig bag øret, hvis de vil følge med udviklingen.
Læs videre
