Derfor vender jeg altid tilbage til Unsound

I det gamle medicinske auditorium på ul. Kopernika 15, hvor væggene stadig husker en anden form for smerte, afholdes Unsounds Morning Glory-koncerter. Her pressede den franske guitardekonstruktør Nina Garcia sit instrument til bristepunktet: skærende feedback, pulserende støj og små rytmiske bevægelser, der glimtede som metal i morgenlyset. 

Hvis Lars von Trier nogensinde skulle filme et polsk hospital, måtte det være her

Afternoon Glory bød på endnu en guitardekonstruktør, Tashi Dorji. Bhutaneseren »skrællede« sin guitar i stykker med en næsten ceremoniel tålmodighed og med rolige gearskift undervejs og – efter fyrre minutter – et enkelt udbrud. 

Under Glory-koncerterne er der ingen visuals – kun solen, som vælter ind i auditoriet, kun støjen, der bryder den kliniske ro på det tidligere hospitalsområde. Hvis Lars von Trier nogensinde skulle filme et polsk hospital, måtte det være her. Og hvis den Polen-glade dansker skulle skabe en serie om et hotel, ville han uden tvivl forelske sig i Hotel Forum: den kolde beton, 80’er-træpanelerne og – når Unsound tager bygningen i besiddelse – lydene, der borer sig gennem væggene.

Efter nogle års fravær vendte festivalen blot to uger før årets udgave endelig hjem til sit mytiske betonhjerte.

Når bygningen selv begynder at synge

Forum – det enorme brutalisthotel, der engang husede partifester og udenlandske diplomater – er i dag et oplevelsescenter. Alligevel føltes det en smule absurd at se folk spise konditorkager om natten, mens den danske trombonist Maria Bertel lod instrumentet tale i metalliske vibrationer og dybe, fysiske brum – som om hun forsøgte at åbne sprækker i hotellets fundament. Seksten intense minutter!

Autotunede stemmer dirrede af kølig energi og svævede over en bas så funky som skumbeton

Den skotske sækkepibespiller Brìghde Chaimbeul spillede kort, men intenst – en dronerejse i sit eget tempo, lige så præcis og elegant som amerikanske Purelinks vægtløse ambient.

I Ballroom åbnede norske Smerz også vinduet til et electropoppet nordisk glitterunivers, hvor autotunede stemmer dirrede af kølig energi og svævede over en bas så funky som skumbeton. 

Uden at fortrække en mine flækkede han sit DJ-set op i lag, hvor amen-breaks, dub og soul flød sammen i et svedigt, hypnotisk kredsløb

Hvad skete der ellers på hotellet? Jo – i sin sorte læderjakke stod A Guy Called Gerald som et levende monument over junglens fødsel. Uden at fortrække en mine flækkede han sit DJ-set op i lag, hvor amen-breaks, dub og soul flød sammen i et svedigt, hypnotisk kredsløb. Gerald Simpson taler stadig det sprog, han selv var med til at opfinde.

Den indonesiske duo KUNTARI har opfundet deres egen genre: primal-core. Med percussion og eventyrlysten guitar smed de sludge metal, minimalisme, jazz og javanesisk folkemusik ind i et eksplosivt miks – et elektronisk eventyr, der lød, som om det var opstået dybt i en vulkansk grotte, mellem røg, klang og dyriske kald.

Bassen åndede op gennem gulvet i Hotel Forum

Footwork-legenden RP Boo og den polske trommeslager Piotr Gwadera fandt et nyt fælles sprog mellem Chicagos basmusik og polsk folketone. Ud af spændingen mellem de to opstod et pulserende, næsten rituelt flow. Bassen åndede op gennem gulvet i Hotel Forum.

Croon, kontrol og uventede møder

Ude i den socialistiske bydel Nowa Huta eksploderede New York-bandet YHWH Nailgun i et sæt, der var på én gang melodisk og destruktivt.

Frontmand Zack Borzone sang med en blanding af croon og skrål – som om stemmen selv var et våben. På samme scene demonstrerede det britiske otte-mandskollektiv Caroline deres sprælske post-rock med sårbare vokaler. Forstår jeg, hvorfor englænderne er så vilde med Caroline? Oh yes!

I Kino Kijów skabte amerikaneren KA Baird og japaneren FUJI|||||||||||TA et pulserende rytmeorgie mellem stemme og elektronik. Bairds stemme knirkede og skar oven på et groovy beat, mens hun fæg­tede med to mikrofoner, stødte dem mod hoften, pustede, skreg og hviskede.

Selv fløjten – som hun, modsat sit sidste Unsound-show i samme biograf, også tog i brug – eksploderede i små, sprøde lydbilleder, indrammet af FUJI|||||||||||TAs organiske og omsluttende klanglandskaber.

I Kino Kijów skabte amerikaneren KA Baird og japaneren FUJI|||||||||||TA et pulserende rytmeorgie mellem stemme og elektronik

Unsound bød på flere af den slags uventede møder. På hver sin side af et bord dækket af elektronik sad Actress og Suzanne Ciani – som to forskere i lydens mørke, undersøgende og tøvende, før et fælles beat langsomt tog form: et sted mellem algoritme og intuition, mellem åndelig klang og kølig tekstur. Gnisten sprang ikke altid, men processen i sig selv blev værket.

Søgende – og aldrig vellykket – var The Providenza Ensemble, et samarbejde mellem Sinfonietta Cracovia og elektronmusikerne Kelman Duran, Loraine James og Puce Mary. Når musikken var på nippet til at finde form, gled den væk mellem fingrene som damp.

Alt er tilgængeligt, derfor længes vi

Unsound startede som en lille festival i Kraków i 2003. Siden er den vokset til et internationalt fænomen, og i år har Unsound for første gang lavet en festival i Osaka, og i næste uge venter Unsound New York. 

Hvad gør vi med TikTok-stjerner og Apple-girls, der hives op på scenen? 

Også i år bugnede Unsound af debatter – for her er samtalen om lydens rolle i vores tid lige så vigtig som selve musikken. Midt i overfloden og den algoritmiske støj spurgte festivalen: Hvad gør vi med TikTok-stjerner og Apple-girls, der hives op på scenen? Hvad gør vi, når AI begynder at grave i kreativitetens dybder og sætter ild til ophavsretten? I stedet for at klamre sig til gamle regler opfordrede forskeren Zachary Cooper kunstnere til at tage kontrollen tilbage – til at skabe deres egne systemer i en tid, hvor kampen om ideer og ejerskab har skiftet form.

Forskere, kuratorer og musikere forsøgte at forstå, hvad det egentlig betyder at skabe i en verden, hvor alt allerede findes. Aldrig før i historien har al musik, al lyd og al æstetik været tilgængelig på én gang. Derfor findes der nu nostalgi for snart sagt alle genrer. 

Nå ja, hvis ikke man skulle have opdaget det: Tumblr-æstetikken er genopstået, og de immersive koncerter – som sanselige bobler af oplevelse – er blevet den nye vej til opmærksomhed.

Man kunne næsten fornemme teaterguruens nærvær, da japanske 1729 fremkaldte et lydligt ekko af hans sortrandede teaterunivers

Ekkoer fra det hinsides

Unsound rykkede i år ind på Tadeusz Kantors Cricoteka-museum. Man kunne næsten fornemme teaterguruens nærvær, da japanske 1729 fremkaldte et lydligt ekko af hans sortrandede teaterunivers – et rum af sirener, stemmer og fragmenterede lyde fra udstillingen, der langsomt foldede sig ud som et akustisk, og uendeligt, efterliv.

Filharmonikoncerten derimod blev en blodfattig afslutning på festivalen. Harry Górski-Brown (sækkepibe), Wojciech Rusin (elektronik) og Sinfonietta Cracovia forenedes i tågede klangflader, hvor alt gled sammen til et gråt dis. Kara-Lis Coverdales klavermeditationer var drømmende, men også drænende – intimiteten forsvandt i den store sal. Orkestret kom først på scenen efter fyrre minutter. Why? 

Vokalpioneren Joan La Barbara virkede decideret fejlplaceret. Tænk, hvis hendes kvidren, skrig og sanselige efterligninger af naturlyde havde lydt i klub 89 i Hotel Forums kælder – omgivet af beton og mørke. Der ville hun uden tvivl have overmandet selv den mest buldrende bas.

Siden mit første besøg i 2012 har Unsound været min årlige flugt til en parallelverden

Klangens parallelverden

89 – også kaldet The Secret Lodge – er beklædt med gulvtæpper på både gulv og loft, som om rummet ønsker at opsluge enhver lyd. Space-lignende lamper kaster et køligt sci-fi-skær ud over lokalet og forstærker fornemmelsen af at være et sted uden tid. Her fandt en af festivalens mest mindeværdige koncerter sted: Jim O’Rourke og Eiko Ishibashi fortolkede den polske elektronpioner Włodzimierz Kotoński i en dialog mellem tid og materie. Kotońskis lydmolekyler blev frigjort og sendt i ny bane, mens analoge lag af støj og rumklang fik kælderen til at dirre som et levende arkiv. Hypnotisk. 

I det hele taget kunne man drømme sig gennem utallige elektroniske universer på hotellets tre scener: reggaeton-techno fra Bogotá (Bclip), abstrakte guitarhorisonter (Robert Piotrowicz) og surrealistiske ambient-rejser med et strejf af nordisk gotik (2K88, Rainy Miller, Lauren Duffus og Bianca Scout).

Forum føles som et spøgelse fra en anden tid. Måske er det derfor, jeg altid vender tilbage. Siden mit første besøg i 2012 har Unsound været min årlige flugt til en parallelverden – til et betonhjerte i Polen, hvor støj og stilhed stadig vibrerer sammen.

Unsound, Kraków, 7. – 12. oktober 2025