Når verden ryster, lytter Kirkenes
Det var tæt på, at åbningen måtte begynde uden hovedtalerne. Kommunal- og distriktsministeren og flere af festivalens kunstnere kredsede i timevis over Øst-Finnmark, mens tågen lå tungt over Kirkenes. Først efter en omdirigering til Lakselv og flere timers venten klarede det op. Et arktisk forspil af usikkerhed. Mit eget fly blev udskudt et døgn. Åbningsshowet og Lapland Chamber Orchestra måtte jeg opgive.
Seismiske data fra Kharkiv og Kherson, byer mærket af krig, blev omsat til lyd: lavfrekvente bølger, tætte droner, metalliske overtoner
Kirkenes ligger 15 kilometer fra den russiske grænse – en hvid randzone mod øst. Sneen falder i minus 21 grader, fjorden ligger tung og grå. Det ligner periferi. Men under overfladen vibrerer landskabet. På årets Barents Spektakel (19.–22. februar) var det netop vibrationerne, der stod i centrum.
Nede i en grotte midt i byen opførte to elektroniske musikere fra hver sin del af verden – amerikanske Mark Bain og ukrainske Khrystyna Kirik – værket The Core. Seismiske data fra Kharkiv og Kherson, byer mærket af krig, blev omsat til lyd: lavfrekvente bølger, tætte droner, metalliske overtoner og dirrende højfrekvente teksturer.
Bain, der tidligere har registreret rystelserne i New York under 9/11, arbejder med bygningers og jordens skjulte frekvenser. I Kirkenes forplantede vibrationerne sig i klippevæggene; bassen lagde et massivt tryk mod brystkassen. Kroppen blev resonanskammer for fjerne eksplosioner og underjordiske forskydninger. Imens sang Kirik gennem en throat-mic. Den filtrerede vokal gled ind og ud af dronens tryk – en menneskelig frekvens i det geologiske mørke.
Efter en time trådte vi op fra grotten igen. Sneen dalede stadig. Stilheden over byen var næsten bedøvende.
Dengang Barents var et buzzword
Festivalen Barents Spektakel, skabt af foreningen Pikene på Broen, har siden 1990’erne arbejdet i krydsfeltet mellem kunst og geopolitik. Her, 400 km nord for Polarcirklen, er geopolitik ikke kun analyse, men en atmosfære – noget, der mærkes i infrastrukturen, i sproget, i hverdagen.
Med Hegel konstaterede hun, at historien lærer os, at vi intet lærer af historien
Der tales mange sprog i Kirkenes. Skiltene er på norsk, samisk, finsk og russisk. I Transborder Café – bygget til festivalen – med tørret fisk på menuen, blev sikkerhedspolitik og fremtidsscenarier diskuteret. Årets tema lød The Border Crossed Us. Den nordlige grænse mellem Finland, Rusland og Norge fylder 200 år i år. Festivalen spurgte derfor, hvordan regionen ville se ud, hvis linjen aldrig var blevet trukket – og hvordan den vil tage sig ud om 200 år.
På Transborder Café talte Gøril Johansen med diplomatens blanding af nøgternhed og tvivl. Hun spurgte åbent, om det, der sker i Ukraine, også kan ske her. Hun henviste til Davos og sikkerhedskonferencen i München, hvor europæerne har måttet erkende, at gamle sikkerhedsgarantier ikke længere gælder. Med Hegel konstaterede hun, at historien lærer os, at vi intet lærer af historien. Den gentager sig. Spørgsmålet er, hvad man gør her i Kirkenes.
Forfatteren Aslak Bjørn mindedes 1990’ernes optimisme, hvor Barents var et buzzword – et løfte om grænseoverskridende fællesskab. »Barents er ovre,« konstaterede Sør-Varangers borgmester Magnus Mæland. Krigen har ændret alt. Alligevel insisterer han på hverdagen. Hver femte indbygger i kommunen er ikke norsk, og russere har altid boet i området.
Fredsforskeren Marcela Douglas talte om »deep peace« – en fred, der stadig findes i regionen, men som er blevet tyndere. »Når krigen en dag slutter, får vi brug for institutioner, der kan genopbygge tillid. Deep peace er ikke sexy. Det lyder naivt. Men det burde det være.«
Aftenen fortsatte med deep house fra Tjukk & Bart og Charlotte Bendiks, i programmet beskrevet som »DJ, producer, and a positive thinker – the northern ambassador of distant intimacy.«
Festivalen bød også på elektronisk forvrænget mikrotonal folk med Naaljos Ljom og morgenrave, hvor deltagerne dansede, inden de hoppede i saunaen og sænkede sig i et ishul.
At lytte til krigens frekvenser
Lyden var et centralt omdrejningspunkt på årets festival. På et diskursprogram på et tidligere hospital i Kirkenes – under overskriften Attack. Release. Resist. – kredsede samtalerne om vibrationer, droner og seismiske data: lyd som våben, vidne og modstand.
Steve Goodman – også kendt som Kode9 – åbnede med en performativ forelæsning baseret på sin kommende bog Notes of the Third Ear. Mens han talte, summede droner i baggrunden som et konstant alarmsignal.
Han beskrev en verden, hvor visse lyde lover sikkerhed, mens andre signalerer trussel. I Libanons luftrum er dronens summen blevet en akustisk erindring: en kropslig tilstand af permanent vagtsomhed. Goodman talte om sonic terrorism, atmosfærisk terror – »atmoterror« – og om en prædatorisk ambience i Israel, hvor ambientmusik og parfume med top- og bundnoter indgår i dirty alliancer.
Den georgiske kurator Mariam Otarashvili præsenterede radioplatformen Mutant Radio, et community-drevet projekt med base i Berlin og Tbilisi. Community radio er blevet populær, sagde hun, fordi den arkiverer kultur – stemmer, stemninger og modstand – i realtid, før de forsvinder. I skrøbelige demokratier kan arkivet fungere som en form for beskyttelse.
Senere diskuterede Khrystyna Kirik og Mark Bain projektet Disturbed Ground sammen med kurator Mariana Berezovska. Initiativet undersøger krigens økologiske aftryk. Nyhederne fra Ukraine handler om våben og dødstal, sagde Berezovska. Men vi glemmer landskaberne. Rusland og Ukraine deler jord, floder og undergrund. Missilangreb og eksplosioner sætter ikke kun politiske spor, men også fysiske i jorden.
I den lille konferencesal sad vi og lyttede til Bains optagelser af vibrationerne fra World Trade Center. »So this is the sound of the tower collapsing.« En dyb frekvens fyldte rummet.
Da vi gik ud i det hvide landskab igen, var alt – igen – helt stille.
Fra Svanesøen til eksil
»Jeg ville foretrække ikke at være aktivist og politisk. Jeg ville hellere bare lave noise.« Sådan indledte den russiske musiker Noize MC – født Ivan Aleksejev og i dag i eksil – sin koncert i det tætpakkede Samfundshuset. Hans musik bevægede sig rastløst mellem grungeguitar, hiphopbeats og eurodance. På scenen lærte han publikum at danse svanedansen fra Svanesøen af Tjajkovskij. Balletten, der i årtier har været et symbol på den russiske kulturkanon, er i dag blevet politiseret. »Tre mænd, der dansede den på gaden som protest, blev anholdt,« sagde Noize MC fra scenen og sang en sang inspireret af digteren Osip Mandelstam. Nutidens dissidenter spejler sig i fortidens. En anden sang trak tråde til Joseph Brodsky og digtet »In the Dark« – eksilets poetik. Da koncerten sluttede, stod korsangerne bag ham klædt i hvidt.
Samme aften kravlede Edvard Valberg fra punkrockbandet Honningbarna ud over publikum – mange i tykke stiktrøjer – og spillede desuden syret cello.
Samme aften kravlede Edvard Valberg fra punkrockbandet Honningbarna ud over publikum – mange i tykke stiktrøjer – og spillede desuden syret cello
Ord, der nægter at dø
Årets festival havde et markant fokus på samisk kultur. Article 3 spillede deres helt egen blanding af joik, beats og strubesang. Og på en frossen sø forvandlede en finsk teatergruppe traumer til en børnevenlig performance med titlen Áávu. Mørket blev brudt af dans, joik og stemmer på flere samiske sprog samt grønlandsk – vi forstod ikke et ord, men dansede alligevel. Áávu er inarisamisk for »glæde«, og glæde kan som bekendt også være en kunstnerisk og politisk gestus.
I kunsthallen Terminal B lod lydinstallationen Roaring Silence – med en uldbeklædt loungestol i centrum – af Brith Hennie Halvorsen og Nils P. Johansen naturens lyde og den dybe summen fra vandkraftens turbiner mødes med den skoltesamiske sangtradition.
Sidste dag kørte vi gennem sneklædte fjelde til Ä’vv Skolt Sámi Museum uden for Kirkenes. Her præsenterede komponisten Espen Sommer Eide performancen Dead Language Poetry. På hver side af ham sad en bedstemor og hendes barnebarn og læste ord op, ét for ét, mens elektroniske lyde lagde sig under.
Skoltesamisk tales i dag af omkring 300 mennesker i Finland, enkelte i Rusland – og ingen i Norge. Under en 14 dages ekspedition har Eide fået hele den skoltesamiske ordbog læst op af lokale sprogbrugere og dokumenteret den på video og lyd. Dead Language Poetry lød ikke som en elegi. Snarere som et arkiv af ord i fare for at forsvinde. Det var dragende.
»Maybe not yet dead language poetry,« lød det i en efterfølgende debat.
Heini Wesslin fra det finske sameting mindede om, at ikke alt kan beskrives med ord. »Den vestlige tænkning insisterer på, at alt skal formuleres. Men vi bruger ikke altid ord. Tavsheden er vigtig.« Så sagde hun, med rørt stemme: »We have lost the language. And now we are taking it back.«
På vej tilbage gennem bjergene spillede radioen gennemtærsket pop.
Tilbage i Kirkenes spillede Suõmmkar skoltesamiske fortællesange – leuʹdd – pakket ind i pop og rock. Anna Lumikivi-Lemmetty og Hanna-Maaria Kiprianoff skiftedes til at synge om tvangsforflyttelser, sprogtab og politiske overgreb.
»Er der nogen her, der forstår samisk?« spurgte Lumikivi-Lemmetty ud i lokalet. Ingen rakte hånden op. Mandolin, violin, guitar og trommer vævede et dansende tæppe under historierne. Melankolien fik hofter i Transborder Café, da en sang om generationstraumer pludselig gled over i bossa.
Stilhedens frekvenser
Kontrasten til verdens rystelser kunne knap være større end inde i det tidligere Toldkammer i Kirkenes. Her lå stilheden som et ekstra lag isolering omkring festivalens mest afdæmpede værk: Behind The Lidless Eyes af Erja Taskinen og Tuuli Malla.
I videoen broderer et par hænder en sovemaske, hvor små fiskehvirvler danner perleøjne. Lyden er næsten ASMR-agtig: perler mod stof, en sagte raslen. Sovemasken kan læses som en beskyttelse mod det koloniale blik – et valg om selv at regulere, hvad der ses, og hvad der forbliver skjult.
I rovdyrenes tid bliver relationer, symboler og kulturel fingerspidsfornemmelse et vigtigt værn
Udenfor toldkammerbygningen hang Marie Skeies tekstilværk If We Go Back There Are No Colours. Stoffet er farvet med planter fra Gaza – eucalyptus, hibiscus og oliven – hvis farver langsomt har sat sig i uld og silke. Med tiden vil de falme igen: et sørgeflag for et landskab i ruiner – og et spinkelt håb om, at Gazas farver en dag kan træde frem igen.
I rovdyrenes tid bliver relationer, symboler og kulturel fingerspidsfornemmelse et vigtigt værn. Tidligere i år lød det på sikkerhedskonferencen i München, at verdensordenen er under opløsning. I Kirkenes føles ordene mindre som retorik end som en konstatering. Rusland ligger lige bag bjergene, og krigen i Ukraine mærkes ikke kun som nyhedsstrøm, men som en sitren i hverdagen.
Den arktiske sne kan få stedet til at ligne en perifer kulisse. Men Barents Spektakel fungerer næsten som et seismografisk instrument: en festival, der opfanger rystelserne fra en verden i forskydning – og omsætter dem til lyd, samtale og kunst. Når verden ryster, lytter Kirkenes.
Barents Spektakel, Kirkenes, Norge, 19.-22.02