Den behagelige kunst
»After the performance, the audience is invited to stay with the performers to share impressions, thoughts, and feelings together – both in conversation and in silence. Anne Cecilie’s famous Røst fish soup and a vegetarian alternative will be served to warm our bodies. Together, we can reflect on what has unfolded on stage, process the loss of biodiversity we are witnessing, and perhaps sow a seed of hope.«
Selv som naturelsker – og hvem er ikke det i dag – var det en forestilling, der trak tænder ud at komme igennem
Velkommen til Borealis. Her er vi sammen om alt. Før åbningsforestillingen Vedøya – Laments to the birdmountain who lost their voice skulle vi – inspireret af Pauline Oliveros – hilse på hinanden og se hinanden i øjnene i foyeren på Cornerteateret.
Selve performancen fungerede som et live soundtrack til Vedøya, engang et af Nordeuropas mest larmende fuglefjelde. Elin Már Øyen Vister flettede feltoptagelser, nye kompositioner, nordnorske folketoner og samiske vokaltraditioner sammen med naturbilleder. Der blev skåret fisk på scenen. Og bagefter spiste vi den lækre suppe sammen.
Men selv som naturelsker – og hvem er ikke det i dag – var det en forestilling, der trak tænder ud at komme igennem.
Erfaringer frem for værker?
I Seismograf er Borealis ofte blevet beskrevet som en festival i sit eget tempo. Sanne Krogh Groth fremhævede i 2015 det uprætentiøse, men omhyggeligt kuraterede program, mens Sune Anderberg noterede en »næsten klaustrofobisk feelgood-stemning« omkring festivalens »safe space-politik og fælles vinterbadning.« Robert Barry kaldte det i 2017 en »inescapable warmth«. Patrick Becker skrev i 2025, at »Borealis lover eksperimentel musik, men falder igennem i de traditionelle koncertformater.« Spørgsmålet er, om det – som Jan Topolski formulerede det – i sidste ende er erfaringer, snarere end værker.
Trance Bath druknede i guidet meditation, små klokker og for meget tale
På årets festival, den sidste med Peter Meanwell ved roret siden 2015, var fællesskabsritualerne allestedsnærværende. Også i år var vi i sauna sammen. Den canadiske kunstner og hypnoterapeut Julia E. Dyck inviterede til Trance Bath: »Drawing on hypnosis, queer bathhouse culture, and Finnish traditions, Trance Bath uses sound and ritual to investigate how bodies can synchronise, release tension, and attune to one another.«
Den flydende sauna Laugaren ligger meget smukt ved fjorden. Arkitekterne Utopic har brugt det lækreste træ. Saunaen ligner et kunstværk. Men Trance Bath druknede i guidet meditation, små klokker og for meget tale.
På Sardinen USF lagde den norske kvartet Tøyen Fil og Klafferi op til en undersøgelse af fællesskabets lyd med to nye værker. Men musikken stod mærkeligt stille i A Decade Dancing in the Eternal Echo af Martin Taxt.
Små gestusser hobede sig op uden retning, og selv når Propan-duoen i Sister of simple song fandt en fin, underspillet tone med dirrende blokfløjter og inspiration i 60’ernes folk, virkede det mere som en idé om fællesskab end som en musikalsk nødvendighed.
Når det endelig sker
Når festivalen var bedst, skete det modsatte.
Multimediekunstneren Camille Norment tog afsæt i Bertolt Brechts berømte linjer: »In the dark times will there also be singing? Yes, there will also be singing about the dark times.« Musikerne stod i centrum, omgivet af publikum, og skabte et tæt, rituelt rum. Norments arbejde med »kulturel psykoakustik« kunne mærkes fysisk, når lyden voksede i et organisk flow: fra mundklik til soulet vokal, pludselig noise-guitar, percussion og Laura Madaliso Beer Kumwendas ferme håndtering af sin viola d’amore, som hun spillede på med skælvende strøg.
Og hos den iransk-danske trommeslager og lydkunstner Jaleh Negari blev personlige erfaringer omsat til et fragmenteret, men pulserende klangvæv af trommer og elektronik. Negari, kendt fra Selvhenter og Eget Værelse, havde allieret sig med Andreas Pallisgaard, Rosanna Lorenzen og Zeki Jindyl, og i fællesskab fik de rytmer til at bryde sammen og fandt nye forbindelser i Bergen Kjøtt.
Andre steder faldt det til jorden. I Troldsalen lagde Johan Sara Jr. med værket The Eight Sámi Seasons op til en meditativ rejse gennem samisk tidsforståelse, men værket forblev fladt. Otte gange løb de musikalske idéer ud i sandet, naturens rytmer blev aldrig til musikalsk nødvendighed trods kyndigt spil fra pianist Marina Matsuoka og Bergen Strings.
Hos BIT20 Ensemble var det især Øyvind Torvund og Hannah Kendall, der skilte sig ud: Torvund blev præsenteret som lokal helt, for hans musik er virkelig efterspurgt. Hans Neon Forest Space bar præg af en legende uforudsigelighed: opløste melodier, en næsten romantisk dialog mellem klarinet og cello, så gnubbende guitarlyde og synthflader, der trak værket i skæve retninger. Man vidste aldrig helt, hvor det bar hen – på godt og ondt.
Kendalls Even Sweetness Can Scratch the Throat var som travle lyde på en banegård. Stemmer filtreret gennem megafoner og radiosignaler krydsede hinanden i et tæt, dirrende rum.
På Bergen Kunsthall genlæste udstillingen Iter Subterraneum Ludvig Holberg som en økologisk fabel. Her skabte den danske kunstner Cecilia Fionas Infinite Pollination et meditativt ritual, halvt sørgeceremoni, halvt frugtbarhedsrite. Performere bevægede sig mellem skulpturerne med små, gådefulde væsener i hænderne, mens stemmer summede, dirrede og vibrerede som et sværmeri af insekter. Sanseligt, men også lukket om sin egen symbolik.
For mig trådte Holbergs forestilling om andre verdener klarere frem i de tavse, intense figurer af den danske outsiderkunstner Ovartaci, som også indgik i udstillingen.
Spinkle lyde af fugle – de små dyr med superkræfter – masede sig ind i den tunge lydstrøm. Wow
Det var dog på Østre, at Borealis’ næsten insisterende »niceness« for alvor blev udfordret. I lørdagens dobbeltprogram præsenterede den altid interessante Bergrún Snæbjörnsdóttir sammen med John McCowen værket Roföldur. Her voksede kontrabasklarinettens multiphonics frem som organiske formationer i lydens tusmørke, længe, indtil spinkle lyde af fugle – de små dyr med superkræfter – masede sig ind i den tunge lydstrøm. Wow.
Efterfølgende lod Hilde Marie Holsen og Mariam Gviniashvili ro og uro sameksistere i samme spændingsfelt. Trompetens varme, udstrakte toner gled ind og ud af tætte, elektriske støjflader, hvor glitch og drone foldede sig ud i en langsomt pulserende, trancefremkaldende støjflader.
Fællesskabet fungerede bedst uden for institutionerne. Højt oppe i bjergene. I små grupper gik vi op til lyttehytten Jiennagoahti, tog skoene af og satte os på rensdyrskind, mens en samisk kvinde introducerede Sara Marielle Gaups Nana Nannán – Solid Soil. Vinden og regnen pressede sig mod hyttens vægge. Vi drak te og lyttede.
Det var ægte feel good oppe i lyttehytten
Lydene fra værket og naturen gled ind i hinanden, så man til tider ikke kunne skelne dem. Vinden lagde sig som en basso continuo, ildens knitren blev til et råt, industrielt beat, og fuglesang flettede sig med Gaups joik. Bagefter talte vi dæmpet sammen, om hvad vi havde lyttet til. Og om samiske sprog, som har ufattelig mange ord for »bjørn« og »sne«. Nogle oplevelser giver kun mening i fællesskab.
Varmen som filter
Ved Nordnes Sjøbad skabte Benedicte Maurseth og Håkon Mørch Stene en af festivalens mest mindeværdige oplevelser. Publikum lå flydende i det historiske bassin fra 1910, mens de to musikere indledte, hvad der i starten lignede en pæn ambient-koncert.
Men Maurseths hardangerfele drejede de svævende klangflader over i mere folkemusikalske spor. Og midtvejs gik de to musikere over til to plastickasser med alt godt fra havet – muslingeskaller i alle størrelser og tang – som de tog op af vandet og kastede ned igen. To mikrofoner forstærkede lydene, og måske fordi jeg selv lå i vand og lyttede, tog jeg dem ind som store sensationer. De bølgede frem som hvalkald, dybhavsrumlen og fjerne jordskælv – som om havet selv talte.
Borealis er et paradoks. I en tid præget af konstant støj og fragmenteret opmærksomhed insisterer festivalen på nærvær, krop og fællesskab. Her skal vi ikke bare lytte – vi skal være sammen om at lytte. Det var ægte feel good oppe i lyttehytten, men måske mest fordi, lydene fra værket og naturen smeltede sammen, og fællesskabet ikke føltes påklistret, men bare naturligt.
Borealis må gerne turde mere friktion
Det var mindre overbevisende, når de gode intentioner og den omsluttende varme blev til et filter, som alt skulle passere igennem. Saunaen kan være et forrygende koncertrum – men kun når musikken selv får sveden frem. Borealis må gerne turde mere friktion. Hvordan den nye kunstneriske leder, Tze Yeung Ho, vil balancere netop det, bliver afgørende at følge.
Borealis – en festival for eksperimentell musik, Bergen, Norge, 11.-15. marts 2026