Verdi i krigszonen
I foyeren, før vi bliver lukket ind til forestillingen, byder scenevagten publikum velkommen. Hun vækker øjeblikkeligt min interesse ved at sige, at man selvfølgelig kan forlade salen undervejs, hvis man skulle få brug for det. Jeg hører ordene som en trigger warning om, at det her godt kan gå hen og blive voldsomt. I så fald gør logistikken sit til at hjælpe, for scenevagten slutter med en formaning: »Ventilationen er lige gået i stykker, så det bliver varmt derinde.«
God formulering. For det er præcis sådan, jeg har det med verden i disse år: Pludselig gik ventilationen i stykker, og der blev meget varmt. Dog er der råd for miseren – om ikke i verden, så i salen: Der er lagt gode, gammeldags vifter frem på alle stolesæder, og de bliver da også brugt flittigt undervejs.
Den legendariske Jeanne d’Arcs visionskraft – samt hendes korte liv i kampen mod Englands besættelse af Frankrig, som hun fik slået tilbage – er stykkets altdominerende narrative omdrejningspunkt.
Jeg hører ordene som en trigger warning om, at det her godt kan gå hen og blive voldsomt
Musikalsk set er omdrejningspunktet det ret beset weird møde mellem på den ene side en originalt konciperet klangverden informeret af industrial, electronica og death metal, og på den anden side en lang række sangpartier løftet ud af Verdis opera om Jeanne d’Arc, Giovanni d’Arco fra 1845, skrevet til en libretto løst baseret på Heinrich Schillers 44 år ældre dramastykke Die Jungfrau von Orleans.
Verdi som levende restmateriale
SØS Gunver Ryberg har komponeret, ligesom hun har tilrettelagt alle Verdi-forløbene, og fordi hun konsekvent anvender de solistiske stemmepartier fra operaen som de er, altså helt uden orkester- eller korledsagelse, klinger de nærmest frit i luften, også når de fire sangere, der i operaen har roller som fædre, konger og militærfolk, sammen synger a capella-partier.
Både visuelt og auditivt er stykket voldsomt, sine steder decideret ubehageligt
Scenografiens dystopiske og undertiden voldsomme univers i kombination med Rybergs kompromisløse klangverdener er så langt fra 180 år gammel italiensk bel canto-opera, som noget tænkes kan. Ikke desto mindre fungerer kombinationen af de to bemærkelsesværdigt godt, blandt andet fordi kontrasten aldrig lader én i tvivl om, hvad der er hvad. Det er, som om al Verdi i forestillingen lyder som gigantiske samples, vel at mærke afviklet live. De skaber en konstant tilstedeværende verfremdungeffekt, hvor den på sin vis konforme Verdi-sound er som en påmindelse om, hvor meget krig og ufred tilhører eller i det mindste burde tilhøre en fjern fortid.
Selvfølgelig forstår man ikke, hvad der præcist bliver sunget, medmindre man kan italiensk – men man aner det, fordi scenografien hjælper publikum til at forstå det narrative forløb, hvor Jeanne d’Arc, helt som historien foreskriver, til sidst ender på bålet. Den egentlige libretto i værket udgøres i stedet af syv indlagte dansksprogede tekster, der fremføres som talte monologer og i enkelte tilfælde synges.
En drone svæver på samme sted i luftrummet over scenen, og lyssætningen får den til at ligne en virkelig klam kæmpeedderkop
Både visuelt og auditivt er stykket voldsomt, sine steder decideret ubehageligt, og jeg havde nærmest helt glemt, hvor eksplosivt kraftigt pauker kan lyde. Anderledes kan det overhovedet ikke være i en skildring af krigens brutalitet. Ikke desto mindre er det en meningsløshed med effektfulde dramatiske virkninger:
En drone svæver på samme sted i luftrummet over scenen, og lyssætningen får den til at ligne en virkelig klam kæmpeedderkop i et kæmpestort spind. På lærredet på scenens bagvæg kan man se et billede med ordene: »It’s not a war crime if you’re having fun,« efterfulgt af en håndtegnet smiley.
En stor, tung rekvisit dukker pludselig frem oppe under loftet, og den gør mig i et splitsekund bange: Den forestiller et uforsonligt krigsfly, som snart bliver sænket til jorden og dernæst forvandlet til den pæl, som Jeanne d’Arc bliver bundet til på bålet. Før det ser man i en grotesk scene forestillingens fire sangere og to dansere give et eksempel på deres konstant overbevisende ensemblespil: Iført brynjer og dødningemasker propper de sig med enorme mængder pommes frites, mens de reciterer Myceliums tekst om alting, der står i flammer, og som i uddrag lyder:
Se
Børsen brænder
Rigsdagen brænder
Kongressen brænder
Den demilitariserede zone brænder
Våbnene brænder
Byen brænder
Kroppene brænder
Børnene brænder
De skyldige brænder
De uskyldige brænder
Som bekendt kan det være ret uappetitligt, når folk taler med mad i munden – så tænk engang, hvordan det så føles, når seks personer gør det på samme tid gennem flere minutter. Én efter én forsvinder de nu fra scenen efter at have spyttet halvspiste bunker af friturestegte kartoffelsnitter ud på scenegulvet, som om personerne fortjent dør af dette spektakulære ædeorgie, der er som en opvisning i alt, hvad der er galt med menneskeheden med dens komplette mangel på situationsfornemmelse: En menneskehed, der er ødsel, tankeløs, udannet og dyrisk. At scenen på én og samme tid er både komisk, kvælningsfremkaldende og hamrende ulækker, gør den til en rammende allegori på den aktuelle verdenssituation.
Krigens groteske koreografi
Gennem de syv tekster formulerer Jeanne d’Arc sin universelle vision på tværs af tid og rum om en verden renset for ikke blot uretfærdighed og krig, men også for hykleri og åndelig dovenskab. I Ursula Andkjær Olsens pen er det sidste noget, der tilsyneladende har lidt for gode betingelser herhjemme i dag, og hendes veritable opsang til det alt andet end levede liv i hverdagsdanmark gør indtryk. I uddrag lyder den:
(…)
I lader jer spise af med komfort fremfor mening!
I lader jer spise af med begær fremfor nydelse!
I får varer som præmier for al jeres arbejde, jeres stress, jeres
dårlige samvittighed, som præmier for jeres tid, LIV!
I får underholdning og trøstepræmier for jeres OFFERGAVER,
Komfort i stedet for mening
Komfort i stedet for adgang til det hellige rund indeni, hvor
mening bliver skabt – lige under hjertet – hvor smerte og
nydelse blandes og danner liv
I stedet klamrer I jer til jeres dødens pølser, kødsovs & Tesla
I stedet sidder I her med:
»at I ikke kan komme ud«s sygdom,
»at I sidder i et hjul som tager al deres tid«s sygdom,
»tager al jeres kreative kraft«s sygdom,
»at I intet ved om jeres livsgrundlag«s sygdom
Jeg siger jer: Jeg kommer med pis og lort, alt skidtet, affald,
støjgener, lugthallucinationer
I VED INGENTING OM LÆNGSEL!!!!
Midt i eller måske snarere omkring alt dette står den enorme bedrift, som SØS Gunver Ryberg leverer med denne forestilling. Hun fucker med Verdis patosfyldte, men medrivende forløb som måske ingen anden før hende, og selvom hans værk bliver hårdt molestreret i hendes italieno moderno-remixes, overlever det på respektfuld vis også som det relikvie, det er, samtidig med at hun ikke lader det overskygge de dybt interessante takes på Jeanne d’Arc-fortællingen, som hun selv har komponeret frem.
Efter at være blevet udsat for den massive mængde lydlige og visuelle sanseindtryk gennem næsten halvanden time begynder min krop at sitre
Rybergs egne bidrag forekommer nærværende, nødvendige og befriende nøjsomme, uden på nogen måde at fremstå elitære eller letkøbte. Kort sagt: Fødderne på jorden, hovedet i himlen.
Balancen mellem det enkle og komplekse i de musikalske iscenesættelser forekommer perfekt, ligesom balancen mellem de store linjer og de minutiøse detaljer gør det. Det sidste kommer til sin ret nogle af de steder, hvor sangerne fremfører deres Verdi-fraser a capella, og hvor stemmerne – fordi de bliver sunget i mikrofon – er processeret med en subtil, men meget virkningsfuld ekko/rumklangseffekt, der gør, at Ryberg på den måde får trukket hele det musikalske udtryk ikke blot over på sin egen elektroniske banehalvdel, men også væk fra de italienske operahuse og over i Kødbyens anderledes pulserende rum, væk fra et mandligt domæne og over i et kvindeligt, væk fra 1840’erne og over i 2020’erne.
Når kroppen begynder at forstå
Efter at være blevet udsat for den massive mængde lydlige og visuelle sanseindtryk gennem næsten halvanden time begynder min krop at sitre. Jeg opdager uventet, hvilken lidelse, skam, forvirring og afmagt ikke blot mit intellekt, men altså også min krop har måttet leve med de seneste fire år, med invasionen af Ukraine som begyndelsen på noget, der skulle udvikle sig til et verdenskaos. Min krop begynder at sætte kropsord på, hvad der foregår, ligesom mit hjerte begynder at sætte hjerteord på det.
Før jeg forlader salen, lister jeg tre vifter ned i tasken for at tage dem med hjem til ungerne. Så kan de øve sig i at vifte denne verdens uretfærdigheder og krige væk
Det føles som en forløsning af noget, jeg slet ikke var klar over kunne forløses. Og da forestillingen er forbi, er det, som om verden på en eller anden måde er blevet ny igen.
Før jeg forlader salen, lister jeg tre vifter ned i tasken for at tage dem med hjem til ungerne. Så kan de øve sig i at vifte denne verdens uretfærdigheder og krige væk, mens vi andre måske blot kan drømme om det. Og når ungerne bliver store nok, vil jeg fortælle dem om Jeanne d’Arc.
P.S. Undskyld til Sort/Hvid for det med vifterne – jeg giver en gang pommes frites ved lejlighed.
Teaterforestilling med musik af SØS Gunver Ryberg, herunder bearbejninger af musik af Verdi.
Sort/Hvid, 24. april-22. maj