Hvad sker der, når mainstream kommer til kort?
Der er ganske enkelt noget ved Cisternernes grandiose radikalitet, som passer godt til performancekunstneren Marina Abramovićs kunstneriske dagsordener. Og det bliver bedre endnu, for til trods for – eller måske på grund af – værkets gennemgående voldsomhed er Abramovićs filmiske operainstallation Seven Deaths utroligt livsbekræftende. Derfor: Enhver i hovedstadsområdet, som netop nu befinder sig i en mere eller mindre radikal livskrise, burde begive sig ned i Cisternernes dyb under Frederiksbergs muld og bruge en time på at opleve, hvad der udspiller sig dér. Det kan kun hjælpe, er jeg overbevist om.
»Du giver mig din tid, og jeg giver dig syv dødsfald,« siger Abramović på skærmen i den instruktionsvideo til tilhørerne, som kan ses ved nedgangen til Cisternerne. Hun forklarer, at filmenes dødsfald er symbolske udtryk for de mange gange, vi alle igennem livet »dør«, når tæppet trækkes væk under os. Kærlighed, forstås. Som hun siger: »Du forelsker dig, du mister dig selv, du overlever – og så gør du det hele igen.«
Seven Deaths kan slet ikke undgå at være en kommentar til verdensufreden og alt det frygtelige og ubærlige, den bringer med sig
Gennem de syv film, hver af en længde på fem-syv minutter, bliver publikum dirigeret rundt på det våde betongulv for at opleve én film ad gangen, der alle bliver afspillet på hver sin storskærm. Filmene er skabt ud fra en række afskeds- eller dødsarier fra den mest kendte ende af operalitteraturen, alle sunget af den navnkundige Maria Callas, som Abramović har følt sig forbundet med, lige siden hun som 14-årig første gang hørte verdenssopranen. Nu mødes de to kunstnere endelig. Som Abramović formulerer det, er Callas til stede med sin stemme, og hun selv med sin krop. Hun er ikke ked af det, Abramović.
Kvinder dør altid smukt i operaen
De syv lydsider har fået hver sit narrative forløb, der helt generelt eftergør den oprindelige kontekst i operaerne. Undervejs »dør« Abramović derfor syv gange, hvilket betyder, at hun på skift bliver knivmyrdet eller brændt, eller hun bliver dødeligt syg eller springer ud fra et højt hus, og så videre. Som sin ledsager har Abramović skuespilleren Willem Dafoe, der skiftevis spiller morder, elsker, medlidende og så videre.
Dødsfaldene er som en række symbolske permutationer af den lidelse og død, der finder sted i verden i disse år. Set i det lys kan Seven Deaths slet ikke undgå at være en kommentar til verdensufreden og alt det frygtelige og ubærlige, den bringer med sig. Der er desuden et feministisk aspekt til stede i værket i form af påmindelsen om den vold og den lidelse, som kvinder gennem hele verdenshistorien har været udsat for. Det gælder dermed også, når mandlige librettister og komponister (big surprise: Ingen kvinder har naturligvis bidraget til musik- og tekstsiden overhovedet) har fremstillet kvinder som dem, der må bære byrden.
Alt filmisk i Seven Deaths foregår i slowmotion
Maria Callas’ to generationer yngre kollega, den australsk-amerikanske sopran Danielle de Niese, skrev i 2018 et indlæg i The Guardian, hvor hun gjorde opmærksom på, at hendes karriere – som de fleste andre sopraners karrierer – er kendetegnet af, at hun altid skal spille muser skabt af mænd. Underforstået: Kvinderoller skabt ud af mandlige librettisters stereotypificerede blikke på kvinder. Det var indlysende også Callas’ skæbne. I de udvalgte arier i Seven Deaths sker der konstant det, at jaloux mænd hævner sig på kvinder, at offentligheden bare ikke rigtigt kan tåle deres tilstedeværelse, eller at de bliver ofret eller marginaliseret af hensyn til almenvellet. For kvinder kan åbenbart bruges til og indskrives i hvad som helst. Og som Abramović bemærker i instruktionsvideoen, dør de altid »smukt og langsomt«. Tænk, hvilken overraskelse: Det er en patriarkalsk præmis, at kvinders død altid lader sig æsteticere, og den præmis følger værket overraskende loyalt.
Alt filmisk i Seven Deaths foregår i slowmotion, hvilket stemmer overbevisende overens med lydsiden. For på grund af den usædvanligt lange efterklang i Cisternerne lyder musikken både langstrakt, fjern og på sin vis drømmende. At alle arierne er at forstå som ballader foredraget i langsomt tempo, gør kun denne synergi mellem lyd og levende billeder endnu stærkere.
Når operakanonen bliver readymade
Sagt med al respekt for Abramovićs livslange fascination af Callas var jeg dog overrasket over valget af musikalsk repertoire. Selvfølgelig giver de arketypiske og tragiske dødsscener, som den ældre operalitteratur er så fuld af, Abramović et stærkt og klart narrativ at arbejde ud fra. På den anden side er der en bemærkelsesværdig ubalance mellem hendes altoverskyggende radikalitet som kunstner og så den mainstreamorienterede populærkultur, som arierne tilhører. Det gælder fx den meget kendte – sagde nogen fortærskede? – »Habanera«-arie fra Bizets Carmen, ligesom det gælder arierne fra evigt opførte operaer som Verdis Otello og La Traviata eller Puccinis Tosca.
Her ligger måske netop problemet: Selvom arierne i bedste avantgardistiske ånd er blevet gjort til en slags readymades, tilhører de alle en mainstreamkultur, der i modsætning til Abramovićs overordnede kunstneriske dagsordener ikke på nogen måde forbinder sig til det konfrontatoriske, det utilpassede, det abnorme, det marginaliserede, men derimod til det konsoliderende, det veltilpassede, det normsættende, det tilbageskuende. Og lyden af Callas’ lettere bedagede indspilninger fra de midterste årtier af 1900-tallet forbinder sig trods de lange efterklange i Cisternerne ikke til en nutidig installation.
Så hvad kan gå galt? Det skal jeg sige dig, kære Marina Abramović
Disse modsætninger skurrede i mine ører under hele forestillingen, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det måske også har at gøre med, hvordan musik generelt bliver opfattet, forhandlet og forbrugt uden for dets eget domæne. For tilsyneladende har det ingen betydning for Abramović, at det kanoniserede, konservative operarepertoire, i modsætning til hendes eget virke, er en del af den alt andet end kontroversielle mainstreamkultur. Logikken lader til at være, at Callas er en stjerne, at arierne klinger pompøst, alvorligt og synges med stor indlevelse, og at ingen dermed går fejl af en god og medrivende musikalsk manifestation. Så hvad kan gå galt?
Det skal jeg sige dig, kære Marina Abramović. Der kan gå det galt, at din egen radikalitet – som når du i en af filmene smadrer en glasvase mod din egen krop eller i en anden lader to slanger slynge sig om din hals – bliver forstemmende neutraliseret af lyden af normalitetens forventningshorisont. Og der kan gå det galt, at din vision om at vise mennesker, hvordan døden i symbolsk forstand altid fører til nyt liv, risikerer selv at gå død i lyden af operasang, hvor selve ordene overhovedet ikke har nogen betydning, fordi de synges operatisk og dermed tæt på uforståeligt, fordi den lange efterklang svækker teksttydeligheden yderligere, og fordi ordene i øvrigt er italienske og dermed ultimativt uforståelige for de fleste tilhørere.
Et værk, der trods alt peger mod livet
Som en kunstner, der livet igennem har arbejdet med og på trods af betydelige ricisi, må Abramović være vidende om disse udfordringer. Ikke desto mindre er jeg i tvivl. For er hun ikke opmærksom på, at de anvendte arier ret beset er del af en fjern, italiensk utopi om »storhed« og »monumentalitet«, toppet med en særdeles kønskonservativ bias? Eller har hun blot lænet sig ind i det udbredte, men luddovne argument, at disse arier skulle være så monumentale og så »stor kunst«, at det undskylder alt?
Sagt endnu engang med al respekt for Abramovićs fascination af Callas: Den modsætning formår Seven Deaths ganske enkelt ikke at løse, og det forbliver projektets store kunstneriske problem. Ikke et »spændende paradoks« eller en »interessant udfordring«. Men lige præcis et problem.
Ned i Cisternerne! I kan faktisk ikke tabe!
Når det er sagt, vil jeg alligevel holde fast i mine indledende ord: At Seven Deaths på trods af mine indvendinger er og bliver et livsbekræftende værk, som kan anbefales især til de af os, som for tiden – og af utallige årsager – befinder os i livskriser. Til alle jer vil jeg sige: Ned i Cisternerne! I kan faktisk ikke tabe!
Cisternerne, 14. marts til 30. november 2026