Fra kulstøv til klangkunst
Kul, stål og tung industri skabte Ruhr-området. En stor del af den vesteuropæiske velstand blev grundlagt her, hvor undergrunden var fyldt med kul – datidens vigtigste energikilde. Men kulafbrænding er fortid, og Nordrhein-Westfalen har i de senere år forsøgt at skabe en ny identitet gennem kultur.
En stor del af den vesteuropæiske velstand blev grundlagt her, hvor undergrunden var fyldt med kul – datidens vigtigste energikilde
Delstaten investerer massivt i kunst og musik: symfoniorkestre, museer, teatre og festivaler. Ikke mindst forsøger man at tiltrække international opmærksomhed gennem nye kulturinitiativer og et omfattende program for udenlandske kulturskribenter. To af de mest markante satsninger er Orbit i Köln – en festival for eksperimenterende musikdramatik – og Wittener Tage für neue Kammermusik i provinsbyen Witten nordøst for Köln.
Witten har blot omkring 100.000 indbyggere, men rummer flere musikscener og en imponerende koncertsal med plads til omkring tusind mennesker. Rundt omkring står stadig de enorme industribygninger fra kulæraen som monumenter over en svunden tid. Det føltes næsten som en passende metafor for festivalen: at lede efter små guldårer i bunker af mørkt materiale.
Den lange alvor
For der var meget musik i Witten. Og meget af den var tung, alvorlig og alt for lang.
Festivalens fokuskomponist var den israelsk-amerikanske komponist Chaya Czernowin, professor ved Harvard og en markant skikkelse i international samtidsmusik. Flere af hendes værker blev opført under festivalen, og de var præget af den samme mørke, indadvendte grundtone.
I Earth: Alchimia Communicationis, opført af Klangforum Wien, voksede faretruende alarmsignaler frem mellem blæsere og dybe klangflader. Basklarinetten blev manipuleret med klud i hornet for at skabe endnu mørkere resonans, mens kontrabassen bevægede sig mellem live-spil og loopede optagelser. Resultatet var et dystert og næsten katastrofisk lydrum, der flere steder mindede om den dansk-islandske komponist Bára Gísladóttirs mørke univers – dog uden helt samme præcision og dybde.
Czernowins værker havde bestemt kraft og konsekvens, men også en næsten demonstrativ afstand til publikum. Den samme alvor prægede store dele af festivalen. Programbogen på over 80 tætskrevne sider forklarede værkerne i et kunstteoretisk sprog, som ofte sagde mindre om musikken end om komponisternes selvforståelse. En typisk formulering beskrev eksempelvis, hvordan »ensemblet vokser sammen i fælles resonans« og bliver til »én samlet krop«. Smukt formuleret måske, men også bemærkelsesværdigt lidt konkret.
Problemet var ikke kompleksiteten i sig selv, men at mange værker syntes fanget i et lukket kredsløb mellem komponist, ensemble og programtekst. Publikum blev ofte reduceret til vidner til processer, som virkede vigtigere for ophavspersonerne end for lytningen.
Flere værker led samtidig under det samme problem: manglende formmæssig disciplin
Halvtimesværkets forbandelse
Flere værker led samtidig under det samme problem: manglende formmæssig disciplin.
Alberto Posadas’ Kintsukuroi for klaver, saxofon og slagtøj rummede interessante teksturer og fragmenterede klangflader, men udviklede sig aldrig for alvor. Materialet blev strakt ud over omtrent en halv time uden nogen tydelig dramatisk nødvendighed. Det samme gjaldt Günter Steinkes Voltage, hvor electronics konstant sendte musikken tilbage i de samme kredsløb. Loop-fascinationen overtog ganske enkelt værkets fremdrift.
Efterhånden tegnede der sig et tydeligt mønster: Mange komponister syntes at arbejde ud fra en forestilling om, at varighed i sig selv skaber betydning. Men når et værks centrale idé allerede står klart efter otte eller ti minutter, bliver resten let en udmattende demonstration af materiale frem for egentlig udvikling.
Det blev særligt tydeligt i Dmitri Kourliandskis Partially Restored Landscapes for strygekvartet – festivalens måske mindst vellykkede værk. Her hørtes næsten ingen egentlige toner, men kun skraben, bankelyde, knirken og tørre støjlyde fra instrumenternes træ og strenge. Musikerne spillede efter 100 kodede beskeder inspireret af radiofrekvensteknik, som skulle omsættes til lyd.
Det mærkelige var nemlig, at mange værker faktisk begyndte lovende
Ideen var måske interessant på papiret, men for publikum fremstod værket som en halv times ufokuseret støj uden retning eller dramatik. Komponisten beskrev selv de kodede navne og signaler som potentielle »nøgler til at redde verden«, men i salen føltes det snarere som et eksempel på den gamle historie om kejserens nye klæder: et lukket system, hvor kun ophavsmanden selv havde adgang til værkets egentlige betydning.
Problemet var ikke eksperimentet som sådan. Ny musik må nødvendigvis udfordre vores forestillinger om lyd, form og struktur. Problemet opstod, når eksperimentet blev forvekslet med kvalitet, og når enhver form for selvkritik syntes at forsvinde i processen.
Det mærkelige var nemlig, at mange værker faktisk begyndte lovende.
Johannes Kalitzkes Tunnel Blue for soloklaver åbnede eksempelvis med et fascinerende møde mellem jazz, atonalitet og tydelige referencer til Sjostakovitjs Præludier og fugaer. Flere steder opstod næsten Keith Jarrett-lignende improvisatoriske passager med stor frihed og energi. Men også her mistede værket fokus, efterhånden som det fortsatte ud over de tyve minutter.
Man kunne ikke lade være med at tænke på, om festivalens mange halvtimesværker også hang sammen med honorarsystemer og bestillingspraksis. Flere internationale journalister nævnte undervejs rygter om, at længden på værkerne i stigende grad påvirker komponisternes betaling. Om det passer eller ej, er svært at vide, men resultatet var tydeligt: Alt for meget musik virkede, som om den manglede en redaktør.
Heldigvis fandtes der også egentlige fund.
Historien vender tilbage
Et af festivalens mest overbevisende værker var Sonja Mutićes Unvoiced for blæserkvintet og live electronics. Med enkle midler skabte hun et raffineret resonansrum mellem blæsernes klange og diffuse vokallyde, som gradvist voksede frem som skjulte stemmer i musikken.
Værket havde både struktur, dramatisk fremdrift og klanglig fantasi – og varede blot 11 minutter. Det sagde mere end mange af festivalens væsentligt længere værker.
Et af de klare højdepunkter var koncerten med Basel Sinfonietta, som også tidligere har imponeret på danske festivaler. Ensemblet har specialiseret sig i ny musik og besidder en sjælden evne til at vælge værker med både kunstnerisk ambition og musikalsk gennemslagskraft.
Flere steder kunne man næsten høre en persisk version af Max Richter i de repetitive strygerbevægelser
Iranske Golfam Khayams Seven Valleys of Love foldede sig ud som en følsom, næsten filmisk kærlighedsrejse med tydelige mellemøstlige farver og en overraskende tonal åbenhed. Flere steder kunne man næsten høre en persisk version af Max Richter i de repetitive strygerbevægelser og de langsomt forskydende harmonier.
Også Amen Feizabadis Untamed River arbejdede overbevisende med mørke vokalklange og mellemøstligt inspirerede melodiske figurer. Men mest originalt var Yair Klartags The unconscious structured like a language.
Her fungerede AI-genererede stemmer som et konstant mumlende bagtæppe gennem værket. Stemmerne formede ikke egentlige ord eller sætninger, men lød snarere som den måde, børn oplever voksnes fremmedsprog på: et uforståeligt, men intenst lydligt nærvær. Ovenpå denne stemmemasse bevægede orkestret sig som en musikalsk gestaltning af det indre psykiske rum.
Værket refererede til Jacques Lacans psykoanalyse og spørgsmål om kunstig intelligens og det ubevidste. Men det afgørende var, at musikken faktisk fungerede – også uden at man nødvendigvis forstod alle de filosofiske lag i programnoten. Her fandtes både humor, struktur og dramatisk præcision. Og igen: værket varede kun omkring 17 minutter.
Et andet værk, der skilte sig markant ud, var britiske Christian Masons fjerde strygekvartet Towards a not yet remembered past…. Hvor mange andre komponister syntes optaget af at afskære sig fra historien, arbejdede Mason aktivt med musik fra 1300- og 1400-tallet. Fragmenter af Solage, Machaut og Baude Cordier blev flettet ind i hans eget moderne tonesprog på en måde, der virkede både organisk og overraskende.
Kvartetten havde en sjælden følelse af historisk dybde. De middelalderlige melodier fremstod ikke som citater eller ironiske referencer, men som levende materiale, der blev transformeret og videreført i et nyt musikalsk sprog. Flere satser havde en næsten hypnotisk skønhed, og selv om værket varede omkring 35 minutter, føltes det aldrig overflødigt. Her fandtes reel formbevidsthed og variation.
De middelalderlige melodier fremstod ikke som citater eller ironiske referencer, men som levende materiale
Klangen i industriruinerne
Samtidig med Wittener Tage fandt Orbit-festivalen sted i Köln med fokus på eksperimenterende musikdramatik. Festivalen er stadig relativt ny, men virker allerede som et vigtigt supplement til regionens øvrige kulturliv. Orbit har en legende og fysisk tilgang til eksperimentet. Det mest overbevisende var netop de forestillinger, der turde bevæge sig væk fra koncertformatet og ind i det performative og rumlige.
En af festivalens stærkeste oplevelser fandt sted i en nedlagt industrimølle, hvor multikunstneren Rochus Aust havde skabt et totalteater omkring civilisationens mulige sammenbrud. Publikum bevægede sig gennem den enorme bygning og deltog aktivt i forestillingen ved blandt andet at kaste træklodser ned gennem en gigantisk sliske, som tidligere havde transporteret korn gennem fabrikken.
Lyden af træklodserne, der styrtede gennem bygningens mange etager, var næsten stærkere end forestillingens narrative lag. Sammen med plastikgranater, der til sidst blev kastet mod en gigantisk tromme fra stor højde, opstod et voldsomt og fascinerende lydligt rum et sted mellem installation, performancekunst og musikdramatik.
Ikke alt fungerede lige godt. Flere produktioner havde fortsat et elitært og lukket præg
Også Ensemble uBu imponerede med forestillingen Mutants in Music: Dreamteam, som undersøgte idéen om kollektiv drømmen gennem en fælles playliste. Fragmenter af Ligeti, Schubert, Stockhausen og Else Marie Pade gled ind og ud af hinanden i en forestilling, hvor musikerne ubesværet bevægede sig mellem instrumental performance og teater.
Ikke alt fungerede lige godt. Flere produktioner havde fortsat et elitært og lukket præg, blandt andet forestillingen Gefängnis ohne Mauern, Schiff ohne Meer… om Jean Genet, som aldrig helt formåede at skabe forbindelse mellem sine abstrakte billeder og publikum. Men selv de mindre vellykkede værker virkede her som reelle forsøg på at undersøge nye former.
Der eksperimenteres intenst i Ruhr-området i disse år. Ikke alt overlever mødet med publikum. Meget forsvinder hurtigt igen som kulstøv. Men de bedste værker på festivalerne mindede om, hvorfor eksperimenterende kunst stadig er vigtig: fordi man indimellem finder noget, der faktisk føles nyt.
Wittener Tage für Neue Kammermusik, Witten, 24.-26. april. Orbit, Festival für Aktuelles Musiktheater, Köln, 23.-26. april