Fem ting jeg lærte om kærlighed i Bergen

Af Andreo Michaelo Mielczarek (13.07)

1. Kærlighed er også at blive forført af noget fremmed

»Velkommen til 15 dager med uendelig kjærlighet«, skrev festivaldirektør Lars Petter Hagen i det tykke festivalkatalog under overskriften »Kosmisk kærlighed«. Den slags programerklæringer kan let lyde som kulturpolitisk aromaterapi. Kærlighed sælger trods alt bedre end ensomhed, inflation og geopolitik.

Den slags programerklæringer kan let lyde som kulturpolitisk aromaterapi

Jeg ankom derfor midt i festivalen med en vis skepsis. Jeg gik glip af både Mahler som totalteater, Messiaens ekstatiske Turangalîla-Symphonie, Purcells stormfulde Dido & Aeneas og Esa-Pekka Salonens opførelse af forspillet til Tristan og Isolde. Min første koncert var i stedet i Håkonshallen med den sydafrikanske cellist og sanger Abel Selaocoe og hans Bantu Ensemble. Her gled sydafrikanske sange, strubesang, eksperimenterende celloteknikker og Marin Marais’ »Les voix humaines« sammen i et udtryk, der lød lige så meget af Johannesburg som af barok.

Sådan havde jeg aldrig hørt Marais før. Under koncerten faldt jeg over en kommentar til Selaocoes Tiny Desk-koncert på YouTube: »As a Japanese, I felt a mysterious divinity in him, as if being guided by the Buddha.«

Publikum i Håkonshallens middelaldermure lod sig villigt forføre. Aha, måske var festivalens kosmiske kærlighed mindre svulstig end sit slogan.

Mennesker har været lige så forvirrede af kærlighed i århundreder, som vi er i dag

2. Kærlighed har altid været flerstemmig

Kærligheden antog helt andre former samme sted under Rinaldo Alessandrini og seks sangere fra Concerto Italiano. Monteverdis madrigaler om begær, jalousi, ekstase og fortvivlelse blev sunget med en intensitet, der gjorde dem mærkeligt samtidige. Stemmerne modsagde, jagtede og omfavnede hinanden i ét væk.

Det slog mig, hvor lidt romantikken egentlig ejer kærligheden. Længe før den moderne forestilling om den store, enestående forelskelse skrev Monteverdi musik, hvor kærligheden allerede var splittet, tvetydig og fuld af indre modsigelser. Mennesker har været lige så forvirrede af kærlighed i århundreder, som vi er i dag.

Mens vi i Danmark diskuterer kulturarv, danser nordmændene den

3. Kærlighed kan også være en kulturarv, man danser videre

Hos Tuva Syvertsens Blodklubb begyndte aftenen med dansetrin og endte i runddans, violiner, hardingfeler og dj’s. På Danmarks Grundlovsdag kunne man godt blive misundelig. Mens vi i Danmark diskuterer kulturarv, danser nordmændene den. Og det er næppe tilfældigt, at Generation Z er faldet for norsk folkemusik. Som Syvertsen for nylig sagde til The Guardian: »Unge folk føler nok at verden er ustabil og de søker noe ekte, noe varmt og nært.« Violinistens sko blev næsten et ekstra slagtøjsinstrument, når de fejede hen over gulvet, forstærket af mikrofoner.

»Noe ekte« var også på færde i Troldsalen med udsigt over Edvard Griegs komponisthytte, hvor hardingfelespilleren Benedicte Maurseth optrådte under overskriften »brådiktning« – musik, der opstår i øjeblikket. 

På hardingfele og viola d’amore lod hun gamle slåtter glide over i improvisation, så folkemusikken hele tiden syntes at være på vej et nyt sted hen. Da hun til sidst sang Meredith Monks »Happy Woman«, lød det, som om hardingfelens århundreder gamle resonanser pludselig talte samme sprog som den amerikanske avantgarde.

4. Kærlighed er også at lytte til mørket

Festspillenes tema viste sig hurtigt at handle om langt mere end romantik. I Bergen Kunsthall havde den zambisk-norske kunstner Anawana Haloba skabt udstillingen From This Darkness I Shall Grow. 

I et af værkerne måtte man krybe ind under en skulptur af træ, horn og kobber for at lytte. Inde fra hornene lød nynnende stemmer og naturlyde, og gennem udstillingen gled rislende vand, dybe droner og resonanser ind og ud af hinanden.

Hos Haloba blev lyden et medium for hukommelse. Til forbindelser mellem levende og døde, mellem koloniale erfaringer og nutidige fællesskaber. 

I udstillingens sidste rum, fyldt med blomster, kunne man høre lyden af et pigekor fra Khan Younis i Gaza. Udstillingens polyfoni blev her opløst i den mest skrøbelige, nøgne sang.

Noget lignende gjorde sig gældende på Kode, hvor Eszter Salamons videoinstallation Landscaping, udviklet med Carte Blanche, lod et sydende elektronisk soundscape ledsage billeder af landskaber filmet nær Bergen. Mennesker og natur syntes her at eksistere side om side på nye præmisser, som figurer fra en fælles erindring i et truet økologisk landskab.

5. Kærlighed synger aldrig med én stemme

En af festivalens smukkeste sammenfatninger kom i Mette Ingvartsens Unchained Melody. Danserne sang middelalderlige trubadursange, renæssancemadrigaler, popballader og »The Book of Love« af The Magnetic Fields. 

Unchained Melody lød som en cool jukebox, der var gået i hak

Stemmer knækkede, ansigter forvred sig, så man ikke vidste, om man skulle græde eller le. For sådan, uregerlig og uden for kontrol, kan kærligheden også være. Unchained Melody lød som en cool jukebox, der var gået i hak, men også som et kor, hvor kærlighedssange på tværs af otte århundreder pludselig talte sammen. Man kom til at tænke på Walt Whitmans »I contain multitudes«, som Bob Dylan mange år senere gjorde til sangtitel.

Også Milo Rau og Servane Dècles The Pelicot Trial begyndte med musik: Purcells isnende »Cold Song« fra King Arthur, før retssalen langsomt tog form. Den barokke klagesang gjorde ikke volden smukkere. Tværtimod lod den stilheden mellem vidneudsagnene tale med næsten ubærlig styrke.

Også andre steder på festivalen blev kærligheden vist som noget sammensat og ustabilt. Mark Lockyer spillede sig alene gennem hele Hamlet med en stemme, der gjorde monologen »To be or not to be« overraskende henkastet og akut nærværende. Det gjorde også Nicola Gunns nyfortolkning af Tre søstre, hvor Ravels Bolero voksede til et absurd crescendo af længsel og social opløsning.

Kringkastingsorkestrets fejring af Miles Davis’ 100 år ramte den elektriske rastløshed, der gjorde Miles Davis til Miles Davis. Hele tre trompetister var i front: Nils Petter Molvær, Eivind Lønning og Kristina Fransson. Desværre lod dirigenten Miho Hazama bløde strygere tage brodden af hans elektriske rastløshed. Et pludseligt citat fra Stravinskys Le Sacre du printemps mindede om Davis' kompromisløse nysgerrighed.

Det sidste, jeg oplevede, inden jeg forlod Bergen, var nogle unge ved fjorden, der dansede til Madonnas »La Isla Bonita«

På naboscenen med det sprøde navn Sardinen – egentlig som en del af Nattjazz – drog Stefan Pasborg Trio på deres egen globale færd. Carsten Dahls præparerede flygel raslede som et eventyrligt slagtøjsorkester i en hyldest til Rabat. Pianist og vokalist Anna Uelunds projekt Populærmusikk for likesinnede blev beskrevet som »eksperimentell gangster-pop«, men jeg hørte nu mere ømme, kollektive udforskninger i en slags less-is-more-æstetik. Ikke mindst i en sang om kærligheden, der er som »skum på havet«.

Det sidste, jeg oplevede, inden jeg forlod Bergen, var nogle unge ved fjorden, der dansede til Madonnas »La Isla Bonita«. Det var ikke en del af festivalprogrammet. Bare endnu en kærlighedssang.

Mine fire dage med kosmisk kærlighed var ovre. Festspillene fandt heldigvis aldrig kærlighedens essens. De lod den blot klinge i mange stemmer på én gang. Det var mere end rigeligt.

Festspillene i Bergen, Norge, 27. maj-10. juni 2026

Denne tekst er dedikeret til min mor, Henryka Mielczarek (1946-2026)