En moderne festival med en hukommelse

»Er du Simon Steen-Andersen?« En gymnasielærer fra Køge har spottet komponistens navn i festivalprogrammet. Men Simon Steen-Andersen er slet ikke set i Warszawa endnu. Inde i Polsk Radios fine Lutosławski-koncertstudie nød Køge-ungdommen på en meget deep listening-måde den organiske puls i Magdalena Gorwas Four Roots of All Matter (2024), som vekslede inspirationer fra sol, vand, ild og luft til en frodig meditationshave. Warszawa Efterår-festivalen er gymnasieeleverne faldet over  lidt tilfældigt og de missede både festivalåbningen, Christian Winther Christensens Piano Concerto (2018) og et værk for orkester og pladespillere af Mariam Rezaei og Matthew Shlomowitz. De hørte heller ikke den unge ukrainer Yurii Pikushs Domi Res Militaris (2024) om den dag i 2022, hvor hans hjem blev angrebet. Samme koncert rummede et værk af den erfarne i Berlin-boende russer Sergej Newski. Det sammenstød er man endnu ikke færdig med at tale om.  

Når høreværnene tages af, er der stadig noget, der blafrer

Vejret taler vi ikke om. Solen er forvirret og bager – som i resten af Europa – hårdt, selvom oktober er på vej. Alt er flydende. Med sin placering midt i Europa har Warszawa altid været et mødested, og i år vil Warszawa Efterår (20.-28. september) med sit tema »gennemsivning« eller »gennemtrængning« lade umage traditioner flyde ind i hinanden: Den gamle musik vil møde den spritnye, hiphoppen, barokken, populærmusikken, Neue Musik, you name it. Det lover i hvert fald den 400 sider lange festivalprogrambog. 

Kødet skælver

Der udleveres gule høreværn ved indgangen til Chopin-universitetets koncertsal. Black Page Orchestra fra Wien plejer at spille hårdt, og ikke kun lydstyrken er aggressiv i Maja Bosnićs ((mno.go)) (2024) – det betyder »meget-meget« på flere slaviske sprog – pianisten er fri som Cecil Taylor, og cellisten filer løs. De forvrængede toner, nok tæt på 120 decibel, producerer fabriksstøj inde i maven. Kroppen husker stadig de døve performere i Warszawa i 2021. Når høreværnene tages af, er der stadig noget, der blafrer. 

Bagefter er det selve livet, som skælver i den Oslo-baserede iranske komponist Idin Samimi Mofakhams Blood did not seep into the ground (2024) med optagelser af gadestøj et sted i Mellemøsten. Og man mærker, at Christof Ressi har haft det sjovt under arbejdet med Am Anfang war das A (2022), hvor ABBA og Roxettes »Na-na-na-na-nah« bygger en trashet energi op, indtil en samplet kvindestemme stønner af lyst.

»Gå gennem Chopin-parken. Smuk rute. Lamperne skulle være tændte«

Natten er ung i Warszawa: På et teater opfører punk-folk-gruppen Hańba! sange af 10 samtidskomponister for tuba, accordeon, banjo og forsanger Andrzej Zagajewski, som springer rundt på scenen. Vi kigger ind i en Stanley Kubrick-rød industrilampe. Sangenes action udspiller sig kl. 04.14-07.30 og beskriver et liv med Uber- og dumme opvaskerjobs. Men alle sange – trods meget sparsom brug af akkorder – lyder af kunszt, og den ene sang tager den næste. 

»Det er aldrig set før med sange på Warszawa Efterår!« siger mine polske redaktørkolleger, som i en artikel om Hańba! fremhæver Niels Rønsholdt, fordi han også skriver sange. Og en af sangene i aften – den mest tyste – var af Monika Szpyrka, Rønsholdts tidligere studerende i Aarhus. Mange klassiske komponister vil åbenbart være songwritere, når jeg at tænke, inden redaktørerne anviser en smutvej til hotellet: »Gå gennem Chopin-parken. Smuk rute. Lamperne skulle være tændte.« 

De fem årstider 

Save the Vinyl hedder en kunstudstilling (sådan en har festivalen også) med østrigeren Uwe Bressniks finurlige vinylpladebilleder: En kæmpevinyl har boret sig ned i et alpelandskab, en engel holder forsigtigt en vinyl i sine hænder, en vinyl er strandet på en kornmark. 4’33’’ hedder et billede, og Bressnik mener seriøst, at John Cage ville have ønsket at blive genfødt som en vinylplade. 

Blot svale klange og hemmelighedsfulde glissandi, som kom de fra en femte årstid

Seriøs er Chopin-universitetets vægge med billeder af Domingo, Boulanger, Pärt og andre Honoris Causa’er fra den internationale musikelite. Engang var Warszawa Efterår et uomgængeligt udstillingsvindue i et Europa delt i øst og vest. Når Per Nørgård præsenterede sin musik for det polske publikum, var det en begivenhed, på begge sider af Jerntæppet. Og i det vigtige år 1989 var Radiosymfoniorkestret her med musik af Nielsen, Ruders, Lorentzen og Nørgård. I dag er Polens ældste festival for samtidsmusik, som finder sted på grænsen mellem september og oktober, som så mange andre – altspisende, inkluderende, musik af komponister fra 24 lande, club-events, festivalradio – »Radio Efterår«, såmænd – og et omfattende børneprogram. 

Og en aften kun med nye værker for percussion. Fx Moritz Eggerts Master and Servant (2023), som udforsker – det alt for sjældent udforskede – magtforholdet mellem solist og orkester. Orkest de Ereprijs responderer resolut på Konstantyn Napolovs driblende trommehvirvler. Men lyden af skind bliver til sidst helt overvældende. Præcis i samme øjeblik, Napolov kaster vandflasker på sine bongotrommer, lister en gæst, ellers fornøjet over at se så meget percussion på scenen, ud af salen.   

Eklektiske verdener, øst og vest, ramler sammen under {oh!} Orkiestras koncert med nye værker for historiske instrumenter. Den »soft« lyd, som bor i disse instrumenter, er ingen spændetrøje for Yu Kuwabara, som i Toki no Koe (2024) udforsker de fire årstider. Cembaloet valser af sted med en stilfuld puls og et væld af klanglige detaljer. Uden brug af ekstreme registre bevæger musikken sig alligevel på mange planer, i forskellige hastigheder og forskellige sensuelle rum. Østens mystik? Jo, men den følger vel bare et stramt og logisk skema: Blot sommer, efterår, vinter og forår. Blot svale klange og hemmelighedsfulde glissandi, som kom de fra en femte årstid.

Koncertens kurator, komponisten Krzysztof Wołek, som normalt bor i Louisville, USA, fortæller bagefter:

»Projektet var tænkt som en workshop, hvor komponister kunne rådføre sig med musikere om teknikker, der er unikke for deres instrumenter. For komponisterne gav dette mulighed for at engagere sig i lyde og stemning af instrumenter, der havde været 'glemt' i ​​nogen tid, og som ikke er særlig ofte brugt i samtidsmusikkontekst. For kunstnere, der mest arbejder med tidligere komponisters musik, var det en mulighed for at samarbejde og interagere med nulevende komponister.«

Har vi et spøgelse?

I pianisten Rei Nakamuras garderobe, den flotteste garderobe, hun nogensinde har haft, hænger der billeder af Stravinsky og Bernstein og på gangen en plakat fra VII Chopin-konkurrencen i 1965 med navne på berømte pianister før hende: »Martha Argerich, Hiroko Nakamura og Arthur Moreira Lima, en stjerne i Brasilien, hvor jeg voksede op. Omringet af alle disse kunstnere og dette steds betydning og historie giver mig et pres. Da jeg så den smukke sal – sæder i bordeaux fløjl og træ – følte jeg, at min sorte Alexander Wang-kjole ikke var nok og ikke ideel i denne sal, fordi den er så mørk. Ud i byen og lede efter en kjole, og spørge i otte frisørsaloner, om de har tid. Håret var et mareridt. Julia fra festivalen lånte mig sin egen hårtørrer. Jeg kom på scenen.« 

Da jeg så den smukke sal – sæder i bordeaux fløjl og træ – følte jeg, at min sorte Alexander Wang-kjole ikke var nok

Rei Nakamura taler om Warszawa Efterårs åbning, Christian Winther Christensens klaverkoncert, hvor også »teknikken drillede, det gør MIDI-klaver ofte. I værket spiller Piotr ghost piano med mig, og under prøverne hørte jeg flere gange dirigenten Yaroslav Shemet sige: 'Mamy Ghost?' Jeg glemmer aldrig, at 'Mamy' betyder 'Har vi...? Altså 'Har vi et spøgelse?´« siger Nakamura, som frøs, da hun erfarede, at Warszawas berømte Chopin-konkurrence giver adgang til en lind strøm af nye Steinways: »Please, giv mig ikke jeres bedste instrument; jeg sætter en masse tape i flyglet.« 

Efter koncerten kom festivaldirektøren, Jerzy Kornowicz, backstage for at takke. »Folk ved ikke, hvor vigtig sådan en gestus er,« siger Nakamura, som nu forbereder sig til sin anden optræden på festivalen, Wojtek Blecharz’ koncert for klaver og trådløse højttalere. 51 små højttalere, som man kan holde ind til øret og høre både ekkoer af Scriabin og lyden af stort orkester komprimeret til intim ASMR.

Immersive oplevelser findes også på mere traditionel vis. På spillestedet Pardon, To Tu oversætter duoen Surreal Voyagers inspirationer fra slørede Polaroid-snapshots og psykedelisk rock til en blød ambient henvendt til hovedet. Bagefter adresseres hele kroppen – pianist Magda Mayas og The Necks-trommeslager Tony Buck improviserer, som var de ét sitrende corpus. 

»Vi skaber nye navne og miljøer«

Ikke langt fra Chopin-parken ligger en lukket swimmingpool og nu kulturelt mødested kendt som Basen artystyczny (Kunstbassinet). Her øver festivaldirektør og komponist Jerzy Kornowicz og NeoQuartet på Rotten og træet, en såkaldt økologisk opera om håb og naturens regenererende kraft. Kornowicz brugte fire måneder på at komponere et 265-siders partitur. Librettoen er dog kun to sider lang, »så jeg var nødt til at udtrykke ALT gennem musikken,« siger Kornowicz. »Det handler om følsomhed over for naturen og over for andre mennesker. Man kan diskutere, om det virkelig er en økologisk opera i den materielle dimension,« griner han. Alt på scenen er lavet af plastik, og han opdagede, at musikken fungerer bedst med elektroniske instrumenter og mange samples til at efterligne lyden af ​​vind og vand. Men det handler ikke om showiness og ideologisk demagogi, men en dyb følelse af sammenhold med naturen.

»Vi påstår ikke at præsentere al den gode musik, som skrives i dag«

»Hver udgave af denne festival er anderledes. I år har vi mange ensembler og færre installationer. Vi jagter ikke stjernedirigenter, men er fokuserede på at støtte og skabe nye navne. Festivalen kan derfor ses som en bevægelse. Komponisterne er unge, omkring 35-45 år. 65 procent af publikum er mellem 23 og 43. Warszawa Efterår har en anden sociologisk karakter sammenlignet med fx Wien Modern, März Musik eller ManiFeste i Paris. Desuden er vi her ikke kun for komponistsamfundet eller musikforlagene, men for de mennesker, der bor i denne by. Vi sigter efter at være en festival, der former identitet og er bevidst om at være en del af en proces – vi blev ikke født i går. Vi forsøger gennem tænkning og æstetik på en eller anden måde at påvirke virkeligheden. Vi hævder ikke at præsentere al den gode musik, der bliver skrevet i dag – men en der har et stærkt kognitivt aspekt, og ikke en der bekræfter det anerkendte.

»Det er vores pligt at vise, når samtidsmusik går ind i polemik med politikere, stereotyper og populisme«

Vi præsenterer værker skabt inden for de sidste fem år eller deromkring. Men nogle gange minder vi om tidligere musik, som den nuværende generation burde opleve personligt. Der er værker, som er vigtige at fremføre live, ikke kun på indspilninger. Derfor opførte vi for to år siden Les Espaces Acoustiques af Gérard Grisey. Og i 2018, året for 100-året for Polens genfødsel, havde vi De Staat af Louis Andriessen. Sådanne værker fra år tilbage spiller – hvis de stadig er vigtige – rollen som »fyrtårne« i opbygningen af ​​festivalprogrammet,« siger Kornowicz.

»Festivaler bør ikke være isolerede fra samfundet. Vi mener, at det er vores pligt at vise, når samtidsmusik går ind i polemik med politikere, stereotyper og populisme. Vi er fleksible og fokuserer ikke kun på lyde, men på at skabe nye ideer og miljøer«, siger Kornowicz, inden generalprøven på rotteoperaen begynder.

»Denne festival har opdraget mig,« råber Krzysztof Wołek

Dance Modern 

Om aftenen er der rave på en nedlagt skole. Eller Dance Modern – »et manifest, en metaforisk pagt mellem Neue Musik og EDM,« som kuratoren Rafał Ryterski kalder det. 

Og mens FOQL (Justyna Banaszczyk) folder sine industrielle droner ud inde i salen, står Ryterski og taler med Rafał Łuc og Marta Śniady. Alle tre har studeret på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Nu er Śniady med i festivalens programudvalg. Som Jerzy Kornowicz siger: »Det er umuligt for én person at programlægge en kæmpe festival. Derfor arbejder vi på festivalen som et team. Desuden synes jeg, mange andre festivaler er udtryk for ny tænkning om verden. Derfor er vi nu og da vært for en gæstefestival på Warszawa Efterår for at vise dens specifikke måde at tænke verden på. Vi planlægger at gøre den aarhusianske festival Spor til en sådan fokuseret festival på Warszawa Efterår i 2026.«

Jo, Warszawa er et mødested. Især om efteråret. 

Sådan en festival ville være umulig i USA. Der er ikke penge til det

»Denne festival har opdraget mig,« råber Krzysztof Wołek i et forsøg på at overdøve musikken. »Det er lykkedes for festivalen at skabe en sund snobbisme. Ofte er det umuligt at få billetter. 500 mennesker, mange unge, der lytter til ny musik… Det er absurd!« griner han. »Dér står en violinist fra Virginia og en billedhugger fra Chicago. De kommer her hvert år, alene på grund af Warszawa Efterår! Sådan en festival ville være umulig i USA. Der er ikke penge til det. Bare det at have et kontor, som arbejder på en festival i et helt år. Private sponsorer investerer ikke i avantgardemusik. Warszawa Efterår er særlig, også i en europæisk kontekst. Og jeg er glad for, at jeg, fordi jeg har boet i USA i mange år, kan bringe noget med til bordet,« siger polakken fra Louisville og slutter:

»Dette er en modernistisk festival med en hukommelse. Vi prøver at sammenstille nutiden med historiske ting. Det er en festival, hvor vi hele tiden søger. Selvfølgelig er der svipsere. Når du bestiller ny musik, aner du ikke, hvad der kommer. Men vi gør vores bedste.« 

Instagram siger, at Simon Steen-Andersen kører rundt i Warszawa i en minibus

Mens H31R aka Brooklyn-rapperen maassai og New Jersey-produceren JWords føjer et nyt hiphop-gear til Dance Modern-festen, siger Instagram, at Simon Steen-Andersen kører rundt i Warszawa i en minibus. I morgen tager han big band, symfoniorkester og kor i brug, når han lukker festivalen med sit storladne værk Trio (2019). På programmet er også Krzysztof Pendereckis Actions (1971) for freejazz-orkester og Paweł Hendrichs værk Beatles(s) (2024). Det kan blive eklektisk. 

Ligesom dag og nat og måske årstiderne kan blive vendt på hovedet i et værk af norske Tine Surel Lange, som hele dagen har øvet med Sinfonietta Cracovia i Nationalmuseet. På Warszawa Efterårs allersidste dag vil de opføre Ritual for Changing Times: Spring Equinox (2024). Et værk, som rummer videooptagelser foretaget en helt almindelig forårsdag hjemme i komponistens iskolde Lofoten. 

Warszawa Efterår fandt sted 20.-28. september. Det var den 67. udgave af den polske festival for kunstmusik, som så dagens lys i 1956.

Seismografs rejse og ophold var betalt af The Adam Mickiewicz Institute. Organisationen har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.