I skyggen af Pärt
Estland er et usædvanligt lille land med et usædvanligt rigt og mangefacetteret musikliv. I korridoren, der fører flypassagererne ud af Tallinns lufthavn, er der opsat store posters med både fotos og livsfilosofiske citater af Arvo Pärt, hvis verdenskendthed for længst er blevet noget, han stolt bliver brandet med.
Selv er jeg netop landet og er på vej til Estonian Music Days, festivalen for samtidsmusik som under skiftende navne har eksisteret siden 1979. Og selvom jeg som så mange andre i sin tid kom til at lære estisk musik at kende med den nu 90-årige komponists værker som indgang, henleder disse posters af ham også min opmærksomhed på den modsætning, han for så vidt personificerer.
Estland er et usædvanligt lille land med et usædvanligt rigt og mangefacetteret musikliv
For på den ene side er han et mainstream-ikon, der skulle sætte Estland på det kulturelle verdenskort. På den anden side er han en enorm elefant i rummet for landets musikliv, der måske nok nyder godt af den opmærksomhed, hans ry har bragt med sig, men også konstant må forsøge at kæmpe sig fri af den dominans, han uundgåeligt udøver både indadtil og udadtil som den største enkeltstående institution i musiklivet.
Disse posters gør dog også noget andet: De minder om, hvilken fremtrædende rolle musik – herunder altså partiturmusik – spiller i det moderne Estland ikke blot som identitetsbærer, som spejlingsmekanisme og som katalysator for fordybelse og æstetisk kontemplation, men også som et redskab til at styrke et nationalt fællesskab. Og da jeg lidt senere går rundt i Tallinns middelalderby, bliver jeg overrasket over, hvor domineret det er af ganske andre posters, der reklamerer for koncerter med for længst kanoniserede komponister, udefra set i rækken lige efter Pärt: Errki-Sven Tüur, Veljo Tormis og letten Pēteris Vasks – foruden megen anden musik.
Konservatisme med historisk resonans
Ved de koncerter under Estonian Music Days, som jeg overværede, fornemmede jeg hos publikum ligeledes en enorm opbakning til og anerkendelse af musiklivets vigtighed for samfundsdiskursen som sådan. Koncerterne afdækkede, hvor gennemgribende, ja, radikalt, et spændingsfelt estisk musik befinder sig i mellem »det bestående« og »det nye«, mellem »tradition« og »fornyelse«, mellem »enkelhed« og »kompleksitet« – og det i en grad, så jeg ikke engang er helt sikker på, at det er de rigtige begreber at anvende.
Åbningskoncerten i byens Johannes-kirke med det anerkendte pigekor Ellerhein fremstod på alle måder meget konservativ: Selv koncerttøjet lignede noget fra længe før Murens fald, og de indledende to korværker af Mart Saar, hvoraf det ældste går tilbage til 1910, lød som formummede relikvier. Og så kom jeg alligevel i tvivl: Som ikke-ester har jeg næppe de rette forudsætninger for at forstå de aspekter af nationbuilding, som her måske, måske ikke, kommer i spil. For at landet har en professionel musikkultur, der går tilbage til længe før Sovjet-æraen, kan der være rigtig gode grunde for estere til at blive mindet om i en tid, hvor Ruslands uberegnelighed er blevet en anden elefant i rummet.
Man fornemmede, hvordan Estland trods sin rige og solide roster af velanskrevne komponister kunstnerisk set slet ikke har råd til at hvile på laurbærrene
I andre værker under koncerten blev en ældre, men solid modernitet aktiveret: Et par værker af den tilsyneladende allestedsnærværende Veljo Tormis fra omkring 1970 klingede bemærkelsesværdigt friske, og de anslog en musikalsk tilgang, som pudsigt nok blev ved med at vende tilbage i mange af de værker, jeg nåede at høre under festivalen: atonale, statiske klange møder små, helt enkle tonale motiver eller melodier. Hos Tormis var det i et af værkerne et femtonigt motiv, der konstant gentog sig, mens clusterklange fyldte rummet ud.
Koncerten rummede to urpremierer af værker, der begge er skrevet i 2026. Dette fokus på samtidighed var et gennemgående tema under festivalen: Man fornemmede, hvordan Estland trods sin rige og solide roster af velanskrevne komponister kunstnerisk set slet ikke har råd til at hvile på laurbærrene, men konstant er henvist til at arbejde sig fremad, opad, udad. Utvivlsomt godt for realitetssansen.
Det ene af disse værker, Kristo Matsons Mis oli enne mind, fik rummet til at sitre, da flere kormedlemmer under afsyngningen af de rolige, afdæmpede klangforløb begyndte at knipse helt random. Det lød som regn, der trommer mod ruden, og støjmomentet skabte maksimal lytteropmærksomhed.
Pärt var minsandten også på programmet for en kort bemærkning med et højst bemærkelsesværdigt valg af værk, nemlig hans engelsksprogede Peace Unto You, Jerusalem fra 2002. Den korte tekst, der er hentet fra Salme 122, er, som det fremgår, en bøn om fred i Jerusalem – et bynavn, der for så vidt har ordet »fred« indskrevet i sig i og med, at suffikset »salem« lyder som »shalom«, det hebræiske ord for »fred«.
Det er modigt, men også rigtigt, at sætte det værk på programmet
Taget i betragtning, at både israelere og palæstinensere opfatter byen som deres, var valget af netop dette værk utrolig politisk ladet i en grad, der med ét fik koncerten til at fremstå betydeligt mindre konservativ. Det er modigt, men også rigtigt, at sætte det værk på programmet, som jeg dog næsten glemte at lytte til, fordi mine tanker gik til det palæstinensiske folk og dets lidelser. Og jeg var garanteret ikke den eneste i kirken: For palæstinensernes skæbne har unægtelig uhyggelige paralleller til Sovjet-æraens brutale dominans af generationer af sagesløse estere.
På den baggrund virkede den efterfølgende fredfyldte bøn i Urmas Sisasks Heliseb väljadel desto stærkere, men det hele blev næsten sat over styr igen under samme komponists efterfølgende afslutningsværk Benedicamus Patrem, der med sin feststemte mobilisering af trompet, slagtøj, orgel og jubelkor resulterede i så pompøse klange, at værket fremstod som en decideret fejlkuratering. Ikke desto mindre rummede det en forsonende karakter, hvilket endnu engang bragte mine tanker hen på den urolige verden, vi lever i: Kan ønsket om fred virkelig ændre på ufreden? Er håbet den eneste chance, vi har?
Tre stemmer i samme mørke
Senere på dagen rykkede programmet ind i en rå technoklub i et fabriksområde, hvor koncerten Birth of Light fandt sted. Her var der tale om tre helt nye værker af Liis Jürgens, Maria Rostovtseva og Astra Irene Susi. I forskellige kombinationer involverede værkerne alle strygerensemble, slagtøj, drengesopran og recitation af en mandlig skuespiller, og de var bundet sammen af en meget virkningsfuld dramaturgi. De tre værker blev dermed underlagt samme dagsorden, men stod alligevel frem som væsensforskellige ytringer, der endda nu fik mulighed for at belyse og måske også udfordre hinanden.
I Whisperer. Sun Temple lod Liis Jürgens bevidst paukerne være alt for kraftige i forhold til strygerne, placeret forrest på scenen, som de var. Kontrasten mellem paukernes monotone slag og de emfatiske strygere mindede mig om et monotont råbende individ omgivet af langt mere nuancerede medborgere, som vedkommende dog slet ikke ænser Og mine tanker kom igen til at kredse om den verdenspolitiske scene. Larmen tog på et tidspunkt af, og værket sluttede med en totonig sekvens, der blev gentaget igen og igen, sunget af de mandlige blandt musikerne. Det lød som et fundet tonalt fragment – et par toner revet ud af rækken fra en estisk folkesang, måske?
I Maria Rostovtsevas Golden egg satte dirigenten i skrudkjole sig på en tingest i halvanden meters højde. Strygerne udfoldede sig i et nærmest post-ligetisk eller måske snarere post-pendereckisk mikrotonalt glissandounivers, og det var lige så foruroligende at høre på, som Pendereckis tidlige orkesterværker altid har været. Kontrasten var dermed enorm til Astra Irene Susis efterfølgende Emergence of Light, der åbnede med drengesopran solo, før strygerne satte ind. Det var elegisk, klagende og endnu engang foruroligende.
Der opstod en interessant scenisk kontakt mellem drengen og en mandlig skuespiller, som var de to udgaver af den samme person, måske i hver sin tidsalder. Begge var klædt i lyst tøj, og drengen lignede en mellemting mellem Pjerrot og Jesus med tornekronen. Scenografien var enkel, og den benyttede sig af den mest minimalistiske lyssætning, jeg til dato har set – men det var meget overbevisende.
Begge var klædt i lyst tøj, og drengen lignede en mellemting mellem Pjerrot og Jesus med tornekronen
Det gamle rum og de nye klange
Til aftenkoncerten var jeg igen tilbage i bymidten i Estonia Kontserdisaal, der er hjemsted for landets nationale symfoniorkester. Selvom jeg ved flere tidligere lejligheder har været i salen, var jeg alligevel overrasket over, hvor gammeldags og formel den tager sig ud, og det er kun symbolsk, at dørene til salen blev lukket af de uniformerede kontrollører flere minutter før, koncerten skulle begynde. Her holder man virkelig på formerne – vi var tilbage i en konservativ højborg.
Nu gjaldt det det estiske nationale mandskor, Eesti Rahvusmeeskoor, der helt som ventet holdt et højt niveau. Også ved denne koncert blev der fremført dugfrisk musik i form af tre værker skrevet i år, inklusive den New York-baserede Jonas Tarms Birds of Ukraine, skrevet til en tekst om landets sorgfulde virkelighed og komponeret med al den alvor og inderlighed, man kunne ønske sig.
Det var dog først i anden afdeling, at koncerten for alvor løftede sig. Det skete med endnu tre værker af Veljo Tormis, alle fra 1970’erne. De blev til lejligheden opført for kor og electronica med ensemblet EMA bestående af fem elektroniske musikere, som til dagligt har både Kaija Saariaho og John Cage på repertoiret. Hvor EMA’s improviserede mellemspil i koncertens første afdeling mellem korværkerne forekom postulerede, påklisterede og helt unødvendige, fungerede det hele pludselig her: Mørke synthbastoner blandede sig med flimrende elektroniske klange og thereminer, mens koret førte an. Det var tydeligt at mærke, at publikum – der lod til at kende deres Tormis – lyttede meget koncentreret. Komponistens dramatiske og længselsfulde udbrud, ligeledes med anvendelse af folkemusik-lignende aspekter, fungerede her i en sammenhæng, hvor korsangernes råben og hujen kom til at få en ekstra dimension på grund af de elektroniske klanges uventede dimensionering.
Verden er i sandhed foranderlig, og måske der er håb for den forude
En melankolsk opløftethed
Under de tre koncerter var det som om, at elefanten i rummet ikke fyldte helt så meget alligevel. For de dokumenterede hver og én, hvordan estisk musik er så meget andet og mere end Pärt, og at den mainstream-orienterede lyd og tilgang, som hans værker typisk opererer inden for, egentlig ikke har inspireret komponister i generationerne efter ham til at følge trop – snarere tværtimod. Spændingsfeltet mellem »det bestående« og »det nye«, mellem »tradition« og »fornyelse«, mellem »enkelhed« og »kompleksitet« var dermed intakt.
Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at en særlig melankolsk opløftethed er til stede som en ariadnetråd, der ikke kun væver sig gennem dagens koncerter som en slags kunstnerisk fællesnævner, men som også får mit mere generelle kendskab til estisk musik til at fremstå i et andet lys end tidligere. Verden er i sandhed foranderlig, og måske der er håb for den forude.
Estonian Music Days, Tallinn, Estland, 11.-19. april