»Vi elsker at tale om solidaritet«

Den internationalt anerkendte musikfestival Unsound har fået ry for at identificere innovative scener og radikale lyde, der trodser konventionelle genreskel og fokuserer på nye, eksperimentelle og venstrefløjsgenrer. Unsound har siden starten i 2003 udviklet sig og været vært for begivenheder i New York, Adelaide, Toronto og London, hvilket har opnået enorm popularitet blandt et vestligt publikum og kritikere, og billetter til festivalen er meget eftertragtede.

Hvad der dog ofte går ubemærket hen, er festivalens dybe kobling til den øst- og centraleuropæiske kontekst og dens mangeårige forpligtelse til at samarbejde med kuratorer og kunstnere fra den postsovjetiske region og derved viser regionens pulserende kulturelle og musikalske arv. Når alt kommer til alt, er Unsound ikke kun baseret i Kraków, men har også organiseret elleve festivaler i Østeuropa, Centralasien og Kaukasus mellem 2016 og 2018.

Med udgangspunkt i dette ofte tilsidesatte aspekt mødtes jeg med eksperten Mariana Berezovska for at få dybere indsigt i udfordringerne og misforståelserne omkring østeuropæisk musik i det vestlige landskab ud fra hendes egne erfaringer. I vores diskussion talte vi om vigtigheden af ​​at erkende og adressere vestlig bias samt vigtigheden af at forstå, at vores perspektiv kun er et af mange. Især for vestlige skribenter og forskere er der et behov for aktivt at søge vejledning og samarbejde med enkeltpersoner fra regionen i et forsøg på at undgå fastholdelse af stereotyper.

»Det arbejde, jeg laver for Unsound, såvel som andre initiativer, jeg kuraterer i øjeblikket, startede ikke kun med krigen«

Mariana Berezovska, som kommer fra Ukraine og nu er baseret i Berlin, bringer et væld af erfaringer med sig som professionel forfatter, redaktør, kurator og medstifter af Borshch Magazine. Hun har erfaring med at navigere i det dynamiske skæringspunkt mellem østeuropæiske og vestlige kulturer (og ikke kun), og på Unsound leder hun en workshop med titlen Shifting Centres, som giver nye skribenter en chance for at udgive tekster om musikere fra deres region i internationale musikmedier, samtidig med at de forbinder dem med industrifolk og redaktører fra Unsound-partnere. »Mit ultimative mål er at udfordre de etablerede centre for meningsdannelse inden for musik, såsom London, Berlin og New York,« siger Berezovska. Hendes workshops er overvejende tilrettelagt for deltagere fra Central- og Østeuropa, men alle er velkomne.

Mariana Berezovskas erfaring som immigrant i Tyskland i over et årti har stærkt formet hendes syn, og hun går lige til sagen i begyndelsen af ​​vores samtale:

»Ordet ’solidaritet’ og ’fællesskab’ bruges flittigt. Vi elsker at placere dem overalt, men at undersøge, hvordan systemerne inden for kultur- og musik fungerer, og om der er faktiske forbindelser mellem forskellige samfund, afslører ofte betydelige huller, som jeg gerne vil tage fat på.«

Hendes mission er dog ikke kun at finde svar på konflikten i hendes hjemland, men snarere en afspejling af hendes bredere arbejde. Hun sigter efter at være en forandringsagent, der utrætteligt arbejder for at bygge bro over denne kløft: »Det arbejde, jeg laver for Unsound, såvel som andre initiativer, jeg kuraterer i øjeblikket, startede ikke kun med krigen. Det er snarere en slags afspejling af hele mit virke frem til i dag.«

Behovet for flere centre

Efter at have prøvet at navigere i det vestlige kulturlandskab uden at være native speaker anerkender Mariana Berezovska de udfordringer, hun har stået over for. »Som ikke-native speaker og ikke at være fra London, Berlin, New York eller lignende byer giver dig ikke mange muligheder indenfor kulturjournalistikken.« Alligevel anser hun det ikke som gatekeeping, men snarere et systemisk spørgsmål som følge af netværksregler og forskelle i finansiering. Hun understreger, at »alt er et system«, og adgangen til muligheder er ofte præget af ens baggrund.

»Det er ikke rigtigt, at vestlige kritikere og publikum er ufølsomme eller ligeglade«

Derfor er hun optaget af at flytte fortællingen væk fra Vesteuropas dominerende perspektiv. »På den ene side bliver musikscener konsekvent set fra et vesteuropæisk perspektiv. På den anden side er der i vores region også en udbredt tendens til, at narrativerne er stærkt påvirket af russiske lærde og forfattere. Fortællingerne har en tendens til at blive konstrueret ud fra Ruslands opfattelse af dets nabolande, men alligevel er dette paradigme under betydelig forandring. Og der er ingen vej tilbage. Denne ændring er ikke længere til diskussion.«

Som svar advokerer hun for decentralisering af den linse, hvorigennem vi ser kulturer og meningsdannelse for at modvirke denne ubalance, idet hun understreger behovet for flere centre snarere end et enkelt knudepunkt:

»Jeg mener, at det, der er af allerstørste betydning, er udbredelsen af ​​flere centre. Decentralisering. Dette ser jeg som en grundlæggende tilgang i forskellige aspekter, beslægtet med essensen af ​​afkolonisering og efterdønninger fra imperialismen. Den moderne verden tilbyder en række værktøjer til øget synlighed, der gør os i stand til at forbinde og anerkende hinandens eksistens på utallige måder. Det fremmer muligheder for at anerkende forskellige centre.«

Vi er alle nysgerrige

Et grelt problem, hun fremhæver, er den bias, som ses i vestlig musikjournalistik, når det kommer til østeuropæiske festivaler. Hun bemærker, at når fremtrædende østeuropæiske festivaler som Unsound finder sted, er det almindeligt at se skribenter primært fra London eller Berlin, der dækker begivenhederne udelukkende fra deres eget perspektiv, uden at komme i kontakt med lokale eksperter. Selv ikke, når der under festivalen arrangeres workshops specifikt for skribenter for: »Hvis vi endnu ikke har de økonomiske muligheder for at have store platforme i Polen, Ukraine, Kasakhstan eller andre lande i regionen, kan vi i det mindste give skribenter mulighed for at nå ud til og samarbejde med vigtige platforme.«

Ved at løse denne udfordring med at forbinde personer fra Øst- og Centraleuropa samt Centralasien med bredere platforme mener hun, at netværksmuligheder og fælles oplevelser bliver potente værktøjer til at skabe dybere forståelse på tværs af regioner. Fra hendes perspektiv spiller kulturel udveksling en central rolle, drevet af en tro på folks naturlige nysgerrighed:

»Det er ikke rigtigt, at vestlige kritikere og publikum er ufølsomme eller ligeglade. Jeg tror på, at folk i sagens natur er nysgerrige. Det tror jeg, vi alle er.« Hendes indsats handler mere om at igangsætte samtaler og gøre opmærksom på dynamikken i privilegier på visse områder og ulemper på andre. Hendes fortalere strækker sig til at adressere mangfoldighed og inklusivitet inden for den kulturelle sfære, især blandt forfattere: hun understreger vigtigheden af ​​at anerkende deres rolle i at forme fortællinger, kontekstualisere kunstneriske bevægelser, men alligevel er dette et segment, der ofte bliver overset, en ensomhed, der allerede følger med håndværk at arbejde med ord. Faktisk har de, der arbejder inden for den kulturelle sfære, ofte gode intentioner, men de forstår måske ikke fuldt ud de særlige østeuropæiske erfaringer og synspunkter. Hvis nogen fra denne region eller en nichegenre havde en platform til at dele deres indsigt, ville vesterlændinge være ivrige efter at lære: Problemet er ikke manglende interesse for Østeuropa, men i mangel på adgang til dets fortællinger og perspektiver.

»Det spændende er, at vi er vidne til en lignende kulturel genopblussen i Ukraine, en scene, jeg er dybt forbundet med«

Når vi taler om Ukraines musikscene, fremhæver Berezovska Berlins rolle som en frugtbar grobund for forskellige kunstnere, især inden for undergrunds- og de eksperimentelle genrer. Hun understreger den afgørende påvirkning fra funding-støttede initiativer og sammenligner dem med investeringer til pleje af en ny kulturel generation, der er i stand til at vokse gennem performance- og kompetenceudvikling:

»Det spændende er, at vi er vidne til en lignende kulturel genopblussen i Ukraine, en scene, jeg er dybt forbundet med, og det fylder mig med stolthed. Denne vækst er primært drevet af ren og skær entusiasme, da økonomisk støtte fortsat er knap, ikke kun for ukrainske kunstnere, men for mange i Østeuropa. Europæisk finansiering findes, men den siver sjældent ned til denne region.« Kulturverdenen har kæmpet med konceptet med at udfylde kvoter, hvad enten det er for kvindelige kunstnere, ikke-binære kunstnere, syriske kunstnere eller ukrainske kunstnere. Det føles dog ofte som en midlertidig indsats, der varer i nogle år. Når vi taler om platforme, der fremhæver fordrevne ukrainske kunstnere, er det vigtigt at erkende, at fordrivelse ikke kun er ekstern, men også intern i Ukraine selv. En ny generation er ved at opstå med en helt anderledes selvbevidsthed og kunstnerisk kunne, og en del af Mariana Berezovskas mission er at bringe disse talenter frem i forgrunden.

Ukraine – at leve i nuet

Ukraine, som ligger i krydsfeltet mellem flere kulturer, udstråler en ubestridelig kraft og talent. Landets enorme størrelse og historie, der på en indviklet måde er forbundet med Rusland i visse henseender og afkoblet fra det i andre, har affødt et mangfoldigt kludetæppe af fortællinger. Ungdommens modstandskraft og vrede, drevet af en usikker fremtid, driver dem fremad og styrker deres stemmer. 

Efterdønningerne fra 2014 gav anledning til en fortælling, der opmuntrede til at leve i nuet, som om der ikke var nogen dag i morgen, en følelse, der gav genlyd gennem forskellige kanaler. Det er vigtigt at bemærke, at selvom megen fokus ofte er centreret om Kiev, er fortællingen om Ukraine langt fra monolitisk og afspejler en kompleks og dybt opdelt historie. Vores samtale slutter Mariana Berezovska med disse ord:

»Jeg er en stor fan af mangfoldighed af fortællinger. Når alt kommer til alt, ligger der i kernen af ​​det spørgsmål, vi diskuterer, en søgen efter finansiering og penge. Jeg synes, det er vigtigt at have ærlige samtaler om kreative industrier og deres økonomi, overveje, hvad der støttes og hvorfor, og så tage udgangspunkt i det.«

Shifting Centres afholder to workshop under Unsound Festival, som foregår 1. – 8. oktober i Kraków.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek