I Aarhus nægtede musikken at stå i bås
Andreo:
Headbangede du også i mørket i de røde plysstole i Lille Sal?
Therese:
Tæt på :) Lueenas var nok den største oplevelse på Spot. Strygerduoen – Ida Duelund på kontrabas og Maria Jagd på violin – havde inviteret en trommeslager og vokalist med i klubben, nemlig scream-vokalisten Marika Hyldmar. Det var tungt, ondt og mytologisk, myriader af effektpedaler til bassen, hvor eksperimentel strygermusik møder heavy metal (ikke omvendt).
Rummet dirrede af løbske bowlingkugler, øl og fugtig støj
Andreo:
Duelund er en mester i at få mørket til at skifte form og nuance fra projekt til projekt. Da hun sidste år spillede numre fra albummet Sibo, husker jeg, at jeg headbangede inde i min hjerne i samtlige sange.
Therese:
Den største overraskelse var Den Lille Dør, som jeg egentlig havde overset i programmet. Ved et lykketræf endte jeg i Kammermusiksalen til Andrea Scuiscos musikalske rejse gennem danske landskaber, fotografier og kulturelle forskydninger.
Scuisco fortalte med en tør humor, som fik salen til at bryde ud i latter, uden at det kammede over i sentimentalitet. Musikken bevægede sig mellem lange guitartoner, elektroniske feltoptagelser, luftig trompet og et trommesæt, der stod helt fremme i lydbilledet. Instrumentalmusik, som både var nyskabende, rørende og overraskende underholdende.
Andreo:
I Århus Bowlinghal gav Breadwinners en lektion i »screamomusic«, eller »Aarhus skramz«, som bandet selv kalder den. Skrigene eksploderede ikke brat, men sneg sig ind i musikken og satte sig fast i omkvædene. Rummet dirrede af løbske bowlingkugler, øl og fugtig støj.
Jeg deltog også i lanceringen af Line Tjørnhøjs app-installation PORTRAIT i Teater Refleksion. Værket hylder nulevende kvinder i magtpositioner og udfordrer forestillingen om, hvordan vi tænker monumenter. Med en iPad i hånden bevægede jeg mig rundt i rummet, da violinisten Christina Åstrand pludselig dukkede op på skærmen.
I et hybridt univers blev jeg selv en del af performancen, kunne gå rundt om figuren, og træde ind i værket. »Line er altid lidt foran os andre,« sagde Allan Gravgaard Madsen (jeg kan bekræfte, at de unge Spot-gæster har set ham køre i camper til Bayreuth i tv), inden det blev hans tur til at prøve installationen.
»Line er altid lidt foran os andre,« sagde Allan Gravgaard Madsen
Man forstår godt, hvorfor komponister og musikere fra den klassiske verden flokkes til Spot.
Therese:
Jeg forstår bare ikke, hvorfor Spot opdeler venues i forhold til genre, når musikken faktisk i høj grad arbejdede med at overskride genrer. Spot blev dermed et sted, hvor genreopdeling reproduceres.
Andreo:
Næ, på Spot kan man jo nogle gange opleve både rave-kynisme og eurodance på samme scene. Jeg oplevede et folkband med tre kvinder i praktisk fodtøj synge Sophus Claussen. Men det var også det bedste nummer, jeg nåede at høre i Teater Filuren.
Strygergruppen Who Killed Bambi vandt nærmest Spot i år
Fræk barok til folket
Therese:
Strygergruppen Who Killed Bambi vandt nærmest Spot i år. Ensemblet profilerede ikke sig selv, men løftede konstant andre frem. Sammen med She Can Play præsenterede de nye kvindelige talenter, blandt andre SOVI, som sang med en sjælden inderlighed. Og i BAROK i Store Sal skabte ensemblet en teatralsk og rytmisk genfortolkning af barokkens grotesker, excesser og forgængelighed i selskab med bl.a. Brimheim.
Andreo:
Og Asbjørn! Sensuel koreografi, dekadence, begær og drama. Han vred sig rundt på scenen som en queer barokprins med hofter på frihjul. Lad os få mere fræk barok til folket. Hvis Gustaf Ljunggrens skulder ikke er klar til næste års Naked-koncerter, så har Spot allerede et værdigt alternativ stående i kulissen. Jeg synes, det var under BAROK-koncerten, som såmænd blev præsenteret af Aarhus Barokfestival, at genrer, formater og institutionelle skel begyndte at opløse sig på en virkelig fed måde.
Han vred sig rundt på scenen som en queer barokprins med hofter på frihjul
Therese:
Generelt var der meget scenetid til instrumentalmusik, der gled ind i rytmiske genrer. FLUX arrangeret af Art Music Denmark er et vigtigt initiativ, især på grund af dets fokus på artister frem for komponister – ganske i festivalens ånd.
Dybfølt i Kammermusiksalen var en heftig og energisk duet mellem cello og kontrabas med tøjklemmer på E-strengen, som gav en forvrænget basfornemmelse. Der var eksperimenterende oscilloskop-musik, som tegnede linjer på skærmen, og dybe kig i øjnene mellem de to musikere, som udstrålede gennem hele koncerten, at de selv havde en fest.
Matt Choboter og Simon Toldam sad ved hvert sit flygel og improviserede sig ind i en anden tidsfornemmelse
Andreo:
Og Matt Choboter og Simon Toldam sad ved hvert sit flygel og improviserede sig ind i en anden tidsfornemmelse. Tonerne bevægede sig tøvende fremad, som små elastiske forskydninger i rum og tid. Midt i Spot Festivals konstante strøm af indtryk føltes koncerten som et stille helle.
Lige uden for Kammermusiksalen blinkede fremtiden fra tre skærme med eksperimenterende filmværker. Flere gange gik jeg forbi folk, der sad med høretelefoner på og var opslugt af Rikke Benborgs film Mani.Matta (2019) og Dark Radiance (2023) med slagtøjsspilleren og komponisten Ying-Hsueh Chen. En anden skærm viste DRENGE, som med musik af Mikkel B. Grevsen forsøger at formulere en vision for fremtidens maskulinitet med en sårbar, søgende trompet som lydside.
Ida&Astrid skal måske have et skarpere kunstnernavn, men de viste sig som dygtige musikformidlere
Therese:
Ida&Astrid skal måske have et skarpere kunstnernavn, men de viste sig som dygtige musikformidlere og inviterede med deres firehændige fortolkninger af bl.a. Ravel ind i en musikkultur iscenesat som fransk dagligstuehygge, hvor det netop var musikkens formidling og ikke dens kompositoriske nyskabelser, der var i centrum.
Andreo:
Så fedt at de konservatoriestuderende er med på Spot. Duoen Isho var virkelig originale med deres poppede drømmerier, lyden af fuglepip og sang på flere nordiske sprog.
Therese:
Skotske Lucie Hendry havde sin harpe i front med halsbrækkende folk-/jazzinspirerede grooves, mens folk stimlede sammen for at høre Club Coyotes ørkenmusik med bl.a. banjo og trompet i den trykkende varme. Deres musik var som både Hendry og Den Lille Dør (og mange andre) fortolkninger af landskaber og forbundetheden med naturen.
Noget af det mest slående ved årets Spot var, hvor mange kunstnere der kredsede om natur, landskaber og økologiske forbindelser. Til gengæld var interessen for musikbranchens grønne omstilling til at overse. En paneldebat om bæredygtighed havde flere deltagere på scenen end i salen. Alligevel opstod der en interessant diskussion mellem branchefolk og kunstnere fra foreningen EKKO system, som arbejder med musik om økologiske kriser. Hvorfor er musikbranchen ikke den branche, der går forrest?
Men når det er sagt: Programmet var skarpt på Spot i år. Jeg husker, at det ofte har været umuligt at komme ind i Musikhusets foyer. I år stod jeg kun i kø ganske få steder. Det var fuldstændig gnidningsfrit.
Hvorfor var det netop dét publikum, der skulle sidde på gulvet?
Andreo:
Det tropiske vejr hjalp nok også, fordi flere gæster var ude frem for inde i salens mørke.
Therese:
Til gengæld var det svært at forstå logikken bag gulvpladserne i Kammermusiksalen. Hvorfor var det netop dét publikum, der skulle sidde på gulvet?
Lydrejser til Arktis, Persien og fremtiden
Andreo:
På en festival, som ellers hylder nye formater og fællesskaber, virkede det overraskende gammeldags. Det var svært at koncentrere sig under Copenhagen Contemporary String Quartets ellers fine, tyste og globale lydrejse Let Us Burn til både Arktis og Persien. Rumpistol Ensemble sendte til gengæld publikum videre ud i fremtiden i A-Huset. Spacy og drømmende elektronisk musik med Arendse Nordtorp Pedersens violin som et jordisk anker.
Noget af det stærkeste på årets Spot var netop den musik, der nægtede at lade sig placere i velkendte kategorier. Tag bare Jaleh Negaris Earthly Bonds, der bruger billedkunst, lyd og bevægelse som tavse tegnsystemer for erfaringer med migration, forskydning og identitet. Et værk om mennesker, der danser andre danse med jorden. Man fik kun fragmenter af værket at høre på Spot, efter at det tidligere på året blev opført i Bergen. Men det er fedt, at festivalen tør åbne for kunst, der skaber helt nye forbindelser mellem lyd, krop og erfaring.
Von Quar kunne godt være de næste The Minds of 99
Therese:
Og når vi nu taler om fremtiden: Von Quar kunne godt være de næste The Minds of 99. Downtown July var det mindst prætentiøse, jeg oplevede hele weekenden, det var simpelthen forfriskende afslappet og knivskarpt leveret.
Andreo:
Under en debat lød det, at halvdelen af al musik i 2030 vil være skabt af AI. Måske. Men det mest interessante på Spot var alt det, der virkede alt for kropsligt, skrøbeligt og menneskeligt til at kunne reduceres til data: skrigene i bowlinghallen, den dirrende barok, de famlende improvisationer og hybriderne mellem koncert, installation og performance. Sagde de egentlig noget om, hvorvidt AI kan headbange?
Spor Festival, Aarhus, 1.-2. maj 2026