Et land bygget af lyd
Hvor ellers skulle Bára Gísladóttir lade sit nye orkesterværk DÆGRIN klinge for første gang end i luksuslineren af et musikhus, Harpa – naturligvis under Dark Music Days, midt i þorri (den mørkeste passage i den gamle nordiske kalender, hvor årets fjerde vintermåned begynder på en fredag mellem 19. og 26. januar)? Næppe noget sted.
Hør, var der ikke lysstrejf her og der? Jo, der var
Gísladóttir er rundet af dette lands basalt, blæst og vinterlys, og selv om hun i dag har base i København, er hun for mange blevet selve lyden af Island. Selvfølgelig var mørket massivt i hendes nye værk – dybe, vibrerende understrømme – men der var flere nye ting: Islands Symfoniorkester rullede et mere rummeligt, panoramisk klangfelt ud end i hendes tidligere, mere komprimerede værker. Hvinende violiner trak skarpe streger gennem orkestermassen, mens små forskydninger langsomt underminerede enhver fornemmelse af stabilitet. Værket antog karakter af et indestængt hvæs: én lang, næsten immobil tone blev fastholdt som et spændt åndedrag, og omkring den opstod et mylder af raslen, friktion og mikroskopiske strygerbevægelser. Og hør, var der ikke lysstrejf her og der? Jo, der var. Men alligevel en perfekt start på Dark Music Days.
Metal, friktion og humor
Den tyske messingkvartet APPARAT uropførte Bergrún Snæbjörnsdóttirs Intraloper. Bag musikerne hang metalplader som tavse medspillere. De svarede igen, satte sig i bevægelse, vibrerede og tilføjede – sammen med elektronikken – en rå, flænsende resonans. I Harpas polerede koncertsal opstod fornemmelsen af en midlertidig industrihal.
Side om side sad vi og så håndboldkamp mellem Island og Danmark på storskærm. Inklusive Björk
Balancen var præcis: ventilernes tørre klik stod nøgent frem, før messingens fulde klang skar gennem rummet med fysisk tyngde. Klangen var ikke pyntet, men meget materiel, kold og vanvittig dragende.
Hos Haukur Þór Harðarson antog mørket en anden skikkelse. Roots, Laments (2026) for kammerorkester dirrede og glødede i dæmpede lag, som en klanglig arkæologi. Kontrasterne trådte derfor desto tydeligere frem i Tryggvi M. Baldvinssons Jarðljós (2025), hvor Herdís Anna Jónasdóttirs lyse vokal skar som et lysindfald gennem det tætte klangunivers. Jeg forstod ikke et ord af Gerður Kristnýs islandske tekst, men jeg blev ramt af sangens intensitet. Det samme gjaldt Hannes Péturssons digte i Finnur Karlssons Fjögur lög með millispilum (2018). Da Þórgunnur Anna Örnólfsdóttir sang dem, blev sproget løftet ind i et særligt rum. Det hjalp nok også til atmosfæren, at vi sad sammen med musikerne på scenen i Harpas store sal kort før midnat med udsigt til de tomme stolerækker.
Noget af det mest underholdende på årets Dark Music Days var Ragnar Árni Ólafsson og Luke Deanes sært fængslende, delvist improviserede tv-show, hvor de de to performede en både filosofisk og gagget musiklektion om, hvordan vi opbevarer lyde, udgiver dem, sælger dem. De afsluttede med et tørt »Thank you for travelling with us«. Tak selv. Bedste værktitel på årets festival må være den danske komponist S. Gerups titel: How to Ruin Someone’s Career as a Violinist – et tyst studie i mødet mellem musikalsk kunnen og menneskelig skrøbelighed kropsliggjort af bratschisten Þórhildur Magnúsdótti.
Bedste værktitel på årets festival må være den danske komponist S. Gerups titel: How to Ruin Someone’s Career as a Violinist
Muld og murbrokker
Naturen rumsterede i Harpa, da de to komponistledede ensembler Stelkur og Steinalda indtog scenen med værker af Charles Ross og Guðmundur Steinn Gunnarsson. Det var en koncert, der bevægede sig i grænselandet mellem natur og infrastruktur – i det, man med et engelsk begreb kalder edgelands: zonen, hvor det menneskeskabte langsomt glider over i noget andet.
Guðmundur Steinn Gunnarssons Hugleiðingar um nýtingu afganga (Contemplations on the Utilization of Leftovers) – et slags mindesmærke over den benzintank, der engang lå, hvor Harpa nu ligger – formede en sart økologi af lyde. Guitar, banjo og fløjter dukkede op og forsvandt igen som små vækster. Desværre gik der tomgang i musikken.
Mod slutningen stod Ross forrest på scenen med hænderne nede i tang. Jo, det her var jordbunden poesi
Charles Ross’ New Forest fandt en bedre form til det skrøbeligt organiske. Mod slutningen stod Ross forrest på scenen med hænderne nede i tang. Jo, det her var jordbunden poesi.
Et værk, der skilte sig markant ud, var Véronique Vakas Vanascere (2026), uropført på festivalen af Caput Ensemble med accordionisten Jónas Ásgeir Ásgeirsson som solist. Akkordeonet fungerede som værkets pulserende organ midt i orkestrets dæmpede, organiske klanglag. Vakas’ kompositoriske sprog er præget af en taktil opmærksomhed på detaljen: små forskydninger i rytme, tekstur og klangfarve. Mørke og lys voksede umærkeligt sammen i et langsomt udfoldet forløb, hvor tiden – som så ofte i islandsk musik – var et rum, musikken fik lov at bebo.
»Island er ikke kun bygget på natur. Island er bygget på musik. Men vi må ikke tage det for givet«
Mirakler og eksport
Musikmiljøet i Reykjavik er lille. Det betyder, at man uundgåeligt støder ind i hinanden – også mellem to koncerter. I en af salene i Harpa sad komponister, musikere og publikum side om side og så håndboldkamp mellem Island og Danmark på storskærm. Inklusive Björk. Jo, igen i år var Björk på Dark Music Days. Efter kampen sagde Páll Ragnar Pálsson, formand for komponistforeningen: »Island er ikke kun bygget på natur. Island er bygget på musik. Men vi må ikke tage det for givet.« Hans sopranpartner nikkede: »Nej, det er et mirakel.«
Man hører det igen og igen: at et samfund på godt 400.000 beboere – på størrelse med en mellemstor provinsby i Danmark – har gjort musik til en af sine vigtigste eksportvarer.
Et godt eksempel er Masaya Ozaki, som er kommet til Reykjavík for at studere og her finsliber sit allerede originale tonesprog. Sidste år fik han p-kælderen under Harpa til at runge af noise.
I år opførte han sammen med den Reykajvík-musikeren ronja værket spidernetwork: boku wa… desutoroiya (2026). Med inspiration fra edderkoppens spind sad performerne på gulvet på hver sin side af ensemblet med elektronik og lilletromme. Noisen væltede sagte ind over orkestret, blev opsuget og filtreret, så alle hierarkier – mellem centrum og periferi, solist og ensemble, støj og struktur – gradvist opløstes.
I en anden af Harpas mange sale spillede Magnús Jóhann Ragnarsson på det sære franske elektroniske instrument Ondes Martenot fra 1928. Spøgelsesagtigt vibrato, bølgende glissandi gik igen i en række værker, bl.a. Ingibjörg Elsa Turchis Hringiða (2026). Bára Gísladóttir kom også på scenen i en fri improvisation; hendes kontrabas og Ondes Martenot’ens lyse, spacede lyde lød ganske enkelt vidunderligt.
Mirakler synger stille
Sang er naturligt tilstede overalt i Island. Dark Music Days blev åbnet af et ungdomskor og sluttede med det fænomenale Cantoque Ensembles opførelse af værker af Hildigunnur Rúnarsdóttir. Syngur sumarregn (1994) lød skælvende rent, sørgmodigt og ophøjet – og samtidig helt nede på jorden.
Efter Bára Gísladóttirs impro-koncert kunne man se formanden for komponistforeningen bære hendes kontrabas ud af Harpa. Et lille, men sigende billede. Måske bor miraklet ikke i eksporttallene eller myten om det unikt islandske, men i det praktiske fællesskab: at man bliver og hjælper, at man deler håndboldskærmen og lytter til hinandens musik.
Dark Music Days, Reykjavík, Island, 28.01-01.02