Det lød vildt – men holdt det?
Andreo:
Altså, allerede på papiret lød det vildt. Et værk for ikke mindre end 50 klaverer. Georg Friedrich Haas’ 11.000 Saiten åbnede MaerzMusik, som netop er kendt for sine spektakulære åbninger. I MaHalla, en tidligere fabrik, sad pianisterne i en stor cirkel omkring publikum, og gradvist åbnede der sig et mikrotonalt rum. Næsten-identiske toner blev forskudt med minimale intervaller. Enkelttoner bølgede frem og samlede sig til tætte droner og opløstes igen; hele klangbilledet var i bevægelse. Mellem klavererne var musikere fra Klangforum Wien på cembalo, saxofon, trombone.
Svimlende! Til sidst tog pianisterne vanter på og rutsjede op og ned af klaviaturet
Nogle passager rejste sig som massive klangblokke, nogle var rytmisk grove, andre havde en mere spøgelsesagtig puls. Svimlende! Til sidst tog pianisterne vanter på og rutsjede op og ned af klaviaturet. Altså, hvordan har Haas lavet det partitur?
Mathias:
Jeg talte om det med en anden komponist på festivalen, som sagde, at det kun kan have været en spekulativ kompositionsproces. Fascinerende! Måske på et konceptuelt plan meget passende for Kamila Metwalys programlægning, der byggede på formater, der åbner koncerterne op, og som kombinerede det klassiske med uventede instrumenter og improviserende musikere. Jeg synes ikke altid, disse kombinationer blev forløst på en tilfredsstillende måde, men i det hele taget bød de på nye perspektiver.
Andreo:
Lydkunstner Andrei Cucu og forfatter Svenja Reiners’ performance Sound and Syntax kredsede om spændingsfeltet – og de indlejrede hierarkier – mellem tekst og lyd. En præpareret guitar knirkede og glødede som et mekanisk dyr, kassettebånd blev sat i gang og spolede videre, og en stemme lagde sig i skrøbelige loops.
Det var som en roadmovie, hvor det skiftevis var ordene og lydene, der førte os af sted. På et tidspunkt dukkede en linje op om et tog, der sætter i gang. Netop bevægelsen – rytmen – var performancens egentlige motor. Ordene accelererede, skiftede retning, forsvandt.
Samspillet mellem hans elektronik og slagtøjsspiller Dirk Rothbrust var noget af det fedeste, jeg har hørt i lang tid
Mathias:
Det lyder som et mere produktivt møde end det, der fandt sted næste weekend, hvor Jan St. Werner og forfatteren Louis Chude-Sokei forsøgte at sammensætte et essay om migration, identitet og rodløshed med Werners boblende, glitchy elektronik. De to lag konkurrerede dog mere, end de løftede hinanden: lytteoplevelsen blev splittet mellem forsøget på at følge essayet eller musikken. Dette kunne i sig selv have været en pointe, men dertil var samspillet mellem de to ikke gestaltet nok. Glimtvis kunne man skimte potentialet, men efter halvtreds minutter sad jeg skuffet tilbage, hvilket var desto mere trist, fordi Jan St. Werners koncert fra aftenen forinden var mit musikalske højdepunkt på hele festivalen. Samspillet mellem hans elektronik og slagtøjsspiller Dirk Rothbrust var noget af det fedeste, jeg har hørt i lang tid.
Andreo:
Jeg var til gengæld skuffet over udstillingen Partitur om Else Marie Pade i udstillingsstedet KW. Kun en håndfuld partiturer er udstillet. Dog var det godt at lytte til Pades værker i nogle ordentlige højttalere. Og godt, at udlandet også er ved at opdage den danske komponist, som i dag ville være fyldt 101. Men hvorfor har ingen i Danmark, hvor hun jo engang var på forsiden af selveste Ud & Se, fundet på at lave EMP-merch? KW sælger fine EMP-muleposer!
Okkyung Lee og rakte store fade med chokolade ud til publikum. Cute, men desværre ikke så meget mere
Mathias:
Og den danske darling Pade fik endda endnu en hyldest af den eksperimenterende cellist Khabat Abas – med to koncerter, jeg desværre ikke kunne være vidne til. Men: vi fik faktisk gratis muleposer til Okkyung Lees Aurora (Mesophase)! Med koncertens dato printet på dem. Enhver, som har siddet med budgetplanlægning til kulturbegivenheder bidder mærke i sådan noget, haha.
Poserne var beregnet til vores sko, som vi skulle tage af. Derefter forsamlede publikum sig i sokker på scenegulvet, hvor vi hørte cello-improvisations-vidunderet Okkyung Lee.
Hendes solo-improvisation var båret af en virtuositet, man sjældent oplever – hun blev ét med instrumentet og formede klange, jeg ikke mindes have hørt fra en cello. Jeg havde været tilfreds med en times solo-improvisation, fordi hun fejlede i forsøget på at skabe en helhedsperformance, der også inddrog bratschist, kontrabassist, keyboard og video- og lysprojektioner. Stilladser med regnbuefarvet folie blev skubbet rundt i nye konstellationer. Det mindede om fluxus, men var faktisk ikke særlig interessant at se på, samtidig med at musikken ikke tog fart op. Til sidst blev tågemaskinerne tændt, mens en gigantisk diskokugles spejlprikker roterede i rummet. Musikken stoppede brat. Nå ja, og så kom Okkyung Lee og rakte store fade med chokolade ud til publikum. Cute, men desværre ikke så meget mere.
Andreo:
Du fik både mulepose OG chokolade?
Mathias:
Ja, og det var godt efter første koncert i Haus der Berliner Festspieles have, hvor vi småfrøs til smukke værker af Carola Bauckholt og Lou Kilger, fremført af kontrabassist Florentin Ginot. Hans elegante spil blev ledsaget af otte kanalers elektronik, der forvandlede haven til et soundscape, som blev en naturlig del af byens larm. Flyvemaskiner og nattergale trådte i dialog med Bauckholts finurlige elektronik og Kilgers dystopiske og distortede bas.
Havde det været lidt varmere, kunne man have mediteret her i lang tid
Der var en lethed over denne fine koncert, som blev afrundet af Pelle Schillings LongStringInstallation: lange metalstrenge spændt op mellem trækasser og havens træer, og liggende med hovedet inde i sådan en boks kunne man se op i træernes stadig bare kroner. Havde det været lidt varmere, kunne man have mediteret her i lang tid.
Andreo:
Finurlig var også Peter Ablinger, der døde i 2025 – en mester i at skubbe publikum ud i et rum af usikkerhed. Silent Greens Betonhalle var et fint sted at lytte til hans musik, for tiden stod bomstille, da Ensemble Dedalus opførte Ablingers værkcyklus WEISS / WEISSLICH 17. I uddrag som »17b: Violin and noise» og »17p: Trumpet and noise« blev instrumenterne sat i friktion med lyden af støj. Lydene borede sig ind i et materiale, der både stod imod og absorberede dem.
Noget lignende, bare helt tyst, skete i Catherine Lambs point/wave, hvor Didier Aschour navigerede sin guitar ind i et elektroniske, super meditative skyggelandskab. Det asketiske spor fortsatte i Dedalus’ opførelse af tre værker – Process, Steppings og Streams – af den franske lydfilosof Pascale Criton. Musikkens dramatiske fremdrift var minimal, toner, der syntes statiske, viste sig at være i bevægelse. Klangene slog blidt mod hinanden som en decentreret organisme i konstant forandring. Trombonens mikrotonale bevægelser var næsten uhørlige. Men de var der et sted i det auditive landskab – som psykoakustiske skygger, der flimrede i min bevidsthed.
Hvad var pointen med den kryptiske video af komponisten i Lofoternes storslåede landskab?
Mathias:
Lyder mere konceptuelt slående, end de værker, som KNM Ensemble Berlin præsenterede i Haus der Berliner Festspiele. De spillede fire værker fra tre kontinenter. På trods af vidt forskellige kontekster havde de det tilfælles, at de hver især præsenterede én idé, som komponisterne ikke videreudviklede. Og dermed blev det en lang aften. Hvad var pointen med den kryptiske video af komponisten i Lofoternes storslåede landskab, i Tine Surel Langes Apotheosis? Personen bag mig hviskede »Jeg forstod det ikke« efterfølgende, og stille måtte jeg give dem ret.
I AnA Maria Rodriguez' Nomenclature of Colours resonerede strygetrioens klange på to ophængte gonger, der også fungerede som projektionsflader for farverige mønstre. En syret oplevelse – hvem havde troet at en videoprojektion på en gong ville se så flot ud? – men igen kunne musikken ikke holde energien oppe. Fang-Yi Lins slagtøjs-solo GUA blev indrammet af en taiwanesisk optagelse af et digt, uden at der blev stillet oversættelse til rådighed. Øv. Zesses Seglias' …a drop on my fingers, two lips as a fuzz, a sun on our heads (is the pattern) var aftenens mest gennemkomponerede værk, men fortabte sig i stadig flere korte afsnit med gentændt og slukket lys. Programnoterne – (»…med lydindtryk, der ligger på grænsen af det menneskelige opfattelsesevne, »ligesom solen ligger hinsides universet, og lyden forsvinder over vores hoveder.«) – burde være unødvendige, hvis værket kunne gøre rede for sig selv.
Festivalens næste to aftener fandt sted på Radialsystem. Viola Yips og Ken Uenos Cybernetic Entanglements viste de to performere viklet ind i plastikslanger med sensorer – et nyt instrument, »hverken kostume eller protese«. Mens de langsomt bevægede sig og viklede sig ud af slangerne og hinanden, udløste de et kraftfuldt noise-agtigt soundscape. Alt mundede ud i, at Ueno stod ene mand og skreg af fuld hals. Måske et forsøg på at blive nyfødt som menneske uden teknik – eller måske endda som »mand«, efter at have været forbundet både til instrument og kvinde?
Andreo:
Schade! Under koncerten Archipelische Klänge med Klangforum Wien var det sjovt at opleve, hvordan en amerikansk skraldebil havde inspireret Gerhard Stäbler til værket Den Müllfahrern von San Francisco. Ein Akronym aus akustischen Erinnerungen an eine Reise (1988/1990). Den unge tyske komponist Laure M. Hiendls Chronochromatic Variations IV (2026) hentede inspiration hos Vaughan-Williams: Et samplet fragment »sad hele tiden fast«, hele tiden søgte tonerne væk fra ethvert stabilt groove. Men denne elektroakustiske algoritmiske assemblage var faktisk groovy og endda lidt jazzy.
Mathias:
Jeg var vildt imponeret over Luxa Schüttlers i wd leave leaf & dance (2022/26) som blev præsenteret i en ny ensemble-version i koncertens anden halvdel. Et vildt ridt gennem stadig nye og overraskende musikalske ideer. Jeg havde det som om de sprøde elektroniske klange på en måde dirrede i luften foran ensemblet.
Andreo:
Enig. Synd du missede Meredith Monk. Folk stod i lange køer. Hun kunne uden besvær have fyldt endnu en sal. Den 83-årige amerikaner lød som en slumrende vulkan, eller som flere dyr på én gang; kriblende, klikkende bevægede hun sig rundt på scenen som en kabukidanser flankeret af vokalisterne Katie Geissinger og Allison Sniffin.
Hun sluttede med at synge »Happy Woman«. Så meget håb pakket ind som kunst
Den store historiefortællers register er stadig uforudsigeligt. Stemmen stadig gådefuld i »Gotham Lullaby«. Midt i festivalens ofte koncepttunge program repræsenterede Monk – som er blevet kaldt post-minimalist – noget elementært: stemmen som vores ældste teknologi. Monk, som under sit ophold modtog Berlin Art Prize, sluttede med at synge »Happy Woman«. Så meget håb pakket ind som kunst på en martsdag i Wilmersdorf!
MaerzMusik, Berlin, 20.-28. marts 2026