Over de seneste par uger har man her på Seismograf kunnet læse blandt andre Søren Schauser, Anna Ullman og Thomas Michelsen tage temperaturen på den danske musikkritik med vurderinger af både kritikernes rolle, medieverdenen, de skriver i, og mængden af kritik, der bliver udgivet. Særligt betydningen af internettet og den allestedsnærværende adgang til stort set al musik kan de blive enige om. Men ingen af dem noterer, at kritikken oftest nedtoner musikkens primært æstetiske karakter til fordel for fokus på fortolkninger af, hvad den betyder, og hvorfor den er, som den er. Jeg læser en dansk musikkritik, der glemmer, at musikken i udgangspunktet er genstand for sansning og altså ikke primært bør behandles som en tekst. Selvom spørgsmålet om, hvordan man synes, musikken lyder, typisk affejes som en smagssag, har kritikken faktisk et urealiseret potentiale til at gøre læsernes æstetiske sans bedre.