I skoven uden sti
De foregående tre dage har jeg gået hjemme i haven og beskåret et par vildtvoksende æbletræer. Det har givet mig anledning til at værdsætte træernes ro, deres grokraft, deres tilstedeværelse: Grenenes tyngde, deres materialitet og deres karakter af at være natur er alt sammen noget, som jeg gennem timerne i haven har forholdt mig aktivt til. Måske derfor gør det et særligt stærkt indtryk på mig, da jeg på vej ind til forestillingen Osmosis bliver mødt i foyeren af en slags dekapiterede træer, hvor kun stammen og rødderne står tilbage.
Disse træer er et forvarsel om, hvad der venter inde i salens mørke, hvor kun et par enkelte lamper lyser op: Her står andre træer på hovedet som det, der i pressemeddelelsen træffende bliver kaldt »en vrangvendt natur«. Træerne udgår fra om ikke himlen, så loftet ser det næsten ud til, og de roterer endda fra tid til anden. Smukt og besynderligt er det at se på, og træernes talende tavshed bliver kontrasteret af to ligeledes tavse dansere, hvis kroppe nede på gulvet finder hinanden i tæt sammenslyngede, undertiden forvredne stillinger.
Disse træer er et forvarsel om, hvad der venter inde i salens mørke
Scenen er for så vidt hele salen, og publikum er inviteret til at gå rundt imellem og omkring de optrædende. For mange af os bliver vores momentvise bevægelser henimod dér, hvor det lige nu foregår i salen, en del af oplevelsen. En monoton, entonig synth-agtigt lyd sætter stemningen, som efter nogen tid brydes af lyden af en plekterbas spillet solo hen over en stram akkordrundgang, der gentages igen og igen.
Stemmer i mørket
Der er noget solitært over denne musik, hvilket ligeledes er et forvarsel om den asketiske, men længselsfulde karakter, som selve lyden af en enkelt bas, senere af en enkelt elektrisk guitar udgør. Snart følger et par sangere trop med en undertiden ordløs sang, der typisk veksler melismatisk mellem to nærtbeliggende toner.
Der er noget solitært over denne musik
Instrumentationen og den musikalske udformning med brug af riffs, gentagne akkordiske firetaktsrundgange og lydprocesseringer ved hjælp af effektpedaler betyder dog, at en rockæstetisk tilgang dominerer, selvom de vokale aspekter er knyttet til en mere klassisk, homofont orienteret tankegang.
Det er Niels Rønsholdt, komponisten bag forestillingen, der spiller guitaren. Den store anvendelse af digitale lydeffekter og loops bidrager til at give lydbilledet et mekanisk islæt, der på den ene side kontrasterer de organiske stemmer, men på den anden side også kompletterer dem ved at udfordre dem såvel sonisk som kategorialt og skabe noget koldt og afvisende midt i den længsel efter inderlighed, jeg samtidigt hører i musikken – ikke helt ulig det vemodige og klagende tonesprog, Rønsholdt anvendte i sin musikdramatiske forestilling Memoriam fra 2022.
Da jeg i sin tid anmeldte Memoriam her i Seismograf, noterede jeg mig Rønsholdts tilgang, som han kaldte »method composing« (jf. begrebet »method acting«), hvor han, som jeg skrev, »dykker ned i særlige stilidiomer, hvilket resulterer i værker, der afsøger velkendte udtryksformer og konventioner, men på uvante måder.« Jeg er ikke helt sikker på, hvorvidt tilgangen er til stede i den nye forestilling, selvom alene den omstændighed, at Rønsholdt her selv spiller guitar, kunne være et udtryk for denne tilgang. Uanset hvad er Osmosis et værk, som i lighed med Memoriam arbejder metamodernistisk ved at spille på forestillingen om, hvad et »nutidigt« værk overhovedet kan siges at være.
Sangerne sad placeret under træerne i salen, mens de tog sand op fra gulvet og lod det sive ud igen mellem fingrene. Verdens ældste tidsfordriv?
Sand mellem fingrene
I flere sekvenser sad sangerne placeret under træerne i salen, mens de tog sand op fra gulvet og lod det sive ud igen mellem fingrene. Verdens ældste tidsfordriv? Måske nok, men jeg oplevede det undertiden som om, at jeg som publikum selv var dette sand. For forestillingen havde ind imellem svært ved helt at fastholde min opmærksomhed, ikke mindst fordi den engelsksprogede tekst – der ud over de ordløse passager også indgik i værket – i længden var meget svær at følge.
Med den både varierede og undertiden kraftige lydside samt den spektakulære iscenesættelse var det nemlig sin sag samtidig at skulle forholde sig til denne tekst, fordi vi alle vandrede rundt i salen og ikke altid befandt os tæt nok på sangerne til at kunne høre artikulationen ordentligt. Librettoen, der ligeledes er skrevet af Rønsholdt, var ikke omtalt hverken på teatrets hjemmeside eller i pressemeddelelsen, hvor det ellers havde været oplagt at hjælpe publikum med at dechifrere den eller blot give et par clues til, hvad den handlede om.
Det undvigende møde
At teksten var vigtig for forståelsen af værket lod sangernes alvor i udførelsen dog ingen tvivl om. Desto mere frustrerende var det, at den ikke kunne tilgås (og i hvert fald forblev det hemmeligt for mig, hvis det var tilfældet). Så når der ligefrem står på teatrets hjemmeside, at Osmosis »er nye måder at tænke og føle sammen på«, underforstået: mellem publikum og udøvere, må jeg forholde mig tvivlende til udsagnet. Ordene skubber snarere til en snigende fornemmelse af, at værket tværtimod formidlede kun lidt for traditionelle måder at sætte et publikum i relation til udøverne.
Jeg går hjem til mine æbletræer igen
For det var faktisk undertiden svært at være i et rum, hvor nogen hele tiden ville noget med én, men hvor dette noget var svært at begribe på grund af det fravær af narrativitet, der kom til at løbe som en slags negativ rød tråd gennem hele forestillingen. Hvad det »osmotiske« i værket bestod i, jævnfør titlen, forblev for eksempel fuldkommen uklart for mig. Jeg går hjem til mine æbletræer igen.
»Osmosis«. Musikdramatisk forestilling fremført af Scenatet. Komponist og librettist: Niels Rønsholdt. Koreografi: Tim Matiakis. Iscenesættelse: Anna Berit Asp Christensen. Cph. Stage/AFUK, 2.-6. juni 2026